Archive for the ‘Familie’ Category

Underlig uge

Som man kan læse på min blog, så har vi haft en trist og underlig uge. Jeg skal spare jer for alle detaljerne, men min mormor, Ellens oldemor, døde i går.

Janni, den studerende i vuggestuen, var til stor hjælp torsdag, da vi pludselig måtte skynde os til Nordjylland. Et kvarter efter jeg havde ringet til vuggestuen, kom jeg for at hente Ellen. Janni stod klar udenfor med Ellen, så jeg ikke skulle til at ind gennem det hele. Alle Ellens ting var pakket og Ellen var nyskiftet. Stor tak til Janni!

Selvom det var underligt, synes Ellen alligevel det var sjovt at skulle hjem til mormor og morfar. Vi kørte dog direkte fra Biersted til Thisted, var i Thisted nogle timer og kørte så til Biersted igen. En masse køren på en dag! Men Ellen hyggede sig faktisk i Thisted. Der var altid en der skulle ned at ryge eller hente en kop kaffe, og så kunne man jo gå med og køre i elevator. Og i sådan nogle elevatorer sidder nødknappen altså så man kan nå den fra kørestol eller fra gulvet – og det betyder at en to-årig også kan nå den! Så Kåre måtte lige fortælle damen i receptionen, at der ikke var andet galt end en nysgerrig to-årig. 🙂

I Biersted sov vi i lejligheden, hvor Ellen fik hele køkkenet for sig selv. Det var hun meget stolt af: “Mit værelse!”

Var for at gøre noget lidt normalt, så tog vi i Randers Regnskov lørdag og da Kåre skulle arbejde i dag, fordi han jo var taget afsted torsdag/fredag tog jeg Ellen med på hestemarked i Bjerringbro. Det var dog lidt af en skuffelse, for det er kun lørdag der er dyr! I dag var der kun et tivoli og et lille marked – men Bjerringbro Rideklub var der med tre ponyer og Ellen fik en tur. Hun synes det var rigtig spændende at sidde på sådan en pony! Ellen fik lov til at prøve tombolaen – 5 lodder og så vandt hun! En fin plante. Jeg spurgte hende om den skulle stå på hendes værelse. “Nej, fars bord!” Og det holdt hun fast ved, så nu står den på fars skrivebord.

Hun er, ligesom vi andre, mærket af de sidste dage. Nu får hun lige et par normale dage i vuggestuen og så kommer hun på miniferie hjemme hos farmor og farfar mens vi skal til begravelse. Og så håber vi på lidt hverdag igen!

Familiebesøg og bustur

I weekenden var vi på besøg hos farmor og farfar i sommerhuset og hjemme ved mormor og morfar – de skulle jo alle sammen have at vide, at Ellen skal være storesøster. Og sjovt nok, så blev de alle sammen glade. 🙂

Ellen hyggede sig begge steder og blev som sædvanligt forkælet godt og grundigt – men sådan skal det jo være hos bedsteforældre.

I dag har hun været på tur med Naturbussen i vuggestuen – noget hun har glædet sig meget til. De har været ved stranden (naturligvis blev Ellen våd) og i skoven og hun siger at de har fanget fisk, men om det er fordi vi har haft snakket om at de måske skulle fange fisk ved vi ikke. Men i hvert fald var det en flok glade børn der gik ind i bussen og en rigtig glad pige vi har fået hjem.

En billedreportage

Fødselsdag – og lidt mere

Så kom gipsen af, men jeg orker ikke at skrive for de sidste tre uger, så her er en kort opsummering:

Hun er begyndt at ELSKE at lege gemmeleg.
Hun er rigtig slem til at hamre bestikket ned i bordet.
Hun har fået mange duplo-klodser og leger tit og ofte med dem.
Hun havde en god fødselsdag, selvom vi blev enige om at vække hende “allerede” 9.30 – hun rørte ikke engang på sig gennem første vers af fødselsdagssangen.
Hun er blevet helt vild med at geocache.
Hun har været ved tandlæge uden problemer.
Hun var til 2-års undersøgelse og lægen siger at hun er lidt til den gode side vægtmæssigt.
Hun skal have tjekket sine øjne, for hun skeler stadig en smule på venstre øje.
Hun vil altid spise på Kåres plads.
Hun spiser stadigvæk alting – mandag spiste hun fem halve med sild!

Mormors fødselsdag

I går var det mormors fødselsdag, så vi tog til Biersted fredag eftermiddag. Ellen var lykkelig, for til aftensmad skulle vi have labskovs og så er der jo også rødbeder!

Lørdag skulle vi synge fødselsdagssang for mormor og hun skulle have gaver. Og Ellen er rigtig god til ikke selv at ville have gaver, bare fordi andre får. Vi nåede også ud og lege lidt i sneen inden vi skulle op på Søparken. Da vi skulle til at have vores pæne tøj på var der godt nok lidt krise. Jeg satte fingrene gennem mine strømpebukser og Ellens var væk. Heldigvis havde mormor nok, så både mig og Ellen var i mormors strømpebukser!

På Søparken var der mange gæster og god mad. Og Ellen nød det hele – frokosten bestod vist mest af sorte oliven og rejer. Der var også godt med vindruer, så hele to gange nåede hun at gennemskide det tøj hun havde på!

Hun opførte sig så pænt – fire timer i middagssovetiden og ikke det mindste bøvl var der med hende. Hun tullede rundt og legede lidt med sin grandkusine Pi og lidt med sig selv, så det var en ren fornøjelse at have hende med.

Og for en gangs skyld, så faldt hun faktisk lynhurtigt i søvn i bilen på vejen hjem og vågnede først da vi holdt på Nyvangsvej. Når hun så har sovet i bilen plejer hun ikke at ville sove igen lige med det samme. Men hun stod og halvsov, så hun blev båret ind i seng, hvor hun straks lagde sig ned og sov videre.

Men i dag har hun godt nok været billig til salg. Vi har været trætte, hun har været træt og så går det hele bare op i en spids. Nu sover hun middagslur og så håber vi det er bedre når hun vågner.

“Hva er de for nøj?”

Vi har været til dobbelt 75-års fødselsdag, på besøg hos Oldemor og ude at geocache i weekenden – så der er sket meget.

Hjemme hos Oldemor ville hun nu ikke alt for tæt på Oldemor, men det var sjovt at køre i Oldemors kørestol. Til fødselsdagen (min faster og onkel) hyggede hun sig rigtigt – specielt var rødbedesalaten, frugtsalaten og frugtkagen noget der faldt i Ellens smag. Kaviaren var også helt fin, men det der spinatroulade blev altså spyttet ud igen. 🙂

Hun startede lige med at sidde og trykke sig lidt ind til mormor, men varmede hurtigt op og endte i hvert fald med at synes at min fætters datter var rigtig sød.

Søndag trængte vi SÅ meget til at komme ud at geocache, så vi tog til Viborg. Det blev kun til fire caches, men lidt har også ret.

Ellens sprog og opfattelse ændrer sig med lynets hast. For et par uger siden sagde hun “det det?”, nu siger hun “hva er de for nøj”? Og hun ændrer det endda alt efter om det er “noget” eller “nogle” hun mener.

Og så er hun blevet ganske bestemt med hvad tøj hun vil have på. I morges ville jeg give hende et par joggingbukser på, fordi hun skulle til gymnastik. Men nej – “grå strømpebukser på!” Det var bare ikke så godt, for de er gået i stykker. Men hun blev da overtalt til et par grå- og sortstribede strømpebukser. Og hun skulle i hvert fald ikke have støvler på – “sko på!”

Hun synger også meget og vil gerne have at vi synger for/med hende. Favoritten til syng-selv er “bim, bam, busser – haletudser” og det lyder altså ret sødt. Andre favoritter er “rusalem”, “more sig”, “cykel”, “fant”, “fant, loft”, “vasketøj” og “sover du”.

3. juledag

Mor blev hjemme og skrev opgave, mens far og Ellen tog til julefrokost i Bjergby. Så vidt jeg har forstået så var det en hyggelig dag med flere slædeture og computerspil med fætter Toke. Det var i hvert fald en træt pige der kom hjem.

2. juledag

2. juledag gik stille og roligt med at vi tog hjem fra Biersted og slappede af her hjemme. Ikke noget vildt og voldsomt – bare stille og roligt. Det trængte vi vist også alle tre til.

Juledag

Juledag sov vi længe og så kørte vi op til mormor og morfar. Ellen og mor fik sig en middagslur og så var Ellen og morfar ude at køre på slæde. Jeg ved ikke helt hvem der nød det mest. 🙂

Så var det tid til julegaveudpakning og det går lidt mere stille og roligt, når Ellen er den eneste under 25. Ellen var igen rigtig flink til at finde pakker og dele dem ud, når far havde læst hvem de var til.

Aftensmaden juledag er raclette – altså smeltet ost med kartofler og syltede agurker (og lidt mere). Og så snart der er syltede agurker på bordet, så har Ellen ikke brug for mere. Men jeg tror nu at hende og moster Ane fik spist en del cocktailpølser.

Resten af aftenen blev brugt på ren hygge og selvom Ellen blev forsøgt puttet mente hun bestemt ikke at hun skulle udelukkes fra selskabet. Så morfar forbarmede sig over hende og hun fik lov at komme op. Hun hyggede sig med os andre indtil klokken 23, da jeg ikke kunne mere.

Juleaften

Vi havde en rigtig god juleaften. Først var vi i kirke og det klarede Ellen fint – med hjælp fra et stort stykke pizza! Hun var godt nok ved at puste lysene på juletræet i kirken ud, men det lykkedes ikke.

På vej hjem fra kirken udbrød hun: “Mer’ ‘leluja syng'” og så måtte vi jo synge. Da vi nåede til “guld, røgelse og myrra skær” blev vi afbrudt af Ellen: “Tissemyre?” Og så måtte vi jo skifte sang!

Madglad som hun er, så spiste hun alt hvad der blev serveret for hende og specielt Waldorfsalaten og kirsebærsovsen var godt.

Hun var med til at danse rundt om juletræet fra start til slut og der var heller ingen problemer med julegaverne. Var de til hende, så åbnede hun dem og var de ikke, så gav hun dem til den de var til.

Klokken 21 blev hun puttet, men det passede absolut ikke damen. Så hun blev taget op igen og hyggede sig uden brok indtil klokken 2245 hvor vi kørte hjem. Klokken 23 faldt hun i søvn i bilen og sov bare videre da vi kom hjem.

Så en rigtig hyggelig juleaften uden det mindste brok eller besvær.