I dag startede godt. Mig og Ellen tog en god snak om vuggestuesituationen i morgens, samtidig med at vi legede med bondegårdsdyr. Hun er ikke ked af at være i vuggestuen, men hun bliver ked af det når jeg går. Vi snakkede om at hun nok altid skulle blive hentet om eftermiddagen når de har fået frugt og leget lidt. Og hvis ikke jeg kommer, så kommer far eller nogle andre (vuggestuen har en hel liste over folk der må hente hende, hvis jeg pludselig skal på sygehuset).

Vi aftalte at køre ned i vuggestuen og læse bogen om kyllingen der blev væk. Vi satte os i sofaen og læste bogen og da jeg så skulle gå forsikrede jeg hende igen om at hun nok skulle blive hentet. Og så gik jeg helt uden at hun blev ked af det. Succes – så håber vi bare at det kommer til at gå bedre for fremtiden.

I går fik hun en ny jakke – den er hun meget glad for. Hun sad med den på indendørs i går aftes…

I aften har vi været ude at gå en lille tur og det store hit er at hoppe ned af trapper. 🙂

I vuggestuen har de prøvet at give hende de små perler til perleplader – men koncentrationen mangler vist lidt endnu.

I går snakkede vi med hende om hvad de havde lavet i vuggestuen. De havde danset og hun havde danset med Laura (en voksen) – men så var Frank (en anden voksen) kommet og havde trøstet hende. 🙂

Ellen vil bare ikke i vuggestue i tiden. Når vi skal hjemmefra, siger hun at hun ikke har lyst til at skulle i vuggestuen. Når hun skal ud af bilen beder hun om at måtte blive i bilen. Når hun skal ind i vuggestuen siger hun “det er ikke sjovt for mig herinde”. Og når jeg skal gå bliver hun fuldstændig utrøstelig. I morges blev hun helt hysterisk, da jeg smurte hendes madkasse – for det betød jo at hun skulle i vuggestuen.

Men når jeg så kommer og henter hende, så har hun ikke tid til at skulle med hjem igen.

Det er lidt trist, for man er da ked af at går fra et barn der bare græder og græder og vi have sin mor.

Spørgsmålet er om det er fordi hun nu er en af de tre største der er tilbage i vuggestuen og om hun simpelthen savner dem der er kommet i børnehave. Problemet har bare været der i perioder før også – dog ikke så slemt som nu.

Vi må håbe det bliver bedre – ellers har vi forældresamtale om halvanden uge, så må vi snakke om det der.

Jeg har ikke lige været så god til at få opdateret, men der er såmen heller ikke sket så meget.

Gymnastik er startet igen og Ellen ville næsten være med til noget af det fælles i mandags. Men da hun kom hjem bad hun om at komme i seng, så hun sov sødt 18.45 – og vågnede klokken 9 tirsdag morgen. Så hun har godt nok også været træt.

Hun har nu lært at bruge piletasterne på computeren, så nu kan hun spille flere spil. Det er altså godt vi har Oline. Ulempen ved f.eks. YouTube er jo, at selvom man starter med en gang Maisy Mouse, så kan hun pludselig sidde og se ganske voldsomme ting hvis man ikke lige er 100% opmærksom. Men på Oline sker der nu ikke så meget farligt. Hun har endda lært selv at tænde computeren og starte en Firefox, som så starter op på Oline.

En sjov ting ved hende, er at hun jo har lært at sige “nej tak” og ikke bare nej. Så selv når hun i trods vil sige nej, så råber hun surt “nej tak!”

Hun har også fået styr på den trehjulede Winther-cykel nu – i hvert fald så længe det ikke går op af bakke.

Jeg har strikket et par benvarmere til hende. Da den første blev færdig sov hun med den på og i dag blev den anden også færdig (jeg er ikke så sej med et par strikkepinde!). Hun løb ind i sofaen og tog dem begge to på og tog dem først af da de skulle på hænderne i stedet for. Hun er meget glad for dem – og så er det værd at lave noget til ungen.

Hun er også vokset ud af sin autostol. Hun har længe brokket sig over at den strammer og da vi kom til at se efter stak hovedet da egentlig også ovenud. Så vi var i Bilka og købe en Concord Transformer T til hende. Som en geocacher sagde: Den ligner et katapultsæde fra en F16! Den er lidt futuristisk, men Ellen er glad for den. Desværre er det noget hårdt for min ryg at skulle spænde hende fast i den. Men en drejbar i hendes størrelse koster over 10.000 kroner og det er altså i overkanten af hvad vi vil give!

For 2½ uge siden “mistede” Ellen sin bedste ven i vuggestuen – hun blev 3 og skulle i børnehave. Heldigvis er hun bare lige inde på stuen ved siden af, så det er ikke sådan at de ikke ser hinanden mere. Og heldigvis er pædagogerne rigtig gode til at sørge for at de får mulighed for at være sammen.

I dag er det jo så efterårsferie, så der er ikke ret mange børn i huset. Normalt er der vist omkring 60, men jeg tror ikke der var mere end 15 i dag og veninden er en af dem.

Vi kom lidt sent og Ellen havde udetøj på. Ellen løber altid ind af bagvejen, så hun kan nå at være lidt på legepladsen, men i dag fik de to piger altså øje på hinanden gennem et vindue. Jeg kunne ikke høre hvad Ellen sagde, men veninden sagde i hvert fald noget med “søde Ellen”.

Og nu kommer det helt gode så – selvom der skulle til at være samling osv., så fik veninden lov til at få udetøj på og så smuttede de to piger ellers på legepladsen sammen. Alene – bare de to. De var lykkelige. Da jeg kørte hørte jeg ikke andet end hvin og grin nede fra legepladsen.

For det første troede jeg ikke rigtigt at børn dannede venskaber så tidligt – men det gør de altså! Og for det andet er det fantastisk med en vuggestue/børnehave, der tager så meget individuelt hensyn til ungerne. Og for det tredje, så er det skønt at de får lov til at smutte ud på legepladsen alene.

Jeg er sikker på at de to har haft en rigtig god formiddag på legepladsen sammen!

Det går godt nok stærkt!

Hun tæller op til 14 nu, så bliver hun lidt forvirret og stopper et 7-tal ind inden hun går videre. Men det er måske det 7-tal hun længe manglede for et stykke tid siden?

Hun vil meget gerne at vi skriver bogstaver sammen med hende og er også ret god til at genkende dem. Men alligevel overraskede hun her til morgen. Jeg lå og småsov, da hun kom ind med en bog der længe har været i stykker. Jeg havde repareret den i går og nu havde hun fået den igen. Hun sætter sig op i sengen og siger at hun vil læse den for mig. Det plejer at betyde at hun vil fortælle hvad der er på billederne. Men med høj og klar røst lød det “f – a – r – øh – v – e – r – farver”. Jeg lå med øjnene lukket, men det fik mig alligevel til at spærre dem op. Men jo, der stod farver på bogen – endda med små bogstaver.

Forrige weekend fortalte vi hende hvad højre og venstre er, så det har hun kunnet siden. Fortæller gerne at det nu er højre fod der får strømpe på…

Hun er også begyndt at lege rollelege. Her til aften var hun f.eks. et lille spøgelse. Når man kaldte hende Ellen blev man irettesat og fik at vide at hun ikke var Ellen, men et spøgelse!

I morges ringede jeg til mor og kom til at sige “for pokker”. Det udløste straks en irettesættelse, for sådan taler man ikke!

Til gengæld er søvn blevet et ganske ukendt begreb. I går aftes var klokken 23 inden hun faldt i søvn og hun vågnede klokken 8. Hun har ikke sovet i vuggestuen, men alligevel leger hun inde på værelset nu og virker ikke træt.

Hun har også styr på computeren og mobiltelefonen. Hun skal lige have hjælp til at komme ind på de relevante sider og så klarer hun resten selv med hhv. touch-pad og touch-screen. Specielt ELSKER hun at lege gemmeleg med Kaj og Andrea på Oline.

I dag da jeg hentede hende i vuggestuen legede hun inde i puderummet, hvor hun helt klart efterlignede de store drenge – hun havde det bare rigtig sjovt. Men hun kan ikke helt forstå at hun ikke skal i børnehave sammen med de fem store fra vuggestuen nu her 1. november. Hun har længe været en af de to der har været i vuggestuen længst tid, men nu bliver hun også den ældste tre måneder.

Nå, det var et kedeligt indlæg – men det er sådan noget der er rart at have om et par år, når Ny er på samme alder. 🙂

I dag har Ellen været hjemme – hun er syg. Og det betyder at Kåre også har været hjemme. Så det har næsten været en søndag mere. Halvdelen af børnene i vuggestuen er også syge – feber og opkast. Ellen har bare haft feberen og noget generel utilpashed, men det kan jo være at hun har arvet hendes mors og oldemors tendenser til aldrig at kaste op. I hvert fald har hun ikke kastet op endnu.

Men dagen er gået stille og roligt. Ellen og Kåre har leget med legoklodser, vi har spredt blomsterfrø i haven og vi har skrevet bogstaver. “Mor, vil du gerne skrive bogstaver med mig?” kom hun og spurgte. Og selvfølgelig ville jeg da det. Men da det kom til stykket var det nu Kåre der skulle skrive bogstaver.

Hun har også talt meget i dag. Så vi har gået og smågrinet af udsagn som:
– “Trettende, fjortende, syv-og-femtende…”
– “En, to, tre, fire, fem, seks, syv-en-halv…”
– “Jeg er ikke Ane – jeg er Ellen!”

Og i går aftes så Ellen Fragglerne for første gang. Kåre sagde godt nok at det gad hun ikke se – men hun har selv bedt om dem flere gange i løbet af dagen. Så moderen er glad. 🙂

Men vi satser stærkt på at hun er helt frisk i morgen, så hun kan komme i vuggestuen. Og så håber vi at det de andre har ikke smitter hende.

I går var Ellen jo lidt – øhh – hvad skal vi kalde det? Nå, men det var hun i hvert fald.

I morges stod hende og Kåre op sammen og hun var så sød. Vi blev enige om at prøve lige så forsigtig om jeg kunne holde til en tur i Randers Regnskov – der er ikke så langt, man kan sidde ned over det hele og vi kunne jo bare køre hjem igen med det samme hvis det var.

Ellen blev jublende lykkelig da vi kørte ind til kuplerne – hun ved godt hvad der er der inde. Så mens vi var ved at vise billetterne var hun godt på vej ind for at sige hej til dyrene.

Jeg tog det med ro og det hele gik okay, omend det var en lidt kort tur. Men ungen var glad – meget glad.

Da vi kom hjem fik vi en kanelsnegl, men da vi havde spist vores inden hun blev færdig insisterede hun på at dele det sidste af sin med os. Sød tøs.

Nu har hun lært at bruge touchpad’en på sin bærbare og YouTube er en god opfindelse, så der er ikke meget ro her i huset mere.

Lige for lidt siden kom hun ind og afleverede to batterier til far med beskeden: “Så kan Peter Plys virke igen!” Hendes vSmile var nemlig løbet tør for strøm. Igen lidt mere end vi regnede med at hun kunne.

Desværre fandt vi ud af i går aftes at hun havde feber og det har hun stadigvæk – man kan ikke mærke det på hende i dag, men lad os nu se hvordan det hele går. Lige nu har hun i hvert fald bagdelen fuld af krudt.

I går da vi kørte hjem fra vuggestuen så vi en masse røde fluesvampe. Ellen kunne godt nok ikke lige huske hvad de hed, men fortalte uopfordret at de var giftige og at det kun var snegle der måtte spise dem.

I morges var første gang efter indlæggelsen at jeg var alene med hende en morgen. Men det gik meget nemt. 7.50 kom hun ind til mig i sengen og vi snakkede lidt om knapper (eller manglen på samme) i hendes nattøj og at Siri havde slikket hende, da hun gik forbi. Siri sover nemlig lige ved siden af min side af sengen.

Så satte hun sig ellers ved siden af mig (der stadig lå ned under dynen – man var jo lige vågnet) og sang hele “Lille Peter Edderkop” for mig – med fagter og det hele. Det var MEGET hyggeligt.

Tøjet gik nemt – hvis bare hun får lov til at se et afsnit Maisy Mouse på YouTube, så er hun særdeles samarbejdsvillig. Maisy Mouse hedder i øvrigt Malle Mus på dansk, men der er ikke rigtig nogle danske på YouTube.

Til morgenmad ville hun bare have en bolle og en halv banan og så var det jo også nemt overstået. 🙂 Hun fik overtøj og vanter og hue på og så trillede vi i vuggestue på handicapscooteren. Hun havde ikke tid til at skulle med ind, for der var Palle Pirat på fjernsynet i gangen. Så jeg fik afleveret hendes ting og havde sagt farvel ude på bænken og var på vej hjem, da S og hans mor kom. Og så ville Ellen gerne med ind. 🙂

Så morgenen gik godt og nemt – det håber vi det bliver ved med.

Ellen har haft en mærkelig uge. Jeg blev akut indlagt med blå blink og det hele onsdag morgen. Og der var ikke nogen der kunne tage Ellen. Ambulancemanden havde hentet hende og taget hende med i ambulancen, men heldigvis kom en nabo hjem og tog Ellen med hjem og fik skiftet ble, givet hende tøj på, smurt en madpakke og afleveret hende i vuggestuen. Stor tak til hende!

Hun havde vist haft det fint i vuggestuen og havde været glad sammen med far her hjemme. De havde hentet mad på Restaurant Gudenåen – kalvelever og det var noget den unge dame kunne lide! Hun havde vist spist en hel voksenportion selv. 🙂

De var inde at besøge mig onsdag aften og det var lidt svært, for jeg havde jo bare lyst til at knuse og kramme hende, men det måtte jeg ikke rigtigt. Og det sidste hun sagde inden de gik var: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! Det gjorde ondt, for jeg anede ikke hvornår jeg kunne komme hjem.

Hun havde været lidt ked af at skulle både afleveres og hentes – for det var jo slet ikke som det plejede, så hun ville ikke hjem. Men en tur på legepladsen havde nu lokket. 🙂

De tog ind på sygehuset og spiste i kantinen inden de kom op til mig torsdag – og heldigvis havde jeg fået natteorlov, så jeg kunne tage med hjem og sove!

Da Ellen så var blevet puttet gik Kåre over for at snakke med naboen, for at høre om de kunne være hos Ellen hvis vi pludselig blev nødt til at køre igen. Og selvfølgelig kom Ellen så ud med sin sut i munden og en bamse i hånden og sagde, at hun havde lort i bleen. Og jeg måtte IKKE løfte hende eller noget som helst. Så heldigvis fandt hun ud af at tænde fjernsynet og så sad vi og så lidt Babar og hun snakkede med mormor i telefonen. Og vi aftalte at mormor skulle hente hende i vuggestuen og så skulle hun hjem til mormor og morfar og moster Ane og Balder i weekenden – og i skoven! Det har hun glædet sig meget til og lige præcist det tør jeg godt love hende at hun må hos mormor og morfar.

I morges nåede vi knap nok at sige farvel til hende i vuggestuen, for hende og L var straks igang med at lege, så hun havde ikke tid. Men hellere det end et utrygt barn. 🙂

Faktisk har hun taget det hele i stiv arm – hun er en nem pige og nu får hun fuld opmærksomhed hele weekenden og vi kan få en rolig weekend her hjemme og få fundet ud af hvordan vi klarer en hverdag med de nye betingelser.

Men har man lyst til at læse min oplevelse, så står den på min blog.

Ellen kommer gående og snakker ind i en legetøjsstøvsugerslange (det er et langt ord) og da jeg så låner den, bruger jeg den som trompet. Kåre får en fiks ide og spørger Ellen om jeg skal spille på trompet. Det skal jeg…

Så Kåre finder trompeten og jeg spiller en lille melodi for Ellen. Og så vil hun selvfølgelig også selv prøve. Det får hun lov til og hun sidder og leger lidt med ventilerne og puster lidt i mundstykket. Jeg siger til hende, at jeg vil være dybt imponeret, hvis hun kan få lyd ud af den inden hun bliver 6.

Og så får Ellen lyd ud af den. Ikke nogen klar tone, men klart lyd. Og da hun har øvet sig lidt kommer der også næsten-rene toner. Hun har simpelthen bare set hvad jeg har gjort – og det er altså første gang jeg har spillet for hende i et år! Teknikken var helt rigtig – ikke noget med at puste kinderne op og det var maven der blev brugt. Jeg er simpelthen dybt imponeret.

Og nej, det barn har aldrig tøj på.