Archive for the ‘Mormor og morfar’ Category
Doo, fir, fem…
Ellen synes det er RIGTIG sjovt at tælle – hun tæller alting. Men hun har ikke helt styr på det, f.eks. er hun meget glad for “fire”, men “tre” springer hun konsekvent over. Men to “fire” kan vel opveje et manglende “tre”.
I dag skulle mormor hente Ellen i vuggestuen – hun skulle alligevel hente 500 juletræer i Hjorthede og så kunne hun jo lige så godt lige vende forbi. Hun kom dog ned i vuggestuen lige som Ellen var blevet puttet, men Ellen blev hevet op igen og i mellemtiden var jeg også nået ned i vuggestuen. Vi gik hjem med Siri og Ellen og mormor havde taget pølsebrød med til Ellen. Ikke det store hit, for Ellen var meget træt. Så hun blev puttet og sov næsten to timer.
Her efter aftensmaden ville vi lige gå en lille tur med Ellen og Siri, men selvom Ellen meget gerne ville med, blev hun meget hurtigt træt af det. Hun ville hverken gå med os i hånden, sidde i klapvognen eller bæres. Og så er der altså ikke så mange flere valgmuligheder! Men nu er hun blevet puttet og mon ikke hun hurtigt falder i søvn? (Jeg tror i hvert fald jeg gør.)
- Det kræver koncentration at gå i mors støvler.
- Er jeg den eneste der tænker på “Vild med Mary”?
Ferie
Så har Ellen været på sin allerførste ferie helt alene. Kåre og jeg tog til Bunken oppe ved Skagen og Ellen blev passet hos mormor og morfar i Biersted. Det var et stort hit for alle parter. Ellen havde vist ikke manglet os og vi hyggede os gevaldigt med geocaching uden hende. Siri var også i Biersted og jeg er sikker på at hende og Balder også hyggede sig sammen.
Ellen var i karbad hele to gange (og hun var nyvasket da hun blev afleveret) og var ude at se på nisser og dyr sammen med morfar. Der var heller ingen problemer med at sove, så det kan vi godt gentage en anden gang.
Bedsteforældredag
I dag har der været bedsteforældredag i vuggestuen. Jeg tror Ellen var den eneste der havde begge sider af familien med. Både Ellens mormor og farmor var nemlig draget til Ulstrup, for at se hvor det er Ellen tilbringer sine dage.
Nu har vi jo kun set billeder og hørt om dagen, men det lyder godt nok til de har hygget sig. De har været i skoven og samle ting til en udstilling hjemme i vuggestuen.
Og Ellen spiste vist mere af bedstemødrenes madpakker end af sine egne. 🙂

Ellen mellem mormor og farmor med Frank i baggrunden.

Ellen spiser mormor og farmors madpakker.





