Archive for the ‘Ferie’ Category

Ferie hos farmor og farfar

Ellen har været på ferie hos farmor og farfar i weekenden.

Kåre kørte hende til Bjergby fredag formiddag og det var gået fint med at aflevere hende. Da Kåre kørte havde hun været ved at bowle med farfar inde i stuen, noget med en bold og noget LEGO.

Og det vi har fundet ud af er at hun har kørt på kælk ind i Lunas (en sheltie (minicollie)) ben, hun har fået bøf til aftensmad, sild til frokost og Guldkorn til morgenmad, hun har leget med nogle farver, farmor kunne ikke finde ud af det med LEGO og bowling, hun har sovet med den store, hvide bamse og hun har været i skoven.

Men i hvert fald har hun rigtig hygget sig!

Brat start på dagen.

Ellen har haft en mærkelig uge. Jeg blev akut indlagt med blå blink og det hele onsdag morgen. Og der var ikke nogen der kunne tage Ellen. Ambulancemanden havde hentet hende og taget hende med i ambulancen, men heldigvis kom en nabo hjem og tog Ellen med hjem og fik skiftet ble, givet hende tøj på, smurt en madpakke og afleveret hende i vuggestuen. Stor tak til hende!

Hun havde vist haft det fint i vuggestuen og havde været glad sammen med far her hjemme. De havde hentet mad på Restaurant Gudenåen – kalvelever og det var noget den unge dame kunne lide! Hun havde vist spist en hel voksenportion selv. 🙂

De var inde at besøge mig onsdag aften og det var lidt svært, for jeg havde jo bare lyst til at knuse og kramme hende, men det måtte jeg ikke rigtigt. Og det sidste hun sagde inden de gik var: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! Det gjorde ondt, for jeg anede ikke hvornår jeg kunne komme hjem.

Hun havde været lidt ked af at skulle både afleveres og hentes – for det var jo slet ikke som det plejede, så hun ville ikke hjem. Men en tur på legepladsen havde nu lokket. 🙂

De tog ind på sygehuset og spiste i kantinen inden de kom op til mig torsdag – og heldigvis havde jeg fået natteorlov, så jeg kunne tage med hjem og sove!

Da Ellen så var blevet puttet gik Kåre over for at snakke med naboen, for at høre om de kunne være hos Ellen hvis vi pludselig blev nødt til at køre igen. Og selvfølgelig kom Ellen så ud med sin sut i munden og en bamse i hånden og sagde, at hun havde lort i bleen. Og jeg måtte IKKE løfte hende eller noget som helst. Så heldigvis fandt hun ud af at tænde fjernsynet og så sad vi og så lidt Babar og hun snakkede med mormor i telefonen. Og vi aftalte at mormor skulle hente hende i vuggestuen og så skulle hun hjem til mormor og morfar og moster Ane og Balder i weekenden – og i skoven! Det har hun glædet sig meget til og lige præcist det tør jeg godt love hende at hun må hos mormor og morfar.

I morges nåede vi knap nok at sige farvel til hende i vuggestuen, for hende og L var straks igang med at lege, så hun havde ikke tid. Men hellere det end et utrygt barn. 🙂

Faktisk har hun taget det hele i stiv arm – hun er en nem pige og nu får hun fuld opmærksomhed hele weekenden og vi kan få en rolig weekend her hjemme og få fundet ud af hvordan vi klarer en hverdag med de nye betingelser.

Men har man lyst til at læse min oplevelse, så står den på min blog.

På besøg hos mormor og morfar

Lørdag formiddag pakkede vi bilen og kørte nordpå. Første stop var Arden, hvor vi ville finde en cache og spise vores frokost. Ellen blev godt nok noget skuffet over skovlegepladsen – der var bare et par gynger. Men hun var godt tilfreds med mængden af hindbær i skoven. 🙂

Og så er det jo altid sjovt at finde en cache og bytte i den.

Hjemme ved mormor og morfar skulle hun straks i butikken og se. Hun er rigtig god til det – hun tager ikke noget og plager kun diskret: “Se her mormor, den er godt nok flot!” 🙂

Til aftensmaden var der oliven og kogte gulerødder – hvad mere har et barn brug for?

Søndag gik med en lille skovtur op i mormor og morfar skov – morfar havde lagt en geocache, så vi skulle jo lige op og se hvem der kom først.

Det var en meget træt pige vi havde med i bilen hjem. Da vi kom hjem, sov hun så godt, at hun bare prøvede at vende sig rundt i autostolen da jeg prøvede at vække hende. 🙂

I dag var det så første dag i vuggestuen efter ferien. Det gik fint nok. Hun var lidt ked af at vi skulle gå, men det er ganske normalt. Men hun havde åbenbart savnet Bente, for da vi hentede hende, var det i hvert fald Bente der skulle sætte hende ind i bilen!

Nu opdager vi det ikke selv, fordi vi altid er sammen med hende, men hun skulle være blevet meget bedre til at snakke i løbet af de uger vi har haft sommerferie. Hun snakker i hvert fald meget – også gerne om natten…

Snobrød og skovtur

I går havde vi voksne noget travlt indtil midt på eftermiddagen. Men så gik vi også ud i haven og lavede et bål og bagte snobrød og ristede skumfiduser. Ellen var nu mest til rå skumfiduser. 🙂

I dag skulle vi til Bjerringbro for at handle og vi flottede os og købte landgangsbrød i Superbest til frokost. Dem spiste vi så ude ved skovlegepladsen og samtidig benyttede vi lejligheden til at lave cachetjek på “Mysteries kan også være for børn“.

Der er en bæk, så der blev brugt lang tid på at spille Plyspind og smide sten i vandet. Og der blev leget på skovlegepladsen – så hvorfor hun ikke sover endnu, det forstår jeg ikke. 🙂

Miniudflugt

Der er ikke sket så meget siden Ellen og far kom hjem fra farmor og farfar. I går var Ellen og jeg en tur i Bjerringbro for at købe en cykelhjelmpose til far og vi kom også lige til at købe lidt ærter. Så vi sad en halv times tid og spiste ærter og så på springvandet.

I går aftes fandt vi et par flyverdragter i en kasse fra Katja og Henrik, så vi skulle lige se om de var til i år eller næste år. Så Ellen var lige en tur i haven iført ble, flyverdragt og gummistøvler.

I dag skulle mig og Ellen til Randers efter vacuumposer, så vi kan få pakket noget af alt Ellens aflagte tøj væk indtil Ny skal bruge det. Far havde sagt at vi gerne måtte blive lææænge væk, så vi kom lige til at tage en tur på McD. Ellen var meget heldig og fik en lille sundae – med Smarties! Hun var lykkelig.

Vi var også en tur i Plantorama – det er altid et hit. I dag var det en lille skildpadde, der var det store hit – den spiste et salatblad! Alle de der bepelsede kræ er hun totalt ligeglad med, men araen var også meget spændende.

Ferie hos farmor og farfar

Ellen og far har været på et par dages ferie hos farmor og farfar (jeg tror nu mest det var mig der holdt ferie, selvom tiden blev brugt til at skrive hovedopgave). Det lyder som om de har hygget sig med besøg hos Oldemor og besøg af fætre og kusine. Og pandekager til aftensmad! 🙂

Randers Regnskov og geder

I dag skulle jeg til jordemoder og da der er ferie, skulle Ellen med. Men først tog vi i Randers Regnskov. Egentlig skulle vi bare finde en legeplads og nogle klappedyr – men det er der jo også i Regnskoven. 🙂

Ellen klarede fint at være med til jordemoder – hun legede med nogle klodser på gulvet.

Bagefter fandt vi et par caches og fik handlet – Ellen fik en stooor is, så hun var grattet godt til.

Her til aften synes hun så vi skulle ud og sige godnat til gederne, så det gjorde vi naturligvis.

Ferien i Goslar – dag 7

Så blev det tid til at tage hjem. Ellen startede med at underholde en hel forsamling tyske drenge ved at spise nutella fra sit brød med en teske. 🙂

Vi kørte lige omkring klokken 10 og nåede Ulstrup mellem 19 og 20. Turen var i det store hele begivenhedsløs. Der var naturligvis lidt kø ned mod Elbtunnelen, men det var også det. Vi holdt et par pauser og fandt et par caches, frokosten blev indtaget på Holmmoor Ost, hvor maden både var god og der var masser at lege med for Ellen. Kan anbefales.

Hjemme igen var det hele noget tillukket, så der blev luftet ud og så gik vi mere eller mindre alle sammen i seng!

Ferien i Goslar – dag 6

Sidste hele dag i Goslar.

Lige nedenfor vandrerhjemmet lå der en cache vi ikke lige havde kunnet komme til første dag. Men denne gang havde vi taget lommelygte og eTrex med – det er ligesom om mobilerne ikke rigtig kan tåle at blive tabt i en kanal. 🙂 Så Kåre hoppede i kanalen og bevæbnede sig med en pind. Det viste sig at være nødvendigt, for der var MANGE edderkoppespind i tunnelen. Men han fandt cachen!

Så skulle vi finde en Aldi, så vi kunne få noget mere internet – man bliver jo afhængig af det skidt. 🙂 Aldien var udvalgt efter at der lå en cache lige ved siden af.

Vi havde cyklerne med og ville cykle en lille tur i en park. Der fandt vi to caches – og endelig en der ikke var en mikro! Den første hed Okersuempe, men jeg har sjældent set så klart vand. Den anden var en fødselsdagscache, der lå lige ved en kanal. Ellen havde fundet et blad, som hun smed i kanalen. Men så ville hun have det op igen. Kåre lagde sig ned og hentede bladet til hende, hvorefter hun smed det endnu længere ud – så langt ud at det ikke kunne fiskes op. Og så skreg hun ellers! Selv da hun sov om natten vågnede hun grædende, fordi hendes blad var væk.

Og så gik det ellers stærkt med at komme tilbage, så vi kunne nå at få frokost. Og der var kager til dessert!

Efter en lang pause gik turen til Hahnenklee, hvor vi jo havde billetter til sejlbanen til Bocksberg (ikke at forveksle med Bloksbjerg, som er det danske navn for Brocken). Vi havde fortalt Ellen at vi skulle flyve (vi vidste ikke lige hvordan vi ellers skulle forklare det) og hun insisterede på at få Peter Plysbjørn med. Så vi kørte alle fire sydpå.

De havde godt nok aldrig set sådan nogle billetter før, men vi kom da med. Vi så først nogle komme op med deres cykler – nogle mennesker er bare vanvittige! Ellen synes det var rigtig sjovt at flyve – moderen var noget mere skeptisk. (Jeg har bare aldrig kunnet lide sådan noget, men hvad gør man ikke for barnet!)

Oppe på toppen gik Kåre og Ellen op i det høje trætårn der er – ikke ligefrem noget Kåre var begejstret for, men der var en fantastisk udsigt. Imens sad jeg nedenfor og lyttede til diverse samtaler. Bl.a. nogle der mente at tårnet måtte være omkring 100 meter højt og så nogen der ikke vidste hvor meget 0,5€ var – om det var 20 cent eller 50 cent eller hvad. Somme tider er det lidt svært at holde masken.

Da de kom ned, skulle vi jo lige finde den cache der lå der oppe. Vi blev lidt forsinket af et blåbærkrat og jeg kan røbe at ungen ikke just var ren bagefter. 🙂 Vi fandt cachen – den var ikke ligefrem ret godt skjult. Og alligevel fandt vi en “ekstracache” 30 meter derfra – de havde ikke kunnet finde den og så havde de bare lagt en ny.

Ellen synes heldigvis det var lige så sjovt at komme ned som det var at komme op – ellers havde det været en lang tur!

Aftensmaden bestod af Eintopf – i dette tilfælde en slags svensk pølseret, bare med kartofler og revne gulerødder (uden løg, pølser og tomater). Der var så pølser ved siden af, men de smagte rent ud sagt ikke af noget som helst. Lidt af en skuffelse, når man nu var i Tyskland. Heldigvis var der hjemmebagt brød til og så masser af salat. Og så var der hjemmebagt rabarberkage med flødeskum til dessert.

Egentlig havde vi regnet med at skulle pakke mens gøjen sov, men det gjorde hun først klokken 22! Heldigvis nåede Kåre at pakke det meste mens hun ikke sov.

Ferien i Goslar – dag 5

I dag ville Kåre gerne til Hochharz, men jeg skulle jo også kunne holde til det. Så efter at have studeret kort og afmærkede vandrerture endte det med en gentagelse af en tur vi gik for syv år siden. En tur rundt om Oderteich – fordelen ved ture rundt om søer, er at der typisk ikke er alt for mange niveauforskelle. 🙂

Ellen kom med i bærestolen og der var lige tre caches på vejen. Der blev også tid til sopning og til at kaste pinde og sten i vandet. Ved cache nummer to fandt Ellen pludselig noget hun ville bytte med – en blå hårelastik. Cachen bestod blot af en zip-lock-pose, men den var fint tør.

Midtvejs spiste vi vores madpakker – Ellen og Kåre havde æg med og Ellen synes det var sjovt at pille æg. Og det var rigtig sjovt at stå på broen. Pludselig kom hun løbende med hendes brød: “Det er får!” Og ganske rigtigt – hun havde spist af sit brød så det ganske lignede et får.

Hun blev glad da der kom et par piger, som også ville smide sten i vandet. Men hun var godt nok lidt ked af at hun ikke kunne forstå dem og at de ikke kunne forstå hende.

Egentlig havde vi snakket om at gå en tur i Bad Harzburg på vejen hjem, men da Kåres pung lå på vandrerhjemmet og mit VISA-kort lå i Ulstrup, så var der ikke engang mulighed for at parkere eller få en lille is – så vi kørte tilbage.

Efter en pause på vandrerhjemmet kørte vi ned til byen for at finde en mystery – vi ledte og ledte og er helt sikre på at vi ledte det rigtige sted – men ingen cache.

På vejen hjem til vandrehjemmet kørte vi lige lidt længere og kom op til et sted de fløj med paragliders fra. Der var en rigtig flot udsigt – men cachen lå gemt et kedeligt sted og var en mikro – der var ellers alle muligheder for en større cache. Øv.

Til aftensmaden var der hønsefrikasse – ikke så ringe endda.