Archive for the ‘Geocaching’ Category
Event
Søndag stod programmet på mysteryløsningsevent i Paderup. Egentlig slet ikke for børn, men moster Ane havde lovet at kigge lidt efter de to små, så vi tog alle sammen afsted.
Det blev en rigtig hyggelig dag. Ellen brugte meget tid på at lege med sin computer sammen med Klara, men nåede også to JFFC’er – ikke så svært eftersom hun var den eneste der kunne tage dem. 🙂
Karen tullede bare rundt. Og det der med angst for fremmede har hun ikke helt fattet, hun gik fra arm til arm og fra hånd til hånd og hyggede sig vældigt.
Men det var et par trætte piger vi havde med hjem – og et par trætte forældre…
Hu hej, hvor det går
Der sker virkelig meget med Karen i tiden.
Mandag var vi til kaffedag i børnehaven, tirsdag var Karen på biblioteket for at se film og eftersigende var hun helt opslugt af det. Onsdag var hun i Randers Regnskov med vuggestuen – det havde været en rigtig god, omend lidt for kort, tur. Torsdag malede de og fredag spiste de frokost på legepladsen og den unge dame tog sine første skridt. Desværre i vuggestuen, men heldigvis var hun flink nok til at gentage tricket hjemme i køkkenet fredag aften.
I dag har hun bare været opmærksomhedskrævende – men på den gode måde. Hun fik et kvarters middagslur, var med ude at geocache og så i Randers Storcenter, hvor hun forsøgte at gøre Ellen tricket efter og stikke af. Jeg nåede dog at fange hende inden hun nåede ud af skobutikken!
Da vi kom hjem vil hun gerne have fat på en gulerodsskræl, der ligger på køkkenbordet. Men hun er for lille. Så hun kravlede hen i den anden ende af køkkenet, hentede Stokkestolen og gik med den hen til køkkenbordet. Så kravlede hun op på stolen – to høje trin, den er indstillet til Ellen, og tog skrællen. Den lille problemløser slår til igen.
Da vi havde spist lyder der underlige lyde fra gulvet. Det er Karen, der har fået fat på et kilo gulerødder, der lå på en lavere del af køkkenbordet. Nu sidder hun med en i hånden, en bid i munden og er ved at fodre Siri med en anden…
Og et kvarter efter konstaterer vi at hun nu også kan kravle op i sofaen når hun flytter fodskamlen – freden er altså HELT forbi…
Ellen har bagt fastelavnsboller og cookies, lavet mundgymnastik med nutella og sikkert en masse andet vi ikke har hørt om.
På vej afsted i dag kom der fra Ellen: “Hvis I virkelig holder af mig, så får jeg en hotdog.” Hun fik hvad hun bad om: En stor portion salat.
Far hjemme igen
Far kom hjem fredag aften og det var dejligt. Han havde gaver med: Et puslespil til Karen, en robot til Ellen og fudge til mor. Siri fik et klap. Robotten holdt desværre kun til to ture, men vi må se om den kan repareres.
Lørdag tog vi til Viborg for at finde en enkelt cache og lege på Borgvold. Cachen var mugglet, men der var hyggeligt på Borgvold. Der var en masse ænder og en fin, lille legeplads – og man kunne købe kaffe og varm kakao til fornuftige priser. 8 kroner for en kop kaffe og 17 kroner for en kæmpe kop varm kakao med softice – det var dejligt.
Søndag tog mig og Ellen på tur – vi tog toget til Rødkærsbro, købte en liter mælk og et stykke chokolade og løb efter toget hjem igen. Ellen synes det var helt fantastisk. 🙂
Lidt nyt
Der sker ikke så meget. Lørdag var vi en smut i Silkeborg efter et FFC og jeg tror klapvognen (og Kåre) blev udsat for en af de hårdeste prøvelser indtil videre – der er noget bakket. 🙂
På vejen hjem var vi lige omkring McD og da Ellen kom ud af bilen og så ind på rørene spurgte hun: “Skal vi derind?” og bekræftet kom det så: “Tusind tak!” 🙂
Til aftensmaden lavede vi så hjemmelavede burgere – bare for lige at få noget ordentligt.
Lige for tiden er Kåre syg og lidt ved siden af sig selv. Så i aften kom han til at putte Karen lidt for hurtigt – hun stak i et skrig, da hun blev lagt ned: Hun var ikke blevet ammet! Så ind i biblioteket for en lille nattår og en sang – og SÅ kunne hun sove.
Juledagene
Juledag stod vi halvsent op og hyggede med nybagte boller. Jeg havde nemlig lige nået at sætte dej over da vi kom hjem juleaften. Og så åbnede vi gaverne fra Karen: To fine fyrfadsstager.
Så kørte vi nord på op til mormor og morfar. Vi spiste frokost og åbnede flere gaver og hyggede os stille og roligt. Men jeg fik det halvdårligt og halvanden måneds hektisk julesalg havde også sat sit præg på familien, så vi kørte hjem i løbet af eftermiddagen.
Men årets julegave fik Ellen af moster Ane. Se bare her:
Anden juledag gik vi tre tøser en tur på kirkegården med en buket til mormor/oldemord og videre op i skoven og så lige en tur ned for at tjekke at børnehavens legeplads stadigvæk havde det godt. Vi fik fanget trolde og lavet mad og snakket om døden og spist lidt birkegrene og alt muligt andet godt. En rigtig hyggelig tur.
Tredje juledag har vi været ude for at geocache lidt i Vorup Enge og så lige et smut i regnskoven. Ellen har været så heldig at vinde i deres julekonkurrence, så hun har allerede styr på årskortet til næste år og det er hun MEGET stolt af.
Her til aften har Ellen og jeg været i Borridsø for at se fyrværkeri – det var rigtig flot, men vi så nu det sidste i bilen, for Ellen er lidt utryg ved det.
Endnu en adventsweekend
Ugen gik stille og rolig – ingen vilde ting.
Fredag eftermiddag blev ungerne hentet tidligt og vi tog til julehygge på Statsbiblioteket – Ellen havde godt nok været ved at bilde de voksne i børnehaven ind at Kåre arbejdede i Langå, men det er jo bare der vi sommetider henter ham ved toget. Da vi nåede SB var der ingen parkeringspladser, men heldigvis kom en af Kåres kollegaer gående med en barnevogn og der kunne sagtens lige være en mere i. Så Karen ud af bilen og med Toke ind og mig og Ellen ned på kemi for at parkere.
Ellen var lidt genert til at starte med, men det gik da over og heldigvis var der flere af de andre børn der var søde og tog hende lidt med.
På vejen hjem var vi lige i Storcenter Nord for at købe et par julegaver og jeg skal love for at der er sket noget siden jeg var der sidst for mange år siden. Bl.a. har de lige fået bygget et kæmpe legeland som Ellen i hvert fald syntes var HELT fantastisk. Og hun kaster sig bare ud i det uden bekymringer – moderen er lidt stolt.
Lørdag var vi til adventshygge i Bjergby og ALLE var med. Der er otte børn mellem 11 måneder og 13 år og de leger simpelthen så godt sammen, så det er altid rigtig hyggeligt. Og som sædvanligt så vi ikke meget til Karen. 🙂
I dag har vi været lidt ude for at geocache og så i Randers Storcenter for at handle julegaver og så der kan smøres en madpakke i morgen.
Julefrokoster
Fredag morgen vågnede Ellen skrigende – hun var så bange for vinden og regnen, der slog ind mod hendes rude. Så der måtte lige puttehygges lidt og fortælles en historie inden dagen rigtig startede.
Fredag aften skulle Kåre til julefrokost på arbejdet og det faldt i moderens lod at underholde begge unger fredag eftermiddag og aften. Ellen startede med at blive dybt ulykkelig over at have skrevet et N spejlvendt og derefter gik det hastigt ned af bakke. Det var ikke et par glade piger.
Og moderen blev ikke glad, da hun skulle i seng og opdagede at Ellen sov i hendes seng. Det er altså ikke sådan lige til at flytte 19 kilo sovende Ellen – og det er heller ikke sådan lige til at vække hende! Så jeg måtte tage til takke med Kåres seng indtil han kunne komme hjem og flytte hende.
Lørdag gik ikke meget bedre med Ellen – hun er simpelthen bare noget så udfordrende lige i tiden!
Søndag var vi alle sammen til julefrokost i Mellerup – Kallehaugerne havde inviteret til julefrokostevent. Ellen satte sig sammen med farmor og Karen sad mellem os og guffede sild og rejer – hvad mere kan man ønske sig?
Ellen nåede at blive JFF på en af cachene og hun var meget lykkelig! Så nu må vi hellere sørge for at hun får dem når hun er med og der er et.
Fantastiske Ellen
I går aftes sad vi lige så stille og spiste aftensmad. Det vil sige, jeg var færdig, så jeg sad og syede et par Baldere til ungerne (det er ris-/ærteposer). Men så kom der en mail om en ny natcache i Hammel. Karen skulle ikke med, hun skulle sove – men klokken var kun 19.02, så Ellen kunne godt nå det inden sengetid. Så mig og Ellen i tøjet og få koordinatet skrevet ned og lommelygterne i lommen og så sydpå.
I bilen snakkede vi om alt muligt ligesom vi plejer og på et tidspunkt kommer vi ind på gigt. Og så lyder det fra bagsædet:
Mor, når jeg bliver læge, så vil jeg hjælpe dig og få gigten ud af din krop.
Åhhh – moderens hjerte kunne samles op fra en pøl på bilsædet – totalt smeltet.
Men vi nåede frem – og der var ingen biler! Så os ud i den natmørke skov og lede efter reflekser. Og der, ovre bag det krat, var der noget der glimtede. Så igennem krattet (vi skulle vist have haft regntøj på) og over til glimtet. Men der var ingen cache. Vi ledte og ledte og pludselig var der en bildør der smækkede – og en mere! Og så kom der lys i natten, men pludselig hørte vi noget der puslede i nærheden – lygten blev vendt og DER var den! En sød, lille cache, med en jomfruelig logrulle – men vi havde ikke noget at skrive med… Så vi måtte pænt vente til at Brian (Levegodt) også kom og fandt cachen, han havde nemlig en kuglepen.
Og så kunne vi hyggesnakkende køre hjem igen – en FTF rigere. Og så var vi lige omkring Drøsbro Mejeri for at hilse på koen. 🙂
Kameraet nåede vi ikke at få med, så der er ingen billeder.
Efterårsferie i Ålbæk
Det bliver altså lige en billedreportage – også selvom jeg absolut ikke er tilfreds med den måde billeder bliver vist på!
Togtur og geocaching
I løbet af ugen har Ellen været på bus-/togtur til Viborg og det lyder som om de har haft en god tur. Vi andre har geocachet lidt og prøvet at finde nye steder til geocaches.
Karen er flyttet ind på Ellens (og nu også Karens) værelse. Før hun flyttede har hun haft et par rigtig trælse nætter, hvor hun har været meget vågen, men da det var gået godt nogle nætter blev hun flyttet. Og siden har hun sådan set også sovet dårligt. Hun sover fint indtil omkring klokken 2, hvor hun så er pjevset og træls indtil klokken 5. Et lille tjek i dag, viste en ny tand og en næsten igennem. Kåre siger at det er et tilfælde – jeg er ikke sikker. Men faktum er at Ellen sover fra ALT!
I går var der kaffedag i børnehaven – ungerne har selv været med til at lave ribsgele tidligere i sommers og æblegrød nu her, så der var hjemmelavet gammeldags æblekage – lækkert. Bagefter var der gymnastik – det klarede Kåre og Ellen, mens vi andre hyggede os hjemme. I går aftes var jeg til et arrangement i Bjerringbro, så det var Kåre der var skydeskive for to tøser, der absolut ikke gad sove. Det blev så slemt, at Ellen sagde, at hun ikke ville dele værelse med Karen mere – og hun har ellers været den helt store fortaler for det.
I dag har mig og Ellen været på tøsetur. En gang chokoladekage, en flok geder, tre heste og en bæk – så var der dømt hygge.
Den gamle bedsteveninde er flyttet fra byen og havde sidste dag i børnehaven i dag – vi er spændte på hvordan det går. De er dog ikke så tætte som de har været, så vi tror ikke det bliver det store problem.






































































































































