Jeg havde på et tidspunkt købt en familiebillet til Hobro Minizoo på Sweetdeal. Det blev søndag vi tog den vej.

Vi havde madpakke med (en pose rugbrød og en pakke frikadeller og en agurk – overskudsmor slår til igen) og startede med at spise den. Fra legepladsen (hvor der er borde og bænke) kan man mere eller mindre overskue det hele, så Ellen legede mens vi andre spiste færdig. Mens vi spiste var der tre store drenge, der fik trådt et marsvin ihjel – hvis man ikke kan være forsigtig hos dyrene, så må man altså blive udenfor! (Specielt er jeg lidt sur, fordi senere så vi en af drengene gå hen til en ged og skubbe den ned af den træstamme den stod på. Sådan et barn skal altså bare ikke med sådan et sted hen!)

Stakkels Karen – hun sad lige så stille på mit skød og kiggede på gederne. Pludselig stak hun i et skrig – en ged havde åbenbart forvekslet hendes fingre med gulerødder, så den havde lige forsøgt at tage en bid. Hun blev trøstet, men hendes finger var altså ikke så køn bagefter.

Det var ikke alle dyr der så ud til at have det helt optimalt – men det kan jo godt bare være min manglende viden. I hvert fald tror jeg ikke det er et sted vi kommer igen, selvom vi egentlig havde en god tur. Og om ikke andet, så er det i hvert fald billigt med 15 kroner for et krus kaffe og hjemmelavet gammeldags æblekage.

Og på vejen hjem fandt vi da lige en earthcache ved salthorsten i Hvornum.

Torsdag spurgte vi Ellen, om hun stadigvæk mente at Karen skulle sove inde hos hende. Svaret var et storsmilende: “Lige nu?” Så Kåre flyttede hospitalssengen ind på Ellens værelse – dog med lidt besvær, fordi Karen satte sig i vejen. Men så længe Karen er forkølet og har skoldkopper bliver hun inde i soveværelset, så flytningen er udskudt lidt endnu.

Fredag morgen kørte vi til Biersted, hvor vi havde lovet at hjælpe mormor og morfar. Vi lavede bål og spillede bold og kiggede på figurerne og Ellen var med på posthuset, hvor hun fik en slikkepind. Og om aftenen tog vi på geocachingtur til Aaby Skoven, hvor vi fandt syv caches.

Lørdag fik Ellen blødkogte æg – for det gør man i Biersted og vi spillede Den Fortryllede Labyrint og moster Ane kom og da vi havde spist aftensmad kørte vi hjem igen – godt trætte.

Hun var IKKE klar til børnehave – så i stedet tog vi ud og besøgte far, der var til hyggedag med arbejdet og på skovtur.

Lørdag formiddag kørte vi nordpå, hvor vi skulle mødes med mormor i Aalborg Zoo. Jeg havde nemlig vundet en tur i zoo med rundvisning og det hele – og Karen bruger jo ikke billet, så den fik mormor. Vi havde madpakken med og fik set en masse dyr. Ellen havde godt nok ikke en verden af tålmodighed, men vi havde en god tur. Og Toms, som havde lavet konkurrencen, havde endda sørget for en lille goodie bag med lidt lækkert til turen.

Vi kørte alle sammen til Biersted (efter lige at have fundet en cache) og spiste aftensmad og sov. Karen var godt nok noget ulykkelig da vi skulle sove, for hun var så forkølet.

Mandag morgen var Ellen SÅ klar til at skulle i børnehave – at være hjemme i godt halvanden uge er IKKE sjovt!

Og nu – præcist 14 dage efter Ellen – har Karen så fået skoldkopper. Men så er det da overstået. 🙂

Åh ja – og så den helt gode nyhed. Fredag morgen blev vi ringet op om at Karen skal starte i Spirens vuggestue 1. november. Vi er glade!

Onsdag aften begyndte Ellen at have nogle små blærer i numsen. Og ganske hurtigt så hun frygteligt ud – skoldkopper – og denne gang var der ingen tvivl…

Så torsdag måtte Kåre ringe i børnehaven og sige at Ellen ikke kom – det var der så godt som heller ikke andre der gjorde. Det var cirka halvdelen af ungerne der havde skoldkopper, så det må have været stille. Men det allerværste for Ellen var, at der var hattefest fredag – og når man er syg må man jo heller ikke komme til hattefest og hun havde SÅDAN glædet sig. Men heldigvis havde børnehaven besluttet, at når alle alligevel var syge, så var skoldkopper også velkomne til hattefesten. Så det første Ellen sagde da jeg stod op tordag var: “MOR – Anja siger at jeg gerne må komme med til hattefesten!”

Natten torsdag/fredag og fredag/lørdag var slemme, for hun har mange skoldkopper i numsen og så er det altså ikke sjovt når man tisser i bleen. Men lørdag/søndag gik det bedre, så vi håber på at det går godt i nat.

Tordag var vi på gåtur i Bidstrup Skov og fredag var vi hjemme indtil hattefesten. Lørdag var mig og Ellen i skoven ved Bjerringbro for at finde en sø (og et sted at lægge en cache og for at give Kåre lidt ro). I dag har vi været i Bilka efter flyverdragt og vinterstøvler.

Sidste år til sommerfesten var Ellen slet ikke med til noget, men i år var hun klar på næsten det hele. Hun var dog lige lidt genert, da der skulle synges velkomstsang. Og Karen var fint med til det hele – og spiste, så der næsten ikke var noget til alle andre: Fiskefrikadeller, kartoffelsalat med rygeost, frikadeller, pastasalat, ost, hvidløgsbrød og tærte.

Men kors hvor er der meget energi i sådan en unge, når man hverken rigtig kan tage hende med nogle steder eller sende hende i børnehave. Hun keeeder sig!

Dagens grin: Hun havde skabt sig i Bilka og var røget ud i bilen. Så hun måtte naturligvis heller ikke få en pakke rosiner. “Jeg siger det bare (og her var vi spændte på hvad der kom, for vi var der begge to) til MORFAR!”

Weekenden var præget af at Siri ikke skulle være alene hjemme – skulle hendes kredsløb nu svigte, så skulle vi kunne ringe efter en dyrlæge og en sprøjte så hurtigt som muligt.

Så lørdag var mig og Ellen i Bjerringbro for at købe vinterstøvler – det endte nu med et par løbesko og et ur til hendes værelse i stedet for. Så nu er hun ved at have styr på at klokken 12 spiser vi frokost, klokken 3 er der frugt, klokken 6 er der aftensmad og klokken 8 skal hun i seng.

Søndag gik bare med tullen rundt her hjemme og frokosten blev lavet over bål.

Karen er begyndt at prøve at rejse sig ved ting og vil faktisk helst stå op.

Vi har haft mange problemer med at Ellen er blevet ved med at komme ud fra hendes værelse efter putning. Problemet er lidt, at hun godt ved at vi ikke har nogen ultimativ konsekvens – vi kan jo ikke bare binde hende fast i sengen. Men for et par uger siden indførte vi juice til morgenmaden – hvis hun vel at mærke var blevet på sit værelse aftenen før.

Det gik galt de første to dage og hun blev meget ked af det når hun nu ikke fik juice. Men siden er hun kun kommet ud tre gange: En gang hvor hun havde skidt i bleen, en gang hvor vi havde glemt at give hende ble på og en gang hvor vi ikke lige ved hvad der skete. De to første gange fik hun naturligvis juice alligevel.

Ud over at vi har vores aftner for os selv har det også givet den effekt at vi faktisk har færre konflikter i hverdagen – muligvis fordi hun sover bedre. Hun sover ikke altid tidligt, men nu går hun selv i seng og slukker lyset når hun er klar. Før fik hun jo kørt sig selv og os op, så det ikke var til at falde til ro.

Det var første uge i børnehave efter ferien og det er gået næsten stille og roligt. Hun har været lidt træt når hun er kommet hjem og der har været en smule bøvl med afleveringerne, men ellers er det bare godt at det er blevet hverdag igen.

Fredag aften gik vi en tur i Bjerringbro – Ellen synes det var lige langt nok.

Lørdag tog jeg Ellen med i Randers Regnskov om eftermiddagen og Kåre tog hende med ud på cachetjeck og rådyrsgodnatsigning om aftenen. Der var ikke så mange mennesker i Regnskoven – men det er altså lidt pinligt når ungen står op belærer en flok voksne om at søkøer føder levende unger og giver dem mælk fra brysterne ligesom Karen får mælk fra mors bryster…

I dag har vi været i Randers for at lege i hoppeborg, køre i karrussel og høre Muddi&Salamidrengene. Hun stod flot og tålmodigt i kø alle steder og hun morede sig virkelig dejligt – men musikken var alt for højt og der var vist også lidt for mange mennesker. Jeg synes i hvert fald musikken var for høj og jeg sad endda på et ølklistret gulv et stykke væk og ammede en del af tiden.

Ja, det er ikke blevet til meget blogning – har simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Men kort fortalt har vi holdt ferie og haft en del konflikter med Ellen, som VIRKELIG er kommet i trodsalderen. Bl.a. har vi kæmpet for at overbevise hende om at hun skal blive på værelset når hun er blevet puttet – og det lykkedes faktisk i går! Vi prøver også at lære hende at man ikke må spytte. Men sådan alt i alt, så tror jeg bare hun savner børnehaven.

Den anden dag snakkede vi i hvert fald om hvad de andre børn mon havde lavet i ferien. Ellen mente ikke de havde lavet noget. Om de bare havde kedet sig, ville Kåre vide. “Ja – fordi jeg ikke var der!” – var svaret. 🙂

Ellers har vi geocachet, været i Universitarium og Ellen har været på ferie hos mormor og morfar.

Nå ja, og Karen har lært at sidde op og kravle – og foretrækker nu mad med smag i bidder i stedet for grød – de bliver hurtigt store, de unger. I næste uge kommer hun sikkert og beder om bilnøglen.

Men her er en stak billeder, hvor jeg har prøvet at skrive lidt mere om hvad vi har lavet:

Det blev til udelukkende en oprydnings- og rejsedag. Vi havde sat vækkeur til klokken 9, men både Trine og Kåre var oppe inden da. Vi havde regnet ud at for at nå at finde frokost i Kristiansand skulle vi nok helst køre senest 10.

Vi var allesammen lidt trætte og irritable, men det hele blev da stuvet i bilen inklusive begge unger, og vi kon afsted kun lidt over 10. Trine klarede hurtig udcheckningen ved hotellet, mens Kåre blev i bilen, så den kunne bilve holdt kørende så DVD-afspilleren med Sigurd ikke stoppede for Ellen.

På vej ned havde vi besluttet lige at stoppe ved en cache der var en drive-by. Men desværre passede koordinaterne ikke på noget, og slet ikke på hintet. Og da vi kun havde kort tid til at lede måtte vi køre igen med uforrettet sag. Dermed blev dagen helt cacheløs.

Vores bil-gps fortalte os at vi nok havde forregnet os lidt – vi ville kun være til checkin ca. 15 minutter før tiden. Og da vi havnede bag en temmelig langsom autocamper begyndte vi næsten at være lidt bekymrede. Turen blev derfor helt uden pauser og vi nåede slet ikke at købe frokost. Vi havde dog en meget kort pause, da Ellen brokkede sig over ynd mave og at hun skulle tisse. Og naturligvis skulle hun ikke tisse da det kom til stykket – men hun havde faktisk lydt meget overbevisende. Det blev en lidt træls tur, fordi Ellen var noget træt og hele tiden krævede opmærksomhed. Det sidste stykke var af en anden vej end vi kørte op, nemlig af et stykke norsk motorvej (hele 100 km/t!) som må have kostet en formue at etablere! Vi kørte igennem den ene kilometerlange tunnel efter den anden, foruden nogle imponerende broer, før vi nåede Kristiansand.

Vi checkede ind ca. 10 minutter før deadline, og blev sendt i bane 17, som dog viste sig at være totalt fyldt! Trine gik tilbage og spurgte hvad vi så skulle gøre, og vi skulle køre op i bane 23, som viste sig at være fyldt med autocampere. Vi steg ud af bilen, kiggede på færgen der var ved at lægge til, og fandt resterne af vores brød og pålæg frem som frokost. Ellen havde lige fået en mad i hånden, vi andre ikke noget, da Kåre pludselig opdagede at vores bane allerede var ved at køre! Vi skyndte os at genne Ellen ind i bilen og spænde hende fast, men da vi nåede frem til starten af banen var der ingen andre i sigte, i vi blev vinket tilbage og i hold. Nu holdt vi pludselig forrest i en bane, som efterfølgende blev fyldt op med alle dem der var kommet for sent til checkin. Vi var noget bekymrede over den situation, og i løbet af den næste halve times tid blev alle andre end vores baner vinket frem. Først da vores bane var den absolut sidste blev vi vinket frem til at holde i kø for at komme på færgen. Vi var noget bekymrede, da vi bestemt ikke var sikre på at alle de forsinkede var kommet med fra Hirtshals da vi sejlede den anden vej. Og ganske rigtigt: Da vi nærmede os færgen gik en af dem der dirigerede bilerne målbevidst frem og satte en kegle lige bag vores bil, så resten af køen ikke kunne køre frem. Derefter blev en anden bane af varevogne vinket frem. Hvor mange der evt. efterfølgende fik lov at komme med på færgen ved vi ikke, men de har åbentbart haft styr på hvor køen skilte.

På færgen blev Trine, Karen og Ellen bedt om at stå ud af bilen, så de kunne pakke lidt tættere. Og det skal jeg love for de gjorde! Trine måtte klare Ellen og Karen, og Kåre fulgte efter med de ting vi skulle bruge på færgen. Men vi fandt da sammen og en plads på øverdækket, som vi havde betalt for en plads på.

Den smule frokost vi havde nået at få blev suppleret med yoghurt til Ellen, som hun gerne ville have, og smørrebrød til Kåre, som Trine tog et par bidder af. Frygten for søsyge gav ikke lyst til mere. Ellers gik turen med at holde Ellen nogenlunde rolig. En temmelig overtræt pige kan være svær at holde i skak på en færge. Men med lidt ture på dækket, lidt legetøj, og til sidst en is købt for egne penge, lykkedes det nogenlunde. Først de vi skulle finde bilen igen måtte vi have lidt fat i hende for at få hende til at følge med.

Det viste sig at bilerne var pakket så tæt, at nabobilen og Trines side af bilen ikke kunne åbnes. Derfor stod Trine og Karen og ventede på at Kåre kunne køre bilen lidt frem før vi kunne få dem med ind i bilen. Nabobilen måtte også pænt vente med at kunne køre til jeg var af vejen. Karen fik så lov at sidde på skødet til vi kom af færgen og kunne sætte hende om i autostolen. Og så gik turen ellers til Biersted!

Trine havde bestilt noget med grøntsager (og ingen spegepølse) til aftensmad, og det var der bestemt også! Majs, gulerødder, bønnesalat, agurker, stegte kartoffelskiver og en enkelt ikke-grøntsag: Hamburgerryg. Ellen ville først slet ikke have noget (hun havde ellers klaget over at være sulten hele vejen fra Hirtshals), men til sidst fik hun da en majs, nogle agurker og efter lidt tid noget bønnesalat. Hun kunne nu slet ikke holde sig i ro, og hoppede rundt på stolen til hun til sidst sagde tak for mad og stak af.

Siri havde haft det godt i Biersted – omend hun var smuttet en enkelt gang til genboen og nær havde taget livet af ham ved at snige sig op bag ham og kræve opmærksomhed med at højlydt “vuf”. Heldigvis tog han det pænt, og da Siri var smuttet efter en labrador havde han kaldt efter ejeren at Siri bare var stor, men ikke gjorde noget. Hun er desværre ikke alt for god til at komme, når noget andet er mere spændende – i hvert fald ikke før det lige er undersøgt først…

Vi kørte umiddelbart efter aftensmaden og var hjemme 20.30. Ikke overraskende var det ret svært at få Ellen i seng – og især blive der. Men Trine fik hende puttet mens Kåre fik tømt bil og trailer. Og det må vist være slutningen på den ferie…

Vi vågnede ret sent. Ellen kom ind og hun har forstået at hun skal være stille i soveværelset, men så snart hun er ude af soveværelset og inde i stuen, så råber hun løs. Så selvom Kåre forsøgte at lade mig sove, lykkedes det ikke rigtigt. Morgenmaden bestod af det sædvanlige: Müsligrød til Ellen med blåbær og müsli med skummetmælk lavet på pulver til vi andre og så brød med ost og spegepølse.

Vi var nødt til at køre til Treungen for at købe noget brød og så ville vi finde cachen “Skiløypa til Finn og Grunde” på vejen tilbage. På vej til Treungen kom der meddelelse over trafikradioen om at der ville blive holdt et minuts stilhed klokken 12 og at trafikken også ville stoppe. Vi nåede Treungen inden og Trine gik ind i Spar for at købe brød (og laks (som de glemte at give rabatten på) og citrongele og valnødder og Panodil (40 kroner for 10) og tørrede flødekartofler)). Vi kørte lidt op på vestsiden af Nisser og holdt ind ved bredden og holdt klokken 12. Kåre havde forklaret Ellen at vi gerne lige ville have at hun også var stille og at vi slukkede for Sigurd fordi mor og far gerne lige ville tænke lidt over noget. Det accepterede hun uden videre og vi fik holdt et minuts stilhed. Bagefter kørte vi tilbage over den seje og smalle bro over enden af Nisser – mens vi spiste lidt kage.

Vi kørte op og af en grusvej op i et hyttetun – vi kørte laaaangt op og fandt et sted at parkere for enden af vejen. Et par steder måtte vi liste over store kløfter i vejen lavet af regnvandet og vi mødte endda en campingvogn. Ellen var også lige ude for at tisse – det er ikke SÅ nemt med regntøj på.

Der var ingen umiddelbare stier, men da vi var gået et stykke over fjeldet, kom vi ned til en sø, hvor der gik en sti langs bredden. Vi kunne se på kortet, at cachen skulle ligge ved en elv mellem to søer, så vi fulgte bredden (med et par afstikkere på grund af sump – Ellen mener hver gang at Shrek bor i sumpen) indtil vi nåede afløbet til elven. Det så lidt sejt ud og jeg holdt godt fast i Ellen. Vi fulgte elven op til en bro over, hvor vi hurtigt fandt cachen – en magnetisk mikro. Der lå en nøglering med en vognmønt i den og den fik Ellen lov til at få. Men ak og ve – forældrene havde ikke tænkt sig helt om – vi havde bare fortalt Ellen at hvis den faldt ned mellem brædderne i broen, så var den altså HELT væk – vi skulle have sat den fast i hendes jakke… For pludselig var den jo røget ned mellem to brædder i broen og da Ellen efterhånden er GODT brugt brød hun helt sammen. Vi kunne se den, men den lå så langt nede at vi ikke kunne få fat på den. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til bilen. (Det er i øvrigt ganske skræmmende – jeg har hørt/læst så meget norsk, at jeg faktisk tænker norsk, når jeg skriver – er også kommet til at skrive norsk et par gange.)

Hun græd længe og højlydt, men endnu engang reddede det lillebitte monster os. Vi prøvede at gå over fjeldet tilbage til bilen i stedet for langs søen – vi fik stadigvæk våde sko og endte ved et par hytter, men tilbage kom vi da. Vi kom forbi en lille sø ved hytterne og Ellen mente helt bestemt at hendes vognmønt var endt der.

Vi kørte tilbage til lejligheden og spiste frokost (klokken 15) og resten af eftermiddagen gik med hygge og lidt sidst-på-ferie-irritation. Bl.a. spillede vi vendespil med Ellen og hun er ved at være ret sej og kan følge reglerne. Og ikke engang da Kåre faktisk vandt gik det galt.

Aftensmaden bestod IKKE af dåsemad, men af stegt laks og flødekartofler. Det er altså sjovt med tørrede kartofler og pulver der bliver til flødekartofler.

Efter aftensmaden gik Ellen og jeg en lille tur for at sige farvel. Egentlig ville vi bare have været rundt om blokken til det bette vandfald henne for enden – men vi endte altså med at sige farvel til det store vandfald henne ved enden af den bette sø – og de første tre varder på vej op mod Himmelriket.

Vel hjemme skulle Ellen i seng og det er ikke ligefrem fordi det var en succes – hun er simpelhen så overtræt og alt for fuld af indtryk, der nok ikke er blevet helt bearbejdet.

Karen var også overtræt, men så snart jeg fandt ud af at det var det der var galt og lagde hende i seng gik der ikke lang tid før hun sov.

Nu har Kåre så godt som pakket bilen og alt andet, mens jeg har siddet og set fjernsyn.

Karen var oppe for at spise omkring klokken 5 – så seks timers søvn i streg. Ellen vækkede Kåre 8.25 og de tre listede ud. Men her er ret lydt og specielt ventilatoren på badeværelset, der går i gang når man tænder lyset larmer forfærdentligt! Så Trine vågnede og stod op en halv times tid senere -uden stemme og med meget ondt i halsen og kroppen.

Efter morgenmaden ryddede Kåre op i hele hytten og fik omsider pakket ud, Trine og Ellen spillede vendespil – Ellen vandt. 🙂 Karen mosler og er godt utilfreds med at hun ikke kan nå alting – hun øver sig virkelig i at kravle.

Det øsregner så dagens ur til Himmelriket er blevet udskudt til efter frokost – der er jo ikke noget ved at gå op til et smukt fjeldparti, hvis skyerne ligger så lavt, at man ikke kan se det. Trine havde meget ondt af sig selv: Snotforkølet, kvalme og lidt feber.

Vi spiste lidt tidlig frokost (det sædvanlige: Franskbrød med spegepølse og ost og agurk og agurkesalat) og pakkede os alle sammen sammen. Det var stadigvæk gråt, men vi kørte ned til Fjellkirken og parkerede og gik så mod Himmelriket og cachen Svaaene (terræn 4). Gik er så meget sagt – vi klatrede og gled og klatrede og gled. Der var lidt mindre vand end i går da vi gik opad, men der skulle stadigvæk forceres en del vandløb og glatte fjeldpartier på vejen. Der var utrolig flot og Ellen var rigtig glad HELE vejen. Vi fulgte de blå markeringer og varderne og det synes hun var rigtig sjovt – og vand er jo altid et hit. Da vi nåede til der hvor den blå sti delte sig var der et plateau med en masse små varder. Både Trine og Kåre tænkte at det faktisk lignede lidt en illustration af Stenhaverne i serien om Kanten. Her kunne man også se en del af Himmelriket og det var ret flot.

Vi var lidt i tvivl om hvilken vej vi skulle – Kåre snakkede med et andet hold danskere, som havde et kort med sig. Vi skulle til højre, men cachen lå til venstre. Men cachen lå jo ikke på stien og den skulle vi da finde. Så i stedet for at gå af noget nogenlunde jævnt endte vi med at skulle op af en ret lodret fjeldside. Men vi kom op og vi var rigtig seje – ikke mindre fordi det nu var begyndt at regne igen! Vi kom ud på et lille plateau hvor vi havde den mest fantastiske udsigt over Himmelriket – det vi havde set nede på det store plateau var vand i forhold til det her. Vi kunne se de andre danskere nede for enden af Himmelriket og jeg er helt sikker på at de ikke har haft en nær så flot syn som vi fik. Vi kunne simpelthen se det hele på en gang. Det var utroligt flot og da det hele var vådt blev farvespillet fremhævet smukt. Det ville have været helt anderledes en solskinsdag.

Cachen lå lige lidt nede af en ret stejl skråning – det er fire helt reelle terrænstjerner. Men vi fandt den og Ellen fandt lidt blåbær. Det var en regular og der var bytteting i den. Ellen ville gerne have en Shrek-figur og vi lagde en signaturtrold og en rulle regnbuetape. Der er et klart favoritpoint!
Vi fik æblejuice og Kviklunch og så gik turen nedad igen. Vi havde egentlig planlagt at gå rundturen, men Trine mente ikke at kunne holde til hele vejen, så vi gik samme vej tilbage. Og man kunne godt mærke at det var begyndt at regne, for der var endnu mere vand. Jeg tror vi nåede at skvatte nogle gange alle sammen. Og utrolig nok så var Ellen stadigvæk glad, hun sang og hoppede og ikke på noget tidspunkt var vi nødt til at lokke/overtale hende til at komme med. Da vi nåede ned til det største fjeldsstykke med vand kom de andre danskere mod os – de havde taget rundturen og da de gik hurtigere end os og vi havde brugt et stykke tid på at komme ud til og finde cachen, så tror jeg det var godt at vi gik samme vej tilbage.

Da vi kom helt ned skulle Kåre lige se hvordan stigen kunne plaske i vandet og bålhytten, hvor monstrene boede. Ellen har nemlig snakket meget om monstre og haft en lille fantasimonsterven med på tur.

Og så var det bare at pakke os ind i bilen og hjem. Vi kan ikke køre den direkte vej til lejligheden, for vandet har “gravet” en gevaldig grøft på tværs af vejen. Heldigvis er der en bagvej, hvor man bare skal køre forsigtigt. Men vi kan høre at det er rigtig slemt nordligere i Telemarken, hvor flere veje er lukkede på grunn af flom og ras.

Hjemme fik vi smidt tøjet. Ellens t-shirt og trusser var tørre og Karen var hel tør og Trine og Kåres underbukser var tørre – alt andet var vådt. Mens Kåre hang tøj til tørre (endnu engang er vi meget glade for tørreskabet) fik Trine ammet Karen (som i øvrigt er begyndt at bide) og lavet kakao og fundet flatbrøt frem. Lige det vi trængte til.

Dagens stat: 3,53 kilometer, 1:41 moving time, 1:02 stopped time, 8,6 km/t max speed, 2,1 km/t moving average g 1,3 km/t overall average. Startede i 583 meters højde, højeste punkt 737 meter – en stigning på 154 meter.

Aftensmaden bestod af kartoffelmos, hakkebøf og bløde løg. Efter aftensmaden gik vi en tur op til hotellet for at købe postkort, og for at Ellen kunne bruge nogle af sine lommepenge på at købe en is. Det blev hun ret begejstret for. Farmor og Farfar skulle have et postkort med vandfald og badende mennesker fra Jættegryderne (som vi godt nok ikke har besøgt) og Mormor og Morfar skulle have en bæver (som vi godt nok ikke har set), bestemte Ellen. Både på frem og tilbageturen var Ellen kommet sig så meget over forskrækkelsen på første dag at hun ville prøve rutsjebanen igen og denne gang gik det fint – både fordi Kåre stod parat til at gribe, og fordi rutsjebanen ikke var nær så glat som første dag.

Trine og Kåre spillede et par spil Yatzy da Ellen var smidt i seng – Trine vandt knebent begge gange.