Archive for the ‘Udflugt’ Category

En gammel liderlig buk

En stille og rolig morgen – Ellen sov til klokken 8 og det satte hendes mor pris på.

Her til aften kørte vi ud for at sige godnat til gederne. Ellen gik glad med hele vejen op af bakken og vi kunne høre at vi kom nærmere og nærmere. Lige pludselig var der en ged der stak hovedet op over bakketoppen lige foran os. Og så kom der ellers gang i resten der gik ovre på en anden bakkeskråning.

Med bukken først kom de løbende mod os og det var da i hvert fald ikke gederne vi skulle klappe, men bukken! Men sådan en buk han STINKER altså og når vi prøvede at snakke med andre end ham blev han sur. Ellen nåede også at blive væltet en enkelt gang. Så vi blev enige om at gå ned til bilen igen.

Nu sidder Ellen og leger med LEGO og jeg venter på at jeg kan smide hende i seng, for jeg har sådan en hovedpine!

Gedeklapning

Vejret har jo absolut været smukt i dag, så i formiddags var vi en tur ude i bakkerne syd for Hagenstrupvej for at se om gederne havde det godt. Det havde de. Vi var nær aldrig kommet indenfor lågen fordi de absolut skulle snakkes med. Den røde ged med det dårlige bagben havde det helt fint og var den mest kælne af dem alle sammen.

Ellen havde bestemt heller ikke taget skade af den hårdhændede behandling sidst. Hun gik trygt rundt mellem dem og det var kun når den stangliderlige buk kom i nærheden vi lige tog hende op. For tro mig, han var liderlig! Stakkels den ged der var i brunst, hun blev jagtet rundt.

Klokken nåede at blive 14 inden Ellen var træt og kom i seng og resten af dagen har hun bare gået og tullet lidt rundt. Lige inden hun blev puttet spiste vi pandekager og sukkeret havde vi åbenbart IKKE fået sat på plads. Sådan noget sukker er godt klistret og ikke nogen god kombination med et snotnæset barn!

Så hun kom i bad og fik vasket hår. Bagefter fik hun en natble og en natkjole på og skulle bare lige have lov til at sjoske 5 minutter inden sengetid. Og så kom der ellers plaskelyde fra badeværelset. Gøjen var åbenbart IKKE færdig med at være i bad.

Men nu sover hun trygt i en ren og tør natkjole.

Campingtur og Givskud

Der er sket rigtig meget siden sidst. Torsdag morgen pakkede vi bil og campingvogn og kørte sydpå. Helt ned til Velling Koller Campingplads nede syd for Silkeborg. Her satte vi campingvognen lige i skovbrynet, spise frokost og kørte så til Givskud. Vi havde nemlig været heldige og havde fået hele to fribilletter til løveparken.

Vi kan konkludere at Ellen ikke er gammel nok til at synes at en zoologisk have er spor mere spændende end en tilfældig legeplads med en gynge. Dyrene var i hvert fald ikke synderligt interessante, men det var sjovt at sidde foran i bilen på safarituren!

Hjemme på campingpladsen igen var der bare tid til hygge og madlavning – den kloge mor havde lavet ekstra aftensmad onsdag aften, så det var bare at varme maden. Efter maden gik vi alle sammen op og gik i bad. Der var lækre badeværelser, men mere om det på min blog.

Og så var det puttesovetid for små gøjer. Det var vi lidt spændte på, men Ellen lagde sig bare ned og sov! Hun tog sig ikke det mindste af at vi sad to meter fra hende og spillede Yatsy og snakkede. Hun sov faktisk helt til klokken 8.45, så vi fik alle sammen en god nats søvn.

Til morgen fik vi konkluderet, at det nok er en god ide at tage barnet med op på et badeværelse, når der skal skiftes en SÆRDELES fyldt ble, men heldigvis har vi da en vaskemaskine!

Desværre var vejret absolut ikke med os: Øsregn og stærk blæst. De fraråder at gå ind i skovene når der blæser meget, så da vi havde været rundt at hilse på alle campingpladsens dyr (Ellen synes at ænderne var de sjoveste) pakkede vi sammen og kørte hjem – måske også lidt på grund af det hul der viste sig at være i taget på campingvognen. 🙂

Hele vejen hjem sad Ellen og sagde “mis mis” – de havde tre store killinger på campingpladsen. Godt hun ikke er et år ældre…

Jagt- og friluftsdag

I dag var der jagt- og friluftsdag ved Fladbro. Så da jeg endelig stod op omkring klokken 10 kørte vi ind mod Randers. Der var mange mennesker og Ellen var for en gangs skyld ikke helt tryg ved at komme ned fra bærestolen. Men det hjalp lidt at se nogle kendte mennesker, soga var nemlig også mødt op med de to mindste.

Ellen fik rørt ved et dødt rådyr og tegnet en tegning til en konkurrence – der var godt nok ikke nogen der kunne genkende det danske dyr hun havde tegnet, men det er tanken der tæller. Og hun fik en fin medalje for det!

På vejen hjem var vi oppe forbi Fladbro Kro, hvor vi fik smagsprøver på hakket dådyrbøffer og dådyrinderlår. Det er nu ikke det værste man kan spise, sådan noget Bambi. 🙂

I eftermiddag og aften har Ellen været meget grænsesøgende og opmærksomhedskrævende. Og for noget der ligner første gang har hun gået rundt og grædt uden at vi kunne finde ud af hvad der var galt. Lidt putten og et par sange hjalp dog på humøret. Nu sover hun sødt og så håber vi godt nok det bliver bedre i morgen!

Ellen kigger nysgerrig på et dødt rådyr.

Ellen kigger nysgerrig på et dødt rådyr.

Ellen tegner et dyr.

Ellen tegner et dyr.

Dådyr smager rigtig godt!

Dådyr smager rigtig godt!

Regnskoven

I dag kom Ellen også sent i seng, men ikke på grund af geocaching. Der var nemlig aftenåbent i Randers Regnskov, så vi tænkte at vi hellere måtte tage ind og se om dyrene havde det godt.

Der var laaaang kø, men vi kom da ind og gik først en tur i Asien og Afrika. I Afrika mente Ellen åbenbart at de hvidhalede hulepindsvin så ud til at kede sig, så hun smed sin lommelygte ned til dem. Okay, hun tabte den, men det andet lyder sjovere. Og så kom der gang i hulepindsvinene! De ville alle sammen lege med den sjove blå ting der lyste.

Kåre gik nu op for at få fat i en guide, så de ikke fik den splittet ad og ædt batterierne. Guiden blev ikke sur, men takkede pænt for at han sagde det. Og så gik han ellers ind bevæbnet med en masse gulerødder og en kost. Så nu har Ellen en fin, blå lommelygte med hulepindsvinetandaftryk – det er der ikke mange der har!

Ellen sad og pludrede hele vejen hjem og nåede lige at lægge et puslespil før hun kom i seng. Men nu tror jeg hun sover godt. 🙂

Ellen kigger frem og smiler.

Ellen smiler.

Ellen og far kigger på fisk.

Ellen og far kigger på fisk.

Hulepindsvineaktivering.

Hulepindsvineaktivering.

Visitter

I går fik vi at vide, at Bolette og Mads har fået en søn: Oscar. Så i dag ringede vi og spurgte om vi måtte komme på et kort visit og se ham. Det måtte vi gerne, men Ellen måtte ikke komme med ind til afdelingen på grund af smittefare. Så vi ringede til Tomas og Dina og spurgte om vi måtte komme til frokost og så kunne vi besøge Bolette, Mads og Oscar i skiftehold.

Så vi kørte til Højbjerg og spiste en hyggelig frokost sammen med Tomas og Dina. Og Ellen skulle i hvert fald IKKE sove hjemme hos dem! Da vi kom til Skejby sendte vi Tomas, Dina og Ellen ned i et lille hjørne, hvor de kunne være mens vi besøgte de nybagte forældre. Det endte dog med at vi alle sammen satte os ned i hjørnet.

Ellen plejer at være meget interesseret i babyer, men Oscar var ikke så spændende. Hun pegede da lige på ham, men det var det. Måske fordi han lå oppe i en høj krybbe og dem hun ser i vuggestuen oftest står nede på gulvet i en autostol. Generelt er hun faktisk rigtig god ved de små babyer. Hun aer dem på kinden eller hånden, men aldrig mere.

Heller ikke på vejen hjem gad hun sove, men hun gik også ud som et lys, da hun blev puttet. 🙂

Ellen har fået fat i mors solbriller og giver mor dem på.

Ellen har fået fat i mors solbriller og giver mor dem på.

Ellen har snuppet et brød fra bordet - måske vi skulle give hende noget mere at spise?

Ellen har snuppet et brød fra bordet - måske vi skulle give hende noget mere at spise?

Randers Regnskov

Under morgenmaden viste det sig at både Kåre og jeg havde tænkt på at vi skulle en tur i Randers Regnskov i dag. Så vi kørte til Randers og gik ind af dørene lige som de blev åbnet. Der var næsten ingen mennesker og vi nåede både at se dværgodderne og gibbonaberne blive fodret.

Ellen blev forbløffende hurtigt træt, men vi nåede da lige ud for at klappe gederne inden vi kørte hjem til en god middagslur.

Ellen peger på sakiabernes unge, der sidder trygt inde på dens mors mave.

Ellen peger på sakiabernes unge, der sidder trygt inde på dens mors mave.

Man kan altså godt blive træt af sådan en tur.

Man kan altså godt blive træt af sådan en tur.

Ellen synes dyrene er så hyggelige - og hun er rigtig god til at gå roligt til dem, så de også er trygge ved hende.

Ellen synes dyrene er så hyggelige - og hun er rigtig god til at gå roligt til dem, så de også er trygge ved hende.

En af gederne havde lagt sig ind i et lille skur - Ellen syntes hun ville besøge den. (Det var naturligvis et sted børnene gerne måtte komme.)

En af gederne havde lagt sig ind i et lille skur - Ellen syntes hun ville besøge den. (Det var naturligvis et sted børnene gerne måtte komme.)

Ellen gad IKKE have nattøj på - utroligt at man efterhånden er nødt til at holde døre og vinduer låst!

Ellen gad IKKE have nattøj på - utroligt at man efterhånden er nødt til at holde døre og vinduer låst!