Karen er stoppet med at gylpe – nu er hun nemlig ikke forkølet længere. Så hun holder maden i maven – det er rart. 🙂

Mandag startede Kåre på arbejdet igen og jeg var på sygehuset med Karen. Denne gang lykkedes det at få nok blod og de resultater der er kommet indtil videre ser fine ud. Karen var 19 dage i mandags og da Ellen var 19 dage blev jeg opereret på Randers Sygehus. Da Karen havde fået taget blod trængte hun til noget at spise, så jeg fandt et venteværelse med nogle lidt blødere stole og spurgte sygeplejersken om jeg måtte amme der – der var ikke andre i venteværelset. Det måtte jeg gerne – og da jeg så sad der kom jeg til at se at det var præcist samme sted jeg havde ammet Ellen lige inden operationen.

Vi kørte ud i storcenteret og handlede – og alle spurgte om det var en dreng eller en pige. Måske skulle man give hende en sut hvorpå der står: Jeg er en PIGE! – eller bare give hende lyserødt tøj på…

Jeg fik det sådan lidt underligt og nogle spændinger i brystet, så vi kørte hjem igen – og det blev ikke bedre – heller ikke i løbet af tirsdagen, hvor jeg godt kunne mærke at jeg nok ikke skulle have gået over på skolen med Ellen. Men de skulle se film og det var Ellens sidste filmdag med vuggestuen inden hun skal i børnehave – og jeg kunne altså ikke nå at have dem klar til klokken 9. Så vi gik over på skolen og hun blev afleveret i salen – og hun var særdeles glad – hun elsker at se film.

Men det blev bare ved med at udvikle sig, så da jeg klokken 18 havde feber og hævede, varme og røde områder på brysterne ringede jeg til vagtlægen: Brystbetændelse – penicillin og udmalkning! Så vi måtte en tur til Randers efter en elektrisk brystpumpe og nogle piller.

Nu er feberen ved at være væk, men jeg har det bestemt ikke godt endnu. Men det bliver forhåbentligt bedre snart.

Men det hjælper gevaldigt at Karen er begyndt at smile – nogle ret skæve smil – men hun smiler rigtig til os nu – det er dejligt. 🙂

Ellen er stadigvæk lige glad for Karen – hun trøster og aer og vil gerne sidde med hende – også selvom Karen skriger. Den anden dag lå Karen på puslebordet og sagde lidt lyde – Ellen har åbenbart ment at hun trængte til noget at lege med, så da jeg kom ind igen lå der er toiletsvupper på Karens hoved – og Karen var IKKE tilfreds! Det kan jeg egentlig godt forstå. 🙂

Men det er meget vigtigt for Ellen at Karen også er med, så vi er faktisk lidt stolte af vores store pige. Hun har taget så godt imod Karen – over ALT forventning. Og samtidig er hun så godt som renlig her hjemme. Hun vil ikke af med bleen i vuggestuen, men hjemme har hun faktisk kun ble på om natten – og det var da heldigt i nat, for der var pludselig lort helt op i nakken på hende! Så vidt jeg hørte fra min halvsovende febertilstand, så var hun faktisk i bad i nat. (Om natten er Ellen Kåres og Karen min.)

Ellen sidder inde ved min computer og snakker om kort og breve med far. Jeg hører så nogenlunde følgende ordveksling:

E: Det er et kort til min bedste ven.
F: Hvem er din bedste ven?
E: Det er mor.

Så smelter hjertet lidt, ikke?

I øvrigt var det mit visakort hun sad med.

Hun har fået læst Sigurds Godnathistorier højt og en af favoritterne er den hvor bjørnen Bjørn klæder sig ud – bl.a. som postbud. Så hun har haft et brev med i vuggestuen i dag – en tom kuvert fra et julekort. 🙂

Vi skulle egentlig have haft besøg af sundhedsplejersken i mandags, men med to syge piger og en tur til lægen blev det aflyst. Hun kom så i dag i stedet for.

Og Karen er – ganske som vi jo godt ved – en fin og kvik pige, der er god til at holde øjenkontakt. Hun er vokset 1 cm (måleusikkerhed!) og vejer nu 3,72 kilo, altså en vægtøgning på 290 gram og det er ganske fint, eftersom hun “bare” burde have nået fødselsvægten igen.

Vejret var godt og motion er sundt. Og vi skulle alligevel i Rema 1000 efter bleer, så vi kørte til Hammel, hvor der var et par ufundne caches.

Og som onsdag, så sov Karen fra det hele. Hun gryntede lige lidt på et tidspunkt, så vi fandt en bager med cafe og gik ind for at få noget frokost. Ekspedienten så helt undrende ud da jeg spurgte om jeg måtte amme i deres cafe – ja, det kunne der da vel ikke ske noget ved?! Men det var Karen nu ligeglad med – hun ville hellere sove…

Men vi fandt 5 caches og havde 1 DNF.

Da vi kom hjem blev Karen ammet og efterladt hos Kåre og så kørte jeg i vuggestuen efter Ellen. Hun havde lavet risengrød til dem alle sammen – der var i hvert fald dækket op til omkring 12. Og hun havde snakket om risengrød hele dagen. Måske skulle moderen tage et hint!

Ellen har hele tiden været interesseret i Karen og vil gerne hjælpe hende og give hende ting og dele med hende – men hun har ikke villet røre ved hende, for det kunne jo gøre ondt. Men i går fik Karen faktisk et godnatkys og et par nus – det var dejligt at se.

Karen er blevet forkølet, så hun sov IKKE godt i nat. Det skulle helst foregå HELT tæt op af mor – og så sover mor altså heller ikke godt. Og så er det svært at trække vejret med en lille næse når den er helt fyldt op af snot. Læg dertil de sædvanlige tøj- og bleskift – det barn kan altså gylpe!

Og Ellen har heller ikke sovet godt. Da jeg puttede hende lå hun pænt i sin seng med sin dyne over sig. En halv time senere kaldte hun – der lå hun inde UNDER sengen på sin dyne og kunne ikke komme op. Det var altså et job for farmand, så han blev vækket. Lidt senere var det fordi hun havde ondt i numsen hun kaldte – den er også lidt rød, men teorien er at det er fordi hun har slået den.

Nu håber vi det bliver bedre i nat, for vi er godt nok trætte!

Farmor og farfar kom med Ellen i går formiddags og Ellen var glad for at komme hjem igen. Ikke fordi hun ikke har hygget sig, for det lyder det bestemt til at hun har. 🙂

Indtil videre er hun en meget omsorgsfuld storesøster: Karen skal have hue på, hun skal have en sut og gerne en dyne over sig. Men Karen vil altså ikke have nogen sut – og det kan Ellen ikke helt forstå. 🙂

Vi har flere gange spurgt om hun gerne ville sidde med Karen, men det vil hun ikke. Hun siger at hun er bange for at det gør ondt på Karen og selvom hun af og til kommer for at ae Karen, så foregår det MEGET forsigtigt – jeg tror ikke engang Karen kan mærke det. Og når Karen græder, så kommer Ellen for at puste på hende. 🙂

I dag var vi nede for at handle og vi skulle lige have noget luft på barnevognen. Vi havde ikke lige tænkt os om, så pludselig kunne jeg se at Ellen stod med ryggen til, hænderne for ørerne og skreg. Ups – høje lyde fra kompressoren… Nå, men jeg tog Siri og Ellen med mig og gik hjemad. Vi nåede ikke ret langt, før Ellen begyndte at sige at vi skulle vente på far og at han også skulle med hjem. Men ikke nok med det: Karen skulle også med hjem. Så hun er altså allerede en del af familien.

Karen er nok som nyfødte er flest: Spiser, sover og skider. I går aftes da vi skulle sove nåede vi at være oppe og skifte tøj på hende tre gange inden det lykkedes – hun kan altså gylpe så det vil noget. Da hun så endelig faldt i søvn tog hun omkring 4-5 timer før hun ville have noget at spise igen. Det tog en times tid, for hver gang jeg prøvede at skubbe hende ind under sin egen dyne begyndte hun at græde. Til sidst beholdt jeg hende hos mig og så sov hun 4-5 timer igen. Jeg indrømmer at jeg ikke rigtig fandt ud af hvad Kåre og Ellen gjorde, da de stod op – for jeg sov!

Vi er sådan lidt i tvivl om hvor meget Karen hører – hun reagerer i hvert fald ikke rigtig på noget som helst. Muligvis har der været en lille reaktion fra hende her i aften, men vi er ikke sikre. Første høretest på sygehuset lykkedes ikke – formentlig fordi hun ville sutte på en finger imens. Men vi prøver igen på onsdag, hvor vi også skal ind for at have taget blodprøve på hende.

Det er i øvrigt meningen at denne blog skal være fælles for de to tøser – vi skal bare lige have fundet ud af hvordan vi gør i praksis, så både www.karenkc.dk/blog og www.ellenkc.dk/blog peger samme sted hen.

Og så lige en sød historie, som måske kan støde nogen: Mig og Ellen skulle i bad her til aften og eftersom jeg fødte for fire dage siden, så bløder jeg stadigvæk. Det opdagede Ellen og jeg forklarede hvorfor – hvorefter hun straks bøjer sig frem og puster mig direkte mellem benene… Hun er altså sød!

I nat kom der pludselig en kravlende ind og op i sengen. Det er anden gang hun gør det og det vides ikke helt hvorfor. Hun havde godt nok snakket om nogle spøgelser i går aftes, men om hun havde haft mareridt eller ej ved jeg ikke.

Men hun er altså ikke ret godt til hverken at ligge eller tie stille, så det endte med at hun fik besked på at gå ind i seng igen. Sidste gang gik hun af sig selv. Desværre stod hun op til normal tid, så hun har været noget træt her i eftermiddag.

Efter aftensmaden gik mig og Ellen ind på hendes værelse – hun har været lidt opmærksom på maven i dag – måske fordi jeg har snakket med en af de andre fra vuggestuens mor i dag og hun er næsten lige så gravid som mig. Men i hvert fald skulle jeg ligge på Ellens seng, så hun kunne lege med en orm på min mave, så baby kunne høre og mærke den. Samtidig forklarede hun mig at baby måtte lege med ormen når den kom ud. 🙂 (Ny bliver så godt som konsekvent omtalt som “hun” af Ellen.)

I aften var det ikke Ellen der skulle puttes, men mor. Jeg lå jo allerede i hendes seng og så blev jeg ellers puttet efter alle kunstens regler: Tandbørstning, et glas vand, en bamse, dynen over mig, godnathistorie (som jeg dog selv måtte læse), godnatsang (som jeg selv måtte synge) og godnatkys. 🙂

Juledags eftermiddag og aften gik bare med leg, hygge og ingenting – ganske som det skal være.

Anden juledag smuttede vi en tur til Randers – vi skulle have lavet nye årskort til Regnskoven og havde nogle rabatbilletter der skulle bruges i januar. Men med den forestående fødsel var vi ikke rigtig sikre på at vi ville nå det, så vi satsede på at de ville hjælpe os, selvom det stadigvæk er december.

Anden juledag er ikke nogen dum dag at tage i på den slags udflugter – der var så godt som ingen mennesker, så vi så også flere dyr som vi ikke altid ser. Og Ellen elsker at være der.

Tredje juledag var der nogen der i særdeles høj grad trængte til at komme ud og få brændt noget krudt af. Så vi tog på geocaching- og handletur mod Bjerringbro. Vi fandt en cache, der ligger oppe på toppen af en bakke. Så Ellen halvt gik og halvt kravlede op og jeg vraltede. Men vi kom op og fandt cachen. Jeg er dog ikke så godt gående, så det blev kun til den ene.

Og da vi så kom i bilen igen startede det for alvor: Ellen begyndte at sparke mig ind i ryggen og ville slet ikke stoppe. Hun ignorerede alt hvad man sagde til hende og grinede bare af os. Så mangler man altså sanktionsmuligheder! Det blev ikke bedre i Bjerringbro, hvor hun smed med tingene i Imerco, løb ud på vejen, kørte sin lille vogn ind i alting og kastede/slog med varerne i SuperBest. Så snart man stoppede hende fra det ene, så begyndte hun med det andet. AAARRGGH!

20. december kom Kåre hjem med hjemmestrikkede sokker til Ellen – ikke at Kåre havde været ved at strikke, men en kollega havde strikket sokker til både Ellen og Ny! Så 21. december fik Ellen både nissehue og nissesokker på i vuggestue. Det var godt nok lidt underligt i vuggestuen, for der var ikke ret mange børn og så var Bente, yndlingspædagogen oven i købet blevet syg. Så hun måtte lige aflæsse alle frustrationerne på S., en af hendes gode venner, der heldigvis var der – hun fik godt nok brokket sig over forældrene…

Om aftenen bagte vi småkager – Ellen pyntede dem med chokoladeknapper og var rigtig god til det. De blev lagt i midten af hver småkage og hun spiste kun den ene hun fik lov til.

22. december skulle vi voksne til begravelse, Kåres farmor døde 17. december. Ellen kom i vuggestue som sædvanligt, men blev hentet af naboerne – vi kunne ikke nå at komme hjem. Men da vi kom hjem blev der vinket gevaldigt fra naboens stuevindue og Ellen havde i hvert fald IKKE tid til at skulle med hjem igen. 🙂

23. december var sidste dag inden ferien. Der var 11 børn i vuggestuen og 6 voksne – og det lyder i hvert fald som om de havde hygget sig gevaldigt. De havde været inde på Sommerfuglestuen, hvor Ellen skal starte til marts, så alt i alt tror jeg det var godt at hun fik en uge udenfor de vante rammer, men det sted hvor hun skal være senere.

På vejen hjem købte vi et juletræ. Et rødgran, som måske nok ser lidt specielt ud – men det er der og kostede kun 20 kroner. 🙂 Ellen er i hvert fald meget glad for det.

Til aftensmaden fik vi selvfølgelig risengrød – okay, Kåre og Ellen fik risengrød. Omend det tog lidt forsøg. Første gang brændte det helt på og anden gang endte jeg med en fin, rød venstre arm.

Jeg synes der sker meget med Ellen lige i tiden. Hun vil selv meget og kan efterhånden også en hel del. Så er det bare at forældrene skal lade hende bruge tiden på det. 🙂

I går aftes ville Ellen gerne selv skære et stykke brød over. Det fik hun lov til – med en grillkniv. Det tog laaaang tid, men det lykkedes og hun var stolt. Senere ville hun så stikke kniven i brødet, som hun holdt i hånden. Enhver voksen kan jo regne ud hvordan det vil gå – og ganske rigtigt: Kniven gik igennem brøddet og ind i Ellens hånd. Hun kiggede lidt på det hele – og gjorde det igen. Suk…

En dag vi sad i Bilka spurgte hun hvor tisset kom fra og det prøvede vi så at forklare så godt vi nu kunne. I går aftes sad jeg så og kiggede i en reklame for Tena, der havde været i en af de mange babypakker og tænkte at den illustration kunne jeg da lige bruge til at forklare Ellen det med. Så nu har hun styr på de forskellige huller og hvad der kommer ud der og at blæren er ligesom en ballon, bare med tis i stedet for luft. Når det er noget hun gerne vil vide, så skal hun bare have det at vide en gang, så hænger det ved.

I morges opdagede jeg at hendes vanter og huer ligger i vuggestuen, så hun fik nogle af mine. Mine handsker er jo alt for store til hende, så de kom bare på som vanter – men det var ikke godt nok for den unge dame, så da jeg havde åbnet lågen, havde hun taget dem rigtigt på – en finger i hvert hul. Så det kan hun altså også nu.

Så hun blev afleveret i hallen og er pavestolt, for hun skal gå ned i vuggestuen med sin madkasse i rygsækken. 🙂

Ellen er simpelthen en puttegris. I dag er der bedsteforældredag i vuggestuen og det starter sådan cirka samme tid som vi plejer at stå op – så vækkeuret var blevet sat til klokken 8.

8.05 gik jeg ind og hentede hende i hendes seng og tog hende ind til mig. Jeg har simpelthen ikke tal på hvor mange gange hun sagde “skal bare lige putte 10 minutter mere”. Men det er nu også SÅ hyggeligt. Vi får vendt hele verdenssituationen den halve times tid vi ligger arm i arm og snakker. I dag var emnet bogstaver og tal og den store erkendelse var at der var to i’er i Siri.

Vi snakkede også meget om at nu kommer farmor og farfar ned i vuggestuen og besøger hende og når de så har spist frokost, så kører farmor og farfar igen og så når de har spist frugt og leget, så kommer mor og henter hende igen. Det er åbenbart meget vigtigt for hende at vide hvad der skal ske og specielt er det vigtigt at vi understreger at hun bliver hentet igen.

Mandag eftermiddag havde hun været lidt utryg, fordi det var begyndt at blive mørkt. Så hun var bange for at Bente (pædagog) ville gå hjem og lade Ellen være alene i vuggestuen. Det havde Bente naturligvis forsikret hende at hun aldrig ville gøre.

Da vi kom ned i vuggestuen var Ellen ikke meget for at skulle ind – der var simpelthen så mange mennesker i gangen, for der var flere af de andre stuer der også havde bedsteforældredag i dag. Så vi gik udenom. Nu er jeg så spændt på at høre hvordan det er gået med alle de nye mennesker inde i vuggestuen, for hun er blevet noget mere reserveret og følsom over for den slags ting. Men jeg håber de får en hyggelig formiddag med pebernøddebagning og juledekorationslavning.