Det regnede igen da vi stod op, og det var igen Ellen der vækkede os. Nyhederne på fjernsynet var blevet noget værre – ikke mindre end 84 dræbte ved skyderiet på øen og syv ved regeringsbygningen. Temmeligt uhyggeligt stof. På den postive side havde politiet pågrebet gerningsmanden for skyderiet og mente med sikkerhed at han også stod for bomben. Det var “national terror” da gerningsmanden var pærenorsk og fra den norske yderste højrefløj.

Vi besluttede at tage en formiddagsgåtur i det nogenlunde overkommelige regnevejr, og det viste sig faktisk at holde næsten tørt på det meste af turen. Det var en lille tur hvor man kunne gå fra parkeringspladsen til den cache vi havde udset på ca. 2-300 meter. Det gjorde vi så ikke, vi gik en lille omvej gennem terræn for at prøve at finde en lettere vej. Til sidst havde vi gået ca. 1½ kilometer, og det var kun tilbagevejen vi tog af den terrænmæssigt langt lettere vej direkte tilbage 🙂

Cachen lå ved en sommerhytte, og der var en hel del i området. Man kunne kun gå ind til hytterne, og de lå rigtig hyggeligt placeret med flot udsigt! Cachen var lagt af ejeren af den nærmeste hytte. Og hvilken slags cache finder man så langt ude i ødemarken midt i naturen? En mikro på et elskab – dog med en finurlig gemmemåde. Lidt trist, men dejlig tur til cachen alligevel.

Hjemme spiste vi frokost – Ellen ville have franskbrød med blåbærsyltetøj igen, og hun fik da også sådan en mad – det er vel ferie 🙂

Efter frokosten fladede vi lidt ud, og Trine lavede kakao. Så bestemte vi at dele os lidt op, og Trine gik en tur med Ellen mens Kåre blev hjemme ved Karen.

Trine og Ellen ville bare lige gå hen for enden af bygningen for at se på vandet – og endte med en times gåtur på vej og fjeld. Vi fulgte vandet ud i den store sø og spiste lidt mundgodt i troldenes hytte (en bålhytte med brikse langs siden, brænde og kul til ildstedet og liggeunderlag og puder. Udenfor var der blåbær, så Ellen var glad. Nu begyndte det desværre at regne for alvor, men vi skulle lige hen og se broen bag Røde Kors-hytten. Jeg skal love for at der var vand! Det var samtidig starten på turen til Himmeriket, som vi gik starten af. Vi gik i et vandfald på klipperne og nåede de to første varder, men så gad Trine altså ikke mere. Regntøjet holdt ikke ligefrem fantastisk, men det var lunt i vejret, så det gjorde ikke så meget. Hjemturen blev klaret med endnu en historie om det lillebitte monster – men kors hvor det regnede og der var 10 cm dybe “floder” over hele parkeringspladsen. Men vi kom hjem og fik det våde tøj af.

Billeddokumentationen er i øvrigt ikke helt så godt som den plejer på denne ferie – vi bruger Oregonen fordi den er vandtæt – men kvaliteten er ikke helt så god som med det rigtige kamera.

Trine tog sig en lur mens Kåre og Ellen spillede vendespil og læste historie. Planerne om en lidt mere avanceret tur blev ødelagt af at Karen altså ikke ville sove eftermiddagslur sammen med Trine, så hun skulle også lige underholdes. Da Trine kom op til overfladen tog hun et bad. Aftensmaden stod på ris med kylling/gulerødder/ærter i persillesovs fra Beauvais til de store og torsk med kartofler, pastinak og gulerødder til Karen. Ellen ville godt nok først spise, da vi andre var færdige, men hun fik da spist.

Efter aftensmaden kørte vi tre kilometer østpå til en cache ved en lejrskole. Den så ud til at være en næsten-drive-by, så det var passende. Vejret var klaret helt op, så vi så rent faktisk noget sol! Vi kørte lidt forbi lejrskolen, som var ganske befolket og parkerede. Så gik vi en rundtur på en kilometers penge – Ellen gad godt nok ikke ret meget. Vi snakkede med tre nysgerrige hopper og så en tudse. Cachen var endnu en mikro – med så meget plads og gode gemmesteder, hvad pokker skal de mikroer så her?

Vi kørte hjem til endnu en gang blåbærgele med flødeskum og kakao med flødeskum.

Ellen kommer godt nok først i seng klokken 22, men på den måde kan vi få aftenture når vejret er klaret op.

Ellen stod først op (kl. 9) og kom glad ind til os med bemærkningen: “Kan I se at det regner? Så kan man hoppe i vandpytter – plop, plop, plop!”.

Til morgenmaden konstaterede vi at vi egentlig ikke havde det helt store at byde på, så vi skulle have handlet fra formiddagen af. Ellen fik havregrød til morgenmad, med blåbær der var plukket i går. Hun ville gerne have mælk på, men vi havde ikke noget før Trine huskede at hun havde købt mælkepulver, så en glad Ellen fik alligevel mælk til sin morgenmad! Vi andre spiste brød, havregrød er ikke rigtig noget for nogen af os.

Vi iførte os regntøj og ville egentlig lige have fundet en enkelt cache på vejen til Treungen – men da vi holdt ind kunne vi konstatere at en af de ting vi skulle købe var batterier – så vi udsatte turen til hjemvejen.

I Treungen fandt vi en sportsbutik og en Spar. Karen var faldet i søvn i bilen, og i stedet for at vække hende gik Trine med Ellen i sportsbutikken for at kigge efter vandrestøvler til Ellen og regntøj til Karen. Støvlerne blev fundet, og størrelsen passede – da der lige blev fjernet fyldpapiret i snuden. Med papiret i snuden sagde Ellen godt nok at de klemte lidt i storetåen “men det gør ikke noget”. De var desværre lilla og Ellen ville hellere have dem i orange, så Trine ledte og ledte. Efter lidt tid opdagede hun at de andre der stod og ledte efter et lilla par i samme størrelse, og havde et orange. Så der blev byttet til alles store tilfredsstillelse. Regntøj kunne desværre ikke opdrives i den rigtige størrelse, og heller ikke handsker som Trine ellers godt kunne have brugt til sine fingre. Kåre var modig og gik ud sammen med Ellen og efterlod Trine i en friluftsforretning med både et visa- og et mastercard! Trine styrede sig og købte kun et enkelt sæt tøj til hver af ungerne. Men sjovt med en lillebitte friluftsforretning i en by af Ulstrups størrelse som alligevel har et kæmpe udvalg.

Karen sov stadigvæk så vi tog chancen og gik sammen i Spar. Alting i Norge er lidt dyrere end man er vant til, også selvom man tager højde for prisforskellen. Højdescoreren var en flaske sprit til Trangiaen – for det havde vi glemt hjemme. Vi kom af med 77 norske kroner for en liter!
På vejen tilbage holdt vi ind for at trodse regnvejret og gå en tur. Ellens begejstring for regnvejret var desværre stilnet lidt af, men vi fik alligevel en hyggelig tur langs Rosstjørn. Der var endda et lille stykke sandstrand, hvor Ellen var ude at plaske lidt i vandet i sine gummistøvler. Det sidste stykke måtte klapvognen dog blive stående – på grund af regnen stod vandet så højt at det passerede toppen af alle vores støvler – med lidt behændighed kunne man hoppe mellem nogle sten, men det var nu ikke helt nemt med Karen på armen.

Cachen blev fundet under et klippeudhæng bag et helt lille mini-vandfald og indfor mange dejlige blåbær, som Ellen gik meget op i at plukke. Nogle blev spist og andre blev gemt til morgenmaden i morgen.
På tilbagevejen ville Ellen ikke gå gennem vandet igen, så Kåre nåede at passere vandet i alt fire gange, for at gå tilbage at hente Ellen også.

Efter turen var vi tilbage og spise frokost. Og vi fik alt tøjet i tørreskabet – det er godt nok en god opfindelse! Og derefter blev der dømt afslapningseftermiddag til en lidt hyperaktiv overtræt Ellen, og et par lidt trætte forældre. Ellen fik lov at se film på vores bærbare dvd-afspillere og kigge i bøger, mens Trine sov lidt sammen med Karen. Kåre lavede mest ingenting.

Klokken 17.15 kom Trine og Karen til overfladen og Trine gik i gang med at lave aftensmad: Pasta og tomatsovs med pølser til de tre store og risgrød med grøntsager til Karen. Ellen ville i hvert fald ikke have mad og i hvert fald slet ikke VARM mad – men hun fik da spist en kold pølse og nogle pastaer. Hun fik at vide at hun skulle spise så der højest var 5 tilbage for at kunne få dessert – “hvad for en slags fem er det?” – ja, det var jo egentlig også et godt spørgsmål. Hun spiste alle sammen.

Efter aftensmaden skulle vi lige tjekke vejrudsigten og opdagede, at en bombe havde sprængt store dele af regeringsbygningen på Karl Johan i Oslo. Der var ikke overblik over antallet af tilskadekomne og dræbte.

Og så skulle vi på tur – og da vi alle sammen var kommet i alt udstyret og kom ud opdagede vi at det faktisk slet ikke styrtregnede mere – kun almindelig regn. 🙂 Og Trine var genial og fandt ud af at hætten på Ellens ekstra regnjakke faktisk passer til knapperne på Karens jakke – så nu har hun en hætte! Og Ellen fik sine nye støvler på.

Vi kørte ikke så langt – bare 200-300 meter, men da det samtidig var godt 100 højdemeter tog det alligevel lidt tid. Vi parkerede ved Rytterspranget – det er Destinasjon Gautefalls cafe/restaurant midt på pisterne. Det var nu ganske lukket, bortset fra toiletterne og et lagerrum. Men der ville utvivlsomt have været en fantastisk udsigt fra de store terrasser, hvis ikke det lige var fordi vi sådan set var lidt oppe i skyerne. Der stod en kæmpe gyngestol, som desværre var gået lidt i stykker, men Ellen var alligevel oppe og sidde på den.

Og så ville vi gå op for at se en varde. Vi kunne se nogenlunde i hvilken retning den var så vi gik bare. Der var vådt – der var MEGET vådt. Vi gik et godt stykke gennem terræn og så flot natur, men til sidst gik vi nu ud på vejen. Da vi var næsten oppe ved toppen undrede vi os over alt det vand der blev ved med at være – hvor kom det fra? Men det kom altså fra den sø der lå på det plateau vi troede der var toppen. 🙂 Her var der også mødested for og afhopningssted for skiliftene. Sikke trøstesløst det dog ser ud her om sommeren. Her fandt vi også en pil der pegede mod Blekvarden, så vi gik den vej. Her gik vi af en hyggelig sti og kom også forbi en sø mere.

Til sidst fandt vi et sted der var nogen der var begyndt på en lille varde. Den byggede vi lidt videre på og besluttede os for at gå ned igen – vi vidste jo ikke hvor langt der var til Blekvarden, men vi havde efterhånden gået et par kilometer og klokken var 20.10. Nu var Ellen også ved at være lidt træt, men først gik vi efter et sted hun havde kastet med sten på vejen op, hvor vi igen kastede med sten. Og så efter et sted man skulle hoppe over vandet hvor det løb hen over vejen. Og det sidste stykke blev klaret med en historie fortalt af mor.

Da vi kom hjem og kom af alt tøjet havde Trine lavet dessert: Blåbærgele i snapseglas med flødeskum og så en gang varm kakao med flødeskum – det var et hit.

Aftenen sluttede dramatisk på flere måder. Trine skulle lige se nyhederne og vejrudsigten og det var IKKE godt. Ud over bomben ved regeringen (mindst 2 dræbte) var der blevet skudt på en ungdomslejr på en ø – indtil videre var der meldinger om vist 7 dræbte. Da vi så skulle i seng var Kåre på toilettet og Trine trænede, da Karen pludselig røg ned mellem dobbeltsengen og hendes egen seng. Jeg skreg bare på Kåre og forsøgte at hive hende op. Det lykkedes, men jeg var noget usikker på hvordan hun havde det. Men hun græd få sekunder og så grinede hun igen.

Karen havde en frygtelig nat og det havde vi andre så også. Hun var vågen (grædende) mange gange og det eneste der hjalp var mælk.

Men klokken 7.20 blev Ellen vækket og reaktionen var noget i retningen af at vende sig om og liiiige skulle hvile lidt. 🙂 Men løftet om blødkogte æg hjalp lidt på stå-op-viljen.

Klokken 8.20 kørte vi mod Hirtshals. Der lå en løst mystery lige tæt på færgen, så vi smuttede lige ind på Oceanariets parkeringsplads og Kåre og Ellen smuttede hen efter cachen – det tog lige lidt tid, så vi kom faktisk lidt for sent til indtjekning. Det var heldigvis ikke noget problem og mange kom senere end os. Karen skulle lige skiftes i køen og mig og Ellen legede med at hun løb frem og tilbage mellem bestemte bogstaver i opmarchsbåsene til Bergens-færgen. Vores kø var den første der blev sat i gang, men så blev den naturligvis stoppet lige før os og så kom vi ombord som nogle af de sidste. Ulempen (ud over en brokkende Ellen på bagsædet) var at vi kom sidst ombord til at finde en siddeplads – fordelen var at vi var nogle af de første fra borde.

Men vi fandt da et bord – vi havde betalt for comfort-pladser. Færgen mindede mest af alt om en bus – altså et offentligt transportmiddel uden nogen egentlig comfort og det var desværre meget begrænset hvor meget dæksplads der var. Men vi fik da set vand og blev rusket igennem. Og så måtte man ikke spise/drikke medbragte ting og en kop kaffe kostede 20 kroner og en hotdog 39 – norske, ganske vist, men alligevel! (Vi spiste nu gulerødder alligevel.) Tiden gik med at gå på dækket og Kåre lærte Ellen at spille Gris. Det var lidt af en udfordring, fordi Kåre faktisk ikke kunne huske reglerne til Gris, men der blev spillet to forskellige forkerte variationer, men Ellen havde det sjovt og vidste jo ikke at der var noget forkert i reglerne. Karen sad i sin skråstol og charmede en del børn. Selvom der var så godt som havblik var det jo en katamaran og dermed var der nok bevægelse til at jeg ikke havde det helt optimalt.

Da vi kørte fra borde var planen at parkere i den bydel i Kristiansand der hedder Kvadraturet. Vi fandt også hurtigt og nemt et parkeringshus og der var endda plads. Da vi så så priserne forklarede det den gode plads. 18 kroner for første time, 22 kroner for næste time og 25 kroner (tror jeg nok det var) for yderligere timer! Men jeg satte da pænt mastercardet i og betalte 40 kroner for to timers parkering. Imens pakkede Kåre klapvognen ud – vi havde ikke tænkt på at den skulle bruges inden Gautefall – og det kostede en øl livet.

Da vi gik ud fra parkeringskælderen kom vi til at snakke om at Kåre mente at det koster en formue at bruge mastercardet som betalingsmiddel i udlandet. Jeg mener nu at det er nogenlunde det samme som visa, men vi bruger nu alligevel visa’et resten af turen – der er jo ingen grund til at risikere noget.

Vi skulle finde noget frokost og gik i en Coop MEGA der lå overfor parkeringshuset. MEGA? Tja, på størrelse med Rema1000 i Langå… Men vi fandt da lidt og blev enige om at finde en fastfood-joint på vejen. Så vi gik op mod skoven og forsøgte at finde et indkøbscenter med en sportsbutik på vejen – det havde jeg nemlig set at der skulle være. Vi fandt også et indkøbscenter for enden af gågaden, men der var ikke meget andet end en bager/cafe (uden priser – og så er det normalt for dyrt) og en H&M (som så ud til at have samme priser som hjemme – altså lidt billigere på grund af kursforskellen). Vi købte dog lige et par boller for at lukke munden på Ellen.

Og så gik vi op mod skoven. Vi fandt en Rema1000 på vejen og købte lidt pålæg og et par juicer – og de havde endda en kaffeautomat! De tog IKKE dansk-udstedte visakort, så det var godt jeg havde kontanter.

Vi gik den forkerte vej op mod skoven, men fandt et bord/bænke-sæt for enden af en vej og en anelse op af en sti. Om det var komunalt eller privat ved vi ikke, men vi satte os der og spiste. Karen småsov, men nåede også at komme ud og nyde de første fjelde. Mig og Ellen gik lidt op af stien og fandt blåbær – oppe for enden af stien efterlod jeg Ellen og gik ned og overtog Karen og så gik Kåre op. Ellen synes det var sjovt med fjeld og blåbær, men kunne godt undvære de mange myrer.

Nu var der ikke så længe til vi skulle være ved bilen og vi havde jo set en parkeringsvagt – men vi havde jo ikke nået at finde cachen endnu… Så vi tog chancen. Vi gik forbi en dejlig fritidsplads med klatrevæg, beachvolley, basket, skateboardramper osv og så var det op i baneheia, som det hedder. Dejligt sted – men vi måtte efterlade klapvognen for neden, for den er ikke så god til trapper. Vi kom op til den gamle brandpost og der var en fantastisk udsigt – vejret var i øvrigt smukt. Lunt og solrigt. Cachen blev fundet ved en lille dam og så var det ellers ned mod bilen!

Kåre og Karen gik ind efter bilen og mig og Ellen ledte efter støvler. Vi fandt en skobutik, men de havde kun et enkelt par og de var alt for smalle. Og så gik vi igen med et “bare hygligt” med på vejen.

Og så kørte vi mod Gautefall – af et par små omveje, fordi skiltningen i rundkørsler ikke er helt som i Danmark og fordi Google Maps ikke er helt enige med vores GPS. Det første stykke var meget svingende og man kunne sjældent komme over 50 – men flot – det var det. Når vi kører hjem tager vi den vej GPSen foreslår…

Vi holdt kun en kort tissepause, for Karen sov dejlig og det var kun de allersidste kilometer Ellen var rigtig træls. Det var nu ellers en dejlig og pæn plads ved tissepausestedet. Fint og rent toilet, borde og bænke med udsigt over elven og en lille badeplads. (Jeg nåede lige ned for at dyppe tæerne mens Kåre og Ellen tissede – Ellen skulle bare ikke opdage det, for ellers var det blevet til noget af en lang pause.

Så nåede vi hotellet og vi fik nøglen (og opdagede at der lige kom en ekstraregning på 800 kroner – 600 for rengøring og 20 kroner pr. overnatning for strøm – det vidste vi nu godt, men alligevel!) Jeg blev så glad da vi blev sendt ud for at køre – det betød jo store lejligheder. Og da vi så nåede frem blev jeg rigtig ked af det – for de så MEGET små ud udefra.Men da vi kom ind var der faktisk to værelser, badeværelse og stue/køkken. Ikke at der er så meget plads, men det er da bedre end 30 kvadratmeter med to køjer. I Ellens værelse er der to køjesenge og hun ligger øverst.:) I vores værelse er der norsk køje, med dobbeltseng i bunden. Og så er der lige præcist plads til Karens seng mellem dobbeltsengen og væggen. Åh ja – og både opvaskemaskine og mikrobølgeovn og tørreskab. 🙂

Men jeg fik hurtigt sat noget mad over for klokken var 18 og vi var sultne. Det blev til pulverkartoffelmos og stroganoff. Ellen var dog i HVERT fald ikke sulten – men Karen fik lidt af maden. Hun havde kun spist en lille smule fra mig på færgen og ellers havde hun ikke spist siden natten – men hun var glad.

Efter aftensmaden tog vi Karen i klapvognen og gik ud for at finde den nærmeste cache. Den fandt vi nemt – sammen med en masse blåbær. Ellen ville gerne se en sø, så vi gik hen og rundt om den kunstige sø der ligger ved hotellet. Hun var simpelthen superglad – det var så dejligt. Hun fik soppet lidt og blev først rigtig ked af det, da vi var næsten hjemme og hun skulle prøve en rutchebane – den stoppede nemlig i noget af et brat fald og hun blev forskrækket.

Og så var det ellers hjem og få redt senge og i seng.

Fredag var alle tidligt hjemme og vi havde fået en erstatning for den GPS der blev smadret søndag. Så den skulle testes og så kunne vi lige nå i regnskoven en halv time før lukketid. Der er nemlig noget lidt specielt ved at være der alene når alle dyrene begynder at blive lidt mere aktive. Bagefter fandt vi en enkelt cache og kørte i Føtex.

Da Ellen så blev puttet kom jeg til at se på hendes ben. En stor rød cirkel omkring et insektbid af en art. Og taget mængden af skovflåter i betragtning endte det med en tur til lægevagten. Ikke ligefrem sådan man har lyst til at bruge en fredag aften, men det blev til en times ventetid, hvor Ellen hyggede sig vældigt med at lege med en pige på 2½ inden vi kom ind til lægen, som mente at det var uskadeligt, men at han ikke kunne udelukke borrelia. Så vi holder godt øje med hende og det er heldigvis blevet mindre nu. Og så tog vi lige en cache på vejen hjem.

I går ville vi have geocachet, men efter en helt umulig Ellen, der endte med at falde i et springvand kørte vi bare hjem igen. Rigtig øv, men det har nok også spillet ind at alles lunter var lidt korte efter først at være kommet i seng efter midnat.

I dag var det mig der skulle bestemme hvad vi skulle – jeg havde nemlig vundet den ugentlige Wii-konkurrence. Så jeg bestemte at vi skulle i svømmehallen. Det har vi ikke været siden december 2008…

Så vi var noget spændte på hvordan det ville gå. Men det gik simpelthen over alt forventning. Ellen var noget utryg i starten og ville kun sidde helt tæt op af en af os, men da hun så fandt en at lege med og fandt ud af at lufferne og bæltet bar hende, så blev hun mere modig. Hun endte med at prøve at svømme og lege på den lille rutchebane inde i den “kolde” afdeling. Og hun hoppede glad fra kanten ned i 60 cm vand. Så det skal nok komme. Karen synes det var spændende og hun plaskede og fik hovedet under vand nogle gange.

Søndag kørte vi til eftermiddagskaffe i Bjergby og var lige omkring et par caches på vejen. Det var ikke ubetinget et hit, for dels smækkede Kåre bagklappen om vores GPS (det overlevede skærmen ikke) og dels gad Ellen bare ikke noget som helst. Men vi fandt da fire caches på en rigtig smuk tur ved Karup Å.

Ellen blev i Bjergby og de næste par dage gik med at jeg planlagde og Kåre arbejdede om dagen og sidst på eftermiddagen mødtes vi og geocachede. Så tirsdag aften kunne vi endelig åbne cache nummer 1000 – efter en god tur i skoven (og bunkerne) syd for Ørnsø i Silkeborg. Karen virkede som om hun synes det var rart med udflugter og hun sov i hvert fald rigtig godt om natten.

Onsdag kom farfar så med Ellen igen – det virker som om hun har haft det godt – hun har i hvert fald leget med Ann-Kathrine, sin jævnaldrende kusine, men ellers er det lidt svært at få noget konkret ud af hende. 🙂

I går aftes cyklede vi en tur ud i Lyngbakkerne. Det blev en hård tur, for Kåres cykel stod nede ved toget, så han måtte gå ned efter den. Og da han så nåede ned viste det sig at den var blevet piftet. Og da han nåede halvt hjem kom han i tanke om at han da hellere måtte tjekke ventilerne – og ganske rigtigt – de lå nede ved toget. Så ned efter dem og hjem og pumpe cyklen og SÅ ud mod Lyngbakkerne. Så det endte med at jeg cyklede hele vejen derud med ungerne bag på i cykelvognen – og der er altså et par bakker skulle jeg hilse at sige! Men ungerne var glade og gederne nysgerrige og vejret godt. Der var dog næsten ingen blåbær til Ellens store skuffelse.

Nu er det jo ved at være så længe siden, at jeg slet ikke kan huske hvad der er sket. Men jeg kan røbe at det ikke er nemt at skifte en godt fyldt ble på et barn der næsten har lært at vende sig mens man har højre arm i gips.

Ellen har været på ferie hos mormor og morfar og det tror jeg alle hyggede sig med. Vi udnyttede chancen og fik geocachet lidt og søndag var vi i Biersted for at hente Ellen igen.

Karen og jeg har været i mødregruppe og det er sjovt at se hvordan de reagerer på hinanden nu. Vi er spændt på at se om det lykkedes at få nogle skoldkopper med hjem.

Ellen er stadig ligeså glad for Karen og viste hende stolt frem i børnehaven til kaffedag, hvor vi fik chokoladekage med jordbær på græsset foran. Det var hyggeligt.

Vi holdt Skt. Hans-aften her hjemme med snobrød over bål – Ellen var rigtig dygtig og havde masser af tålmodighed, så hun fik et fint snobrød, hvor hun kun havde fået meget lidt hjælp fra mig.

Fredag fik jeg gipsen af – det var godt!

Karen er begyndt at få noget mere fast føde. Grød er godt, men i dag hvor jeg havde kogt mos til hende tog hun det i munden, så helt forkert ud i hovedet og spyttede det ud samtidig med at hun kastede morgenmaden op… Nå, hun lærer det vel på et tidspunkt.

Lørdag var mig og Ellen i Bjerringbro for at handle om formiddagen og om eftermiddagen tog jeg en lur mens Kåre tog på gåtur med de tre små. De hyggede sig rigtig med legepladsbesøg og bananer på torvet.

I går var vi i Havreballe Skov sammen med Tomas og Dina og tog hjem til dem til boller og kaffe bagefter. Begge unger opførte sig eksemplarisk, så det er ikke deres skyld hvis Tomas og Dina har fået kolde fødder. 🙂

I dag pakkede vi vores madpakke og barnevognen og kørte til Vorup Enge og gik en tur (for at finde et par caches). Det regnede, men bortset fra at Ellen ikke gad følge med, så havde vi en god tur.

Og fra Vorup Enge kan man jo se disse her kupler – og Ellen ved altså godt hvad DET er. Så vi kørte en lille tur i Randers Regnskov.

Onsdag morgen kom der en mail om at der var kommet en ny cache i Silkeborg. Så på halvanden time kom begge unger op, blev affodret, smidt i tøj, mysteryen blev løst, Ellen afleveret i børnehaven, vi kørte til Silkeborg og gik en god kilometer ind i Nordskoven og fik et fint FFC. Det er vist ny rekord i det lille hjem.

Torsdag var Ellen i springhallen på ungdomsskolen sammen med børnehaven – det var vist et stort hit.

Fredag kom fragtmanden med nye havemøbler, så da vi kom hjem skulle de samles. Næstnabodrengen var kommet på besøg og vi har nu fundet ud af hvad der er endnu bedre end en trampolin: En trampolin med bobleplast! Der var lige lidt krise, da jeg havde hentet vand til dem – jeg havde taget et blåt og et gult krus, så de kunne se forskel. Men de ville naturligvis begge to have det blå. Så jeg lod dem trække lod med et par græsstrå og han vandt det blå. Ellen blev meget ked af det – men så foreslog han at de bare kunne dele det blå. Så alle var glade.

Lørdag var vi til fødselsdag i Hadsten. Og det er bare skønt at se alle de hersens fætre og kusiner sammen, for de hygger sig virkelig. De store hjælper de små og alle leger sammen. Ellen havde dog lige et uheld og havde skidt i bukserne. Jeg ved ikke hvorfor det lige er sådan hun udfordrer os nu – eller om hun simpelthen bare glemmer det og ikke lægger mærke til når hun skal på toilettet.

Mig og Karen kørte tidligt hjem og farmor og farfar kørte Ellen og Kåre hjem noget senere. Det synes Ellen var rigtig hyggeligt.

Søndag tog mig og Ellen på pigetur til Randers. Vi købte havehynder og løbesandaler og spist epå McD. Det var rigtig hyggeligt. På McD fandt hun hurtigt nogle drenge at lege med og den ene viste sig at være en af sommerfuglepædagogernes søn.

I Kvickly blev det hele dog for meget og hun stak af – lige som jeg var begyndt at lægge varer på båndet. Nå, mit mobilnummer stod på hendes arm, så jeg ignorerede det. Og da jeg langt om længe kom igennem kassen sad hun bare lige så stille udenfor og ventede på mig.

I Harald Nyborg havde hun også fået lov at gå ud og sidde i en havestol. Men det var der åbenbart en anden mor der ikke mente, så hun blev pænt fulgt ind til mig igen – hun havde vist spurgt hvor Ellens mor var og så havde Ellen gået ind for at vise hende at jeg var inde i butikken.

En anden far var så lidt mere “fri” end jeg bliver. Ellen måtte ikke cykle på de udstillede cykler, mens en anden dreng på 5-6 år fik lov til at fræse op og ned af gangen på en af dem. Han var ved at køre flere ned og faren sagde ikke noget. Ellen spurgte hvorfor han måtte når hun ikke måtte – et rimeligt spørgsmål. Jeg svarede hende (måske lidt højlydt) om ikke hun kunne se at han var ved at køre folk ned og om det var en god ide. Nej, det kunne hun godt se – og så plagede hun ikke mere om hun måtte cykle.

Søndag kørte vi til Biersted for at finde påskeæg (og hente Ellen). Ellen blev meget glad for at se os og hun var i fuld gang med at gemme påskeæg. Jeg tror hun synes det var lige så sjovt som at finde dem. Og til morgenmaden havde de fået blødkogte æg, hvor der var tegnet på!

På vejen hjem fandt vi lige to caches og så legede vi ellers i haven resten af dagen.

Mandag var vi i Plantorama for at købe gulerodsfrø til haven. Ellen har nemlig set Peter Pedal så gulerødder og vil også gerne selv. Vi købte også lidt andet og var lige omkring Graceland for at finde en cache.

Tirsdag var det tilbage til hverdagen og Ellen blev glad for at komme i børnehave igen og det var hun også i dag.

Nu Ellen er på ferie, har vi har benyttet lejligheden til at få geocachet lidt og få sat lidt styr på dele af haven.

På vejen hjem fra Biersted fandt vi en ret fantastisk cache ved Tylstrup – Fyrtøjet. Fredag var vi en tur på Alhedestien mellem Viborg og Herning, men efter 11 caches gad Karen bare IKKE det pjat mere! Så vi kørte hjem igen. Så tog Karen en laaaang lur og så gjorde vi noget vi ikke har gjort længe – vi natcachede. Så det blev lige til tre mere og vi fik konstateret at man godt kan cykle med et barn i bæresele. Det var så hyggeligt med ugler der tudede i nattemørket.

I dag har vi kun fundet tre caches ved Fladbro, bare sådan for hyggens skyld. Og Ellers har vi været i haven.