Mandag ville vi tage ned til Goslar for at se Zwinger – en del af byens forsvarsværk og et af de stærkeste befæstningstårne i Europa. Nederst er væggene 6 meter tykke. Nu er det privat og der er ferielejligheder i bunden og museum i toppen. I vores vandrerhjemstilbud var der nemlig billetter til Zwinger, Rammelsberg og sejlbanen til Bocksberg.

Det var et meget lille museum og det var ikke sådan synderligt interessant, men der var en fantastisk udsigt fra toppen – der var også meget varmt, selvom klokken ikke var mere end 10.30.

Vi gik ned til den anden ende af den lille park Zwinger lå i og fandt den legeplads der lå der. På vejen så vi på ænder og ællinger i en noget grøn sø. Ellen hyggede sig på legepladsen og hun var ret dygtig til selv at kravle op i tårnet til rutchebanen – det var bare en lodret stige med relativt langt mellem trinnene – men en kryster har hun nu aldrig været.

Efter et lille middagshvil på vandrerhjemmet (med Tigerdyret på den medbragte bil-DVD-afspiller) tog vi igen ned til goslar. Denne gang kørte vi ned til et supermarked og parkerede og så cyklede vi ellers rundt. Vi var lige inde i supermarkedet efter en is inden vi kørte – det er altså NOGET billigere at købe is i Tyskland end i Danmark!

Den første cache var oppe af en laaaaang trappe i en lille park. Der er rigtig mange små grønne områder i Goslar. Den anden var strategisk udvalgt fordi den lå ved en anden legeplads. Her var Ellen ikke eneste barn og tyske børn er ikke spor anderledes end danske: Det de andre børn har, er MEGET sjovere end det man selv har – men andre må ikke røre ens ting! De to sidste caches var lidt kedelige – i hvert fald for Ellen: En micro ved en byport og en micro ved en kirke.

Og så var det ellers hjem til aftensmaden, som var to forskellige slags pasta og to forskellige slags sovs og naturligvis masser af salat. Aftenen blev afsluttet med leg på legepladsen. Der var ingen sand, men man kan også godt lave boller og chokoladekage af grus.

Søndag måtte Ellen på det nærmeste hives ud af sengen. Hun var godt nok træt, den bette.

Vi havde bedt om at få madpakker med i stedet for frokost på vandrerhjemmet, for vi ville tage til Romkerhaller Wasserfall og Okertalsperre – Stine/Twincamp havde anbefalet en cache ved Okertalsperre. Man smører selv madpakken fra morgenbordet og så får man en drikkedunk til saft/vand, frugt og en süssigkeit. Der var også frikadeller i skålen, men de var stadigvæk varme, havde ikke været kølet ned og skulle ligge i en taske hele formiddagen. Da det så viste sig at de ikke var gennemstegte, røg de altså ud.

Der var ikke ret langt, omkring et kvarters kørsel. Da vi kom til Romkerhall var det første vi så nogle der sejlede kajak ned af floden. Jeg synes det så rigtig sjovt ud. Vandfaldet var en earthcache, men da vi kom hen til det, kom en sur tjener og sagde at vi ikke måtte være der – det var åbenbart privat grund. Men vi fik da vores billede, så vi kan logge cachen.

Tilbage ved bilen så vi hvordan dem i kajakkerne kom ned i vandet. Der var simpelthen en rutchebane på et par meter og så frit fald for resten af vejen. Det så lidt vildt ud.

Vi kørte videre ud til Okertalsperre. Et imponerende bygningsværk, men Ellen havde ingen tålmodighed – overhovedet. Så det blev kun til en gåtur hen over dæmningen og et kig ned til cachen (se billederne). Tilbage ved bilen var der en kiosk, så vi fik alle sammen en is – Ellen fik helt selv lov til at vælge. Taget i betragtning at hun ligefrem puttede sig ind til mig, mens vi spiste og var meget varm, er teorien, at hun var lidt småsyg med feber. Varmen og pyldretheden holdt desværre resten af ferien.

Vi kørte hjem til vandrerhjemmet og spiste vores frokost på legepladsen.

Efter frokost kørte vi igen ned til byen, bare til en anden bydel, hvor der skulle være en Walderlebnispfad/skovoplevelsessti. Heldigvis lå der en lille dam ved starten, for stien var der godt nok ikke noget sjovt i. Måske havde den været sjovere længere henne, men det sjoveste Ellen oplevede var at kaste pinde i vandet og plyndre et hindbærkrat.

Her mødte vi flere tyskere med hunde. Bl.a. en kvinde, der pænt stod og ventede med sine to hunde. Hun ville ikke gå hen af stien før Ellen var væk. Da jeg så sagde at Ellen ikke var det mindste bange for hundene takkede hun og gik forbi. Sikke en høflighed.

På vandrerhjemmet var aftensmaden spätzle med gullash – ikke ligefrem min livret, men absolut ikke ringe af at være spätzle. 🙂

Morgenmad var nemt – man åbnede døren, gik over gangen og vups, så stod man i spisesalen. Maden stod godt nok længst væk, men vi overlevede.

Morgenmaden bestod af brötchen, fire slags ost, fire slags pølse og hvis man kom tidligt nok var der også melon. Det gjorde vi nu aldrig – det var allerede 7.45. 🙂 Og så var der müsli og corn flakes. Ikke det helt store, men nok til at man kunne blive mæt – men hvor var det kedeligt de sidste dage.

Efter morgenmaden gik vi ned til Goslar, hvor vi først ledte efter en cache der hedder Underground Goslar. Vi fandt også koordinatet, vi skulle bare lige et par meget længere ned – den lå nede i en underjordisk kanal. Så den blev udskudt.

Heldigvis havde vi fået styr på tingene (med lidt hjælp fra Stine/Twincamp), så vi havde trådløst internet. Et tysk sim-kort i Kåres telefon og så blev den ellers brugt som access point for min mobil og den bærbare. Det gjorde at vi altid vidste hvor vi var og hvilken vej vi skulle gå og når man så samtidig kan se geocacherne, så er det jo næsten for nemt. 🙂

Det var til gengæld ikke for nemt at skulle hen til kejserpaladset, for Ellen gad i hvert fald ikke noget som helst. Så det blev til en lang kamp at få hende til at gå bare hen hvor vi stod, så hun kunne komme i bærestolen.

Så fandt vi en enkelt cache og så lidt af den gamle by – der er nu flot, men det er hårdt at gå på så mange brosten. Ellen var specielt betaget af de mange vandløb og så de par hestevogne der kørte rundt i byen.

Vi gik tilbage til vandrerhjemmet for at få frokost – det var meget hårdt at komme op af stien igen! Til frokost er der det samme som til morgenmaden – dog ingen müsli og cornflakes, men til gengæld en lun ret af en art. Og tro det eller lad være – men jeg kan faktisk ikke huske hvad der var lørdag!

Efter en middagspause kørte vi ned til byen – der var ikke ret langt, men der var simpelthen for stejlt til at jeg kunne gøre det ret mange gange. Nede i byen så vi kejserpaladset lidt tættere på og nogle andre mindesmærker. Kåre og jeg så kejserpaladset indenfor i 2003 og mente ikke lige at det ville være sagen med en Ellen sådan lige på kanten af ikke at gide noget som helst. Vi så en gammel vandmølle og Ellen fik kastet en masse blade og pinde ned i et vandløb. 🙂

Vi fik også handlet en smule – juice, nogle kirsebær og lidt brød. Og alle toiletter i Tyskland koster mindst 50 cent at bruge – trælst når man er gravid!

Vi kom tilbage til aftensmaden, som var farsbrød med grøntsager og brun sovs – og heldigvis masser af salat til. Til dessert var der berlinere – det faldt i den unge dames smag. 🙂

Det gik heldigvis nemmere med at falde i søvn denne aften.

Fredag morgen ringede vækkeuret allerede klokken 7 og vi fik spist morgenmad og pakket det sidste. Klokken 8.20 kørte vi ud af indkørslen med kurs mod Goslar.

På vejen fandt vi lige to caches, men nåede også at sidde i kø et par gange. Første gang på vej ned mod Elbtunnelen, men det er jo obligatorisk, anden gang lige efter, hvor der var vejarbejde og hvor en lastbil var væltet i modkørende spor, så hele den nordgående motorvej var spærret. Og da den var ledt over i det ene spor på den sydgående, så var det lidt kritisk. Heldigvis sov Ellen fra alt køen.

Da vi skulle tanke benzin gjorde vi den interessante opdagelse, at mit VISA-kort lå hjemme på skrivebordet… Heldigvis havde Kåre da sit med. 🙂

Klokken 17.55 ankom vi til vandrerhjemmet i Goslar og meldte vores ankomst – lige i tid til aftensmaden. Den bestod af stuvet spinat, røræg og kogte kartofler – ingen kød. Og da jeg hverken er til stuvet spinat eller røræg var jeg meget glad for at der altid er masser af salat. Ellen spiste ikke ret meget, men en lille dessert gled der da ned.

Efter vi havde fået tingene op på værelset, gik vi en tur af stien ned mod Goslar. Den var meget stejl og da Ellen var træt og jeg havde ondt blev hele turen udsat til dagen efter. Men legepladsen blev undersøgt – desværre var den nok bedst til børn i skolealderen. Det er formentlig også vandrerhjemmenes hovedmålgruppe – altså skoleklasser.

Værelset var et fire-personers værelse med to køjer og vi havde så lånt en barneseng. Vi spændte et lagen op mellem et vindue og den ene køjeseng og sådan fik Ellen sin egen lille hule. Vi havde også vores eget badeværelse med bad.

Det tog laaaaang tid før Ellen faldt til ro. Dels skulle vi alle sammen sove sammen og det har vi ikke gjort længe. Og dels havde det været en lang og mærkelig dag, hvor der ikke rigtig var blevet brændt noget krudt af.

I onsdags hentede jeg Ellen i Biersted, hvor hun havde haft et par gode dage hos mormor, morfar og moster Ane. Men da var hun også klar til at komme hjem til lidt mere hverdag igen.

Siden har vi bare hygget os herhjemme og Ellen har passet sin vuggestue. I går aftes skulle vi forkæle os selv, så vi fik lov til at spise foran fjernsynet. Vi skulle have kyllingeret, men det brød gøjen sig ikke om, så hun fik i stedet for tre hele rugbrødsmadder med pålægschokolade og gulerødder!

I dag har vi snakket om at far skulle med en flyver hjem og kommer hjem til os i morgen. Pludselig kommer Ellen styrtende ind, mens hun råber “nu kommer den, nu kommer den”. Der var lige kommet et fly hen over huset og så var far slet ikke kommet! Det var altså også for dårligt!

Men han skulle komme til Billund klokken 22.45 og så er det med lufthavnsbus til Århus og taxa videre hertil (der går hverken tog eller busser så sent). Så han skulle gerne være her omkring klokken 2 i nat. 🙂

Her er et par billeder fra Ellens ferie – jeg har sådan på fornemmelsen at hun bliver forkælet lidt. 🙂

I morges vågnede Ellen omkring 9.30 og omkring 9.40 kom moster Ane for at hente hende. Hun har simpelthen glædet sig sådan til at skulle på ferie hjemme hos mormor og morfar og moster Ane. Så snart jeg sagde at nu kom moster Ane, så styrtede hun ud i indkørslen så hun var ved at falde over sine egne ben.

Jeg havde måske troet at hun ville være en smule betænkelig ved at skulle køre fra mig, men hun var ved at hoppe op i bilen inden jeg havde fået sat autostolen fast og der var slet ingen problemer. Hun vinkede til mig hele vejen ud af indkørslen. Det er altså hyggeligt, at hun er så glad for at skulle på ferie.

Hun har været med ude at handle i dag. Først på posthuset, hvor hun fik en slikkepind. Så i banken, hvor hun fik en lille pose vingummi og så på apoteket hvor hun slet ikke fik noget! Det var hun vist lidt fortørnet over. 🙂

Til aftensmaden måtte morfar bare spise salat, for Ellen havde spist alle kartoflerne og gulerødderne – og et stort stykke rødt kød.

Klokken 19 havde hun været klar til at blive puttet og hun var faldet i søvn med det samme. Det er hårdt at være på ferie. 🙂

Hvis alt går vel skal vi til Goslar til sommer og så skal vi jo have pas. Det betyder at vi skal have taget pasfoto af Ellen og det skal nok blive noget af et projekt: Lukket mund, åbne øjne, begge ører synlige, ensfarvet baggrund osv…

Hvad tror I de siger hvis jeg kommer med det her:

Mor og Ellen hygger sig.

I øvrigt fatter jeg ikke at det skal være så besværligt. Man SKAL have et billede på fotopapir, der skal være velegnet til indskanning. Hvorfor pokker kan man så ikke bare komme med billedet på en USB-stick? Da jeg skulle have nyt kørekort skannede de det ind mens jeg stod og så på dem og jeg fik billedet med hjem igen. Gad vide om de har en royalty-aftale med fotohandlerne?

I går gik dagen bare med at slappe af efter et par dages ferie hos farmor og farfar – det var også tiltrængt.

I dag skulle vi tidligt op, fordi jeg skulle starte i praktik klokken 9. Så der var ikke så meget energi tilbage, da Ellen og Kåre skulle til gymnastik og aftenen gik nu også bedst, når man kunne sidde på mors skød og lege med Kaj og Andrea.

Dagens gode udtryk: Pantan på bantan! (Ellen ville gerne have tandpasta på sin tandbørste.)

I følge lægen har Ellen haft skarlagensfeber, men er også ovre det igen. Det er ikke sådan når man har børn der bliver syge uden at man opdager det!

Og nu har Ellen været på ferie hos farmor og farfar de sidste par dage – det har vist været rigtig hyggeligt. Hun ligner i hvert fald ikke en der har lidt nød – og det gør Siri heller ikke. 🙂

Og her er lidt billeder: