Archive for the ‘Hverdag’ Category
Syg
Det er ikke ofte det sker at Ellen er syg, men i går omkring klokken 15 ringede de fra vuggestuen, at Ellen altså havde feber og var noget pylret. Så jeg kørte ned efter hende og hun var også godt varm. Hun havde endda sagt nej tak til is – og så er den gal! 🙂
Men vi tilbragte eftermiddagen og aftenen foran fjernsynet – hun havde ikke lyst til at spise aftensmad, men fik en brik juice og en mandarin. Da hun blev puttet havde hun 39,4.
Klokken 4 vågnede hun så og råbte efter et glas vand. Det fik hun naturligvis, men så skulle hun i hvert fald også have sine nye hjemmesko, som hun havde fået om eftermiddagen – de skulle stå ved siden af hende. Det fik hun også.
Jeg havde håbet at hun ville sove lidt længere i dag, men 7.08 kaldte hun og var klar til at skulle op. Suk.
Hun har været meget opmærksomhedskrævende hele dagen, så snart jeg har flyttet mig har hun råbt på mig igen. Hun skal helst sidde på skødet. Det er såmen også meget hyggeligt – bare ikke 10 timer i træk og med 40 i feber op af min i forvejen lidt for store mave!
Klokken 17 kom Kåre hjem og det var hun glad for. Det var jeg også! I aften har hun spist lidt og inden hun skulle i seng fik hun et lille glas kakao med en skjult dagsorden: Der var blandet Panodil i. Og da hun havde fået taget temperatur (38,9) fik hun to mandler.
Nu er hun blevet puttet, men hun ligger og tæller – det vides ikke præcist hvad. 🙂
Weekend
Vi har haft en særdeles ugidelig weekend. I går kom Ellen i tøj omkring klokken 16 – i dag var den kun 11.
Men vi var i Randers Regnskov i går aftes. I anledning af Halloween var der nemlig åbent til klokken 21 og så var der jo lige lejlighed til at lege lidt med lommelygter. Og denne gang smed Ellen ikke sin ned til nogle dyr.
Der var rigtig flot når man kom ind – der var helt mørkt og så var der masser af græskarlamper. Ellen startede med at være noget skeptisk, men heldigvis tøede hun op, så hun nåede at have en rigtig god tur. I morges snakkede hun da også om spøgelser og lommelygter. 🙂
Og så var vi endda heldige. Hvis man svarede på et spørgeskema om sin oplevelse, så fik man et rabatkort på 50% til et sæsonkort i 2011. Så der sparede vi lige 170 kroner. 🙂
I dag har vi været på genplaceringstur i Bjerringbro. Ellen var godt klar over at vi skulle ned til bækken, så hun tog den største pind med hun kunne finde. Desværre var den så stor at den ikke rigtig kunne flyde i det lave vand.
Da vi var på vej ud for at genplacere besluttede Ellen sig for at hun hellere ville på skovlegepladsen, så hun vendte rundt med bemærkningen: “Jeg går op på skovlegepladsen, jeg skal nok vente på jer.” Men hun kom nu alligevel med, da Kåre skyndte sig at gemme sig – hun elsker at lege gemmeleg.
- Madpakkespisning i græskarlampens skær.
- Hej haj!
- Hoppe! I det mindste venter hun pænt til alle andre er forbi, før hun hopper i vandpytterne.
- Ellen har fundet en tudse.
- Indgangspartiet.
- Ellen vil køre – hun bad endda om bilnøglen, fordi hun ikke kunne dreje på rattet.
- Nu er hun ved at have styr på det.
- BYOS – Bring Your Own Stick.
- Hunden er glad.
- Opad.
- En festlig fyr.
- Rødkål – hvad mere kan et barn ønske sig? Det skulle da lige være en syltet agurk!
Siden sidst
Jeg har ikke lige været så god til at få opdateret, men der er såmen heller ikke sket så meget.
Gymnastik er startet igen og Ellen ville næsten være med til noget af det fælles i mandags. Men da hun kom hjem bad hun om at komme i seng, så hun sov sødt 18.45 – og vågnede klokken 9 tirsdag morgen. Så hun har godt nok også været træt.
Hun har nu lært at bruge piletasterne på computeren, så nu kan hun spille flere spil. Det er altså godt vi har Oline. Ulempen ved f.eks. YouTube er jo, at selvom man starter med en gang Maisy Mouse, så kan hun pludselig sidde og se ganske voldsomme ting hvis man ikke lige er 100% opmærksom. Men på Oline sker der nu ikke så meget farligt. Hun har endda lært selv at tænde computeren og starte en Firefox, som så starter op på Oline.
En sjov ting ved hende, er at hun jo har lært at sige “nej tak” og ikke bare nej. Så selv når hun i trods vil sige nej, så råber hun surt “nej tak!”
Hun har også fået styr på den trehjulede Winther-cykel nu – i hvert fald så længe det ikke går op af bakke.
Jeg har strikket et par benvarmere til hende. Da den første blev færdig sov hun med den på og i dag blev den anden også færdig (jeg er ikke så sej med et par strikkepinde!). Hun løb ind i sofaen og tog dem begge to på og tog dem først af da de skulle på hænderne i stedet for. Hun er meget glad for dem – og så er det værd at lave noget til ungen.
Hun er også vokset ud af sin autostol. Hun har længe brokket sig over at den strammer og da vi kom til at se efter stak hovedet da egentlig også ovenud. Så vi var i Bilka og købe en Concord Transformer T til hende. Som en geocacher sagde: Den ligner et katapultsæde fra en F16! Den er lidt futuristisk, men Ellen er glad for den. Desværre er det noget hårdt for min ryg at skulle spænde hende fast i den. Men en drejbar i hendes størrelse koster over 10.000 kroner og det er altså i overkanten af hvad vi vil give!
- En aftenridetur med far.
- Gadagung – gadagung.
- Mens de stadigvæk var pænt samlede… (Hun valgte selv farven.)
Rødbeder
I dag købte vi sylte til frokosten i morgen og til sylte skal man jo have rødbeder. Men Beauvais var dyre og de billige er nu ikke så gode. Men et kilo rødbeder koster 6 kroner og så kan man da også bare lave dem selv.
Så jeg satte dem over at koge mens Kåre hentede Ellen i vuggestuen – og glemte alt om dem. Det betød at køkkenet ikke var så frygteligt kønt bagefter…
Men Ellen ville gerne være med til at pille/smutte rødbeder. Det tog hende meget lang tid at pille et par rødbeder – hun er meget omhyggelig og har ikke lige lært tricket med at bruge hele håndfladen. 🙂
Så skulle de skæres i skiver. Det var lidt svært at skære dem i tynde skiver, så hun skar dem i tykke skiver, som jeg så delte endnu en gang. Der er vist også nogle lidt ukurante i glassene, men de smager jo lige godt.
Til gengæld var hun helt med på at stoppe dem i glassene – næsten… For der røg godt nok også mange ind i Ellens mund!
Og som det ses på billederne, så er det altså ikke ligefrem noget barn og køkken bliver mere ren af – men det er hyggeligt og det smager godt. 🙂
- Dyb koncentration
- Skrællen skal skylles af i gryden
- Lettere røde hænder – og mund!
- En tiltrængt håndvask
- Der pilles/smuttes rødbeder
Søndag
I dag har været rigtig dovnedag. Morgenmad klokken 11 og omkring klokken 15 kom Ellen til at tisse i sit nattøj og fik i stedet for en morgenkåbe på. Klokken 16 fik hun tøj på og vi smuttede over på Borgerservise (ja, det står der på deres postkasse) med et brev og over skolens legeplads hjem.
- Ellen øver sig i at binde knuder.
- Der samles kastanjer.
- På ridetur.
- En tur med dragen – aner ikke hvorfor hun kalder den det.
- A sudden stop.
- Forventningens glæde.
- Wiiiii…
- En løbetur på cykelbanen.
Udviklingsopdatering
Det går godt nok stærkt!
Hun tæller op til 14 nu, så bliver hun lidt forvirret og stopper et 7-tal ind inden hun går videre. Men det er måske det 7-tal hun længe manglede for et stykke tid siden?
Hun vil meget gerne at vi skriver bogstaver sammen med hende og er også ret god til at genkende dem. Men alligevel overraskede hun her til morgen. Jeg lå og småsov, da hun kom ind med en bog der længe har været i stykker. Jeg havde repareret den i går og nu havde hun fået den igen. Hun sætter sig op i sengen og siger at hun vil læse den for mig. Det plejer at betyde at hun vil fortælle hvad der er på billederne. Men med høj og klar røst lød det “f – a – r – øh – v – e – r – farver”. Jeg lå med øjnene lukket, men det fik mig alligevel til at spærre dem op. Men jo, der stod farver på bogen – endda med små bogstaver.
Forrige weekend fortalte vi hende hvad højre og venstre er, så det har hun kunnet siden. Fortæller gerne at det nu er højre fod der får strømpe på…
Hun er også begyndt at lege rollelege. Her til aften var hun f.eks. et lille spøgelse. Når man kaldte hende Ellen blev man irettesat og fik at vide at hun ikke var Ellen, men et spøgelse!
I morges ringede jeg til mor og kom til at sige “for pokker”. Det udløste straks en irettesættelse, for sådan taler man ikke!
Til gengæld er søvn blevet et ganske ukendt begreb. I går aftes var klokken 23 inden hun faldt i søvn og hun vågnede klokken 8. Hun har ikke sovet i vuggestuen, men alligevel leger hun inde på værelset nu og virker ikke træt.
Hun har også styr på computeren og mobiltelefonen. Hun skal lige have hjælp til at komme ind på de relevante sider og så klarer hun resten selv med hhv. touch-pad og touch-screen. Specielt ELSKER hun at lege gemmeleg med Kaj og Andrea på Oline.
I dag da jeg hentede hende i vuggestuen legede hun inde i puderummet, hvor hun helt klart efterlignede de store drenge – hun havde det bare rigtig sjovt. Men hun kan ikke helt forstå at hun ikke skal i børnehave sammen med de fem store fra vuggestuen nu her 1. november. Hun har længe været en af de to der har været i vuggestuen længst tid, men nu bliver hun også den ældste tre måneder.
Nå, det var et kedeligt indlæg – men det er sådan noget der er rart at have om et par år, når Ny er på samme alder. 🙂
Overset mor
Her til morgen kom Ellen ind i sengen til os – går direkte forbi mig og putter sig ind til Kåre: “Kathrines sut er faldet ned!” (Kathrine er Ann Kathrine er hendes kusine, som gav hende en sut sidst vi var hjemme hos dem – men hun får aldrig “Ann” med.)
I går aftes fik jeg et armbånd på af Ellen og det blev her til morgen straks revet af og sat på fars arm, samtidig med at hun tog min mobiltelefon og vendte ryggen til mig og puttede hos far.
Så jeg føler mig noget overset!
Hårvask, bowling og fødselsdag
Den anden aften skulle Ellen have vasket hår – og det skulle far altså også! Så Kåre vaskede Ellens hår og Ellen vaskede Kåres hår. Det så rigtig hyggeligt ud.
I går aftes bowlede vi – med en hæklet bold og en gang halvlitersflasker. Det var et stort hit. Og de flasker der ikke blev væltet af bolden blev væltet af bolden i Ellens hånd, når hun havde hentet den. 🙂
I dag har Ellen været til fødselsdag hos en af pigerne i vuggestuen. De var nu ikke ret mange, for der er Rotavirus i omløb – tirsdag var seks ud af 13 børn syge. Så mon ikke det var det Ellen havde en snert af i weekenden? Da hun kom hjem fra fødselsdag var beskeden at det havde været sjovt, at de havde fået flødeboller til frokost og at M havde fået et håndklæde i fødselsdagsgave. Senere kom det frem at de også havde fået pølsehorn. (Det er nu rart med nyhedsbreve fra vuggestue – det gør det nemmere at snakke med hende om hvad der er sket i løbet af dagen. Så vi ved at de har fået pizzasnegle, pølsehorn og flødeboller.)
Vi kørte hjem fra vuggestuen på scooteren og samlede kastanjer på vejen – Ellen var nu mere optaget af at hoppe i vandpytter. Og da hun så også havde fået en skærm med hyldebær, så var der ikke så meget at gøre. Hjemme igen lavede vi en krans af kastanjerne til at hænge på døren. Og så kørte vi ned for at hente far ved toget. Hun blev meget glad for at se far igen, men hun synes godt at toget kunne være blevet holdende lidt længere, så hun kunne se ordentligt på det.
- Ellen vasker fars hår.
- Bowling.
- “Kegler”.
- Sund og nærende morgenmad!
Løb, kære vand
I dag skulle der som sædvanligt smøres madpakke og i dag skulle jeg have åbnet et glas med pickles. Det kan jeg ikke gøre selv, så jeg måtte have fat i en glasåbner/glaspifter/jarkey eller hvad sådan en nu hedder (se billedet). Jeg fik smurt madpakken og pludselig hører jeg nogle “dunk, dunk”-lyde rundt omkring.
Det er Ellen der har taget dimsen og går og slår på alting – sådan en tre-fire gange og så videre til det næste. Huh? – tænker jeg indtil der går et lys op for mig. Hun har set Fragglerne – det afsnit, hvor der pludselig ikke kommer noget vand til Vembis svømmeopvisning. Der tilkalder de rørbankerne, som udfører et ritual, som går ud på at slå på alle rørene med en tang, mens de synger en sang: “Løb, kære vand”.
Mystery solved. 🙂
Så nu ligger “tangen” i Ellens kurv nede i vuggestuen og vi måtte lige diskutere lidt hvorvidt man måtte slå på bilen med tangen – det lød ellers godt. 🙂
Sygedag
I dag har Ellen været hjemme – hun er syg. Og det betyder at Kåre også har været hjemme. Så det har næsten været en søndag mere. Halvdelen af børnene i vuggestuen er også syge – feber og opkast. Ellen har bare haft feberen og noget generel utilpashed, men det kan jo være at hun har arvet hendes mors og oldemors tendenser til aldrig at kaste op. I hvert fald har hun ikke kastet op endnu.
Men dagen er gået stille og roligt. Ellen og Kåre har leget med legoklodser, vi har spredt blomsterfrø i haven og vi har skrevet bogstaver. “Mor, vil du gerne skrive bogstaver med mig?” kom hun og spurgte. Og selvfølgelig ville jeg da det. Men da det kom til stykket var det nu Kåre der skulle skrive bogstaver.
Hun har også talt meget i dag. Så vi har gået og smågrinet af udsagn som:
– “Trettende, fjortende, syv-og-femtende…”
– “En, to, tre, fire, fem, seks, syv-en-halv…”
– “Jeg er ikke Ane – jeg er Ellen!”
Og i går aftes så Ellen Fragglerne for første gang. Kåre sagde godt nok at det gad hun ikke se – men hun har selv bedt om dem flere gange i løbet af dagen. Så moderen er glad. 🙂
Men vi satser stærkt på at hun er helt frisk i morgen, så hun kan komme i vuggestuen. Og så håber vi at det de andre har ikke smitter hende.
- Sådan kommer man fra puslebordet til sengen i fem lette trin – trin 1
- Sådan kommer man fra puslebordet til sengen i fem lette trin – trin 2
- Sådan kommer man fra puslebordet til sengen i fem lette trin – trin 3
- Sådan kommer man fra puslebordet til sengen i fem lette trin – trin 4
- Sådan kommer man fra puslebordet til sengen i fem lette trin – trin 5
- En ny blomst?






































