Archive for the ‘Ellen’ Category
Syg Ellen
Ellen startede med at hoste og klage lidt over ondt i halsen i weekenden. Karen var lidt varm mandag og tirsdag morgen tog jeg lige hendes temperatur. En anelse over normal, men ikke noget alarmerende og da hun jo blev vaccineret sidste torsdag var der jo en grund. Ellen insisterede på også at få målt temperatur – og hun havde faktisk feber.
Nå, men når der nu var to andre på stuen der havde halsbetændelse og hun havde klaget over ondt i halsen og hun havde feber, så måtte jeg jo hellere ringe til lægen.
Og da lægen endelig fik Ellen til at tie stille længe nok til at kunne pode hende i halsen viste det sig da også at hun faktisk har halsbetændelse.
Heldigvis har Ellen jo ikke været syg syg, de få gange hun har været syg og heller ikke denne gang er der rigtig noget at mærke på hende.
Fødselsdag
Torsdag skulle sommerfuglene lave madpakker over bål, så onsdag fik vi lasagne. Ungerne elsker når madpakkerne skal varmes over bål og det er jo altid sjovt at være med til at save brænde.
Karen syntes at torsdag eftermiddag var knap så sjov, for hun skulle vaccineres. Det tog nu ikke mange sekunder før hun var glad igen og hun nød at gynge på lægens gyngehest. Hun er bestemt ikke bange af sig, den unge dame.
Lørdag blev der lavet hemmeligheder i hele huset og søndag blev jeg vækket med sang og gaver. Ellen havde lavet en sommerfugleperleplade og Karen havde lavet en tegning. De havde også været ned for at handle, så der var rundstykker og kage til morgenmaden. Inden frokost tog vi til Hammel for at geocache lidt. Det blev til en hyggelig tur i regnvejr, så der er ingen billeder. Ellen syntes specielt godt om en cache der lå ved en bæk hvor der skulle vades. 🙂 Vi så også et par rådyr og en masse heste til et stævne på den nærliggende rideskole. Vi kom hjem til frokost klokken 15…
Geocaching
Så blev det koldt igen – øv!
Ugen er gået stille og roligt, Karen har været på bustur til Randers Naturskole og var vist blevet fine venner med hønsene. Hun er blevet ret ferm til dyrelyde og kan lyde som en hel bondegård. Hun har også fået styr på farvel. Det hedder godt nok bare veel, mens hun vinker, men det gør hun så til gengæld også når hun bliver puttet. Så det sidste man ser om aftenen er en smilende pige der ligger og vinker, mens hun siger veel. 🙂
Lørdag var vi i Vindum Skov for at cache lidt. Efter succesen på Diagonalbanestien tog vi cyklerne med, men det var ikke noget hit. Det var grusveje og det gad Ellen ikke. Så det endte med at Kåre måtte køre med begge unger i cykelvognen og Ellens cykel bagi. Men det blev da til tre mysteries, heraf en FF.
Søndag var det tid til det traditionelle isspisningsevent i Randers. Karen ville ikke spise sin egen is, men meget gerne fars. Ellen ville ikke have en vaffelis, men en med tyggegumminæse. Jeg ville hellere have en salatpita. Men Kåre spiste for os alle sammen! Det blev ikke til nogle caches – vi gad ikke gå de 500 meter der var til den nærmeste. 🙂
Mandag var der cirkus i Ulstrup, så begge unger var med børnehaven nede og kigge på dyrene. Det var dog kun Karen der fik set elefanten, så da jeg havde hentet ungerne cyklede vi ned for at se om vi kunne se elefanten. Da vi kom gennem skoven gjorde Karen store øjne og sagde “fant” – og der stod elefanten. Vi fik også set zebraer, emuer, heste og kameler.
I dag har vi været på geocachingtur i Rold Skov med Triane – også kendt som mormor og morfar. Vi gik rundt om Store Økssø og spise vores frokost i kulden ved shelterpladsen. Mens vi gik rundt om søen var der en masse mennesker der løb maraton – nogle af dem nåede vi at møde seks gange. Der blæste en stiv pelikan og Karen fik næsten brækket nakken af at falde i søvn i bærestolen.
Så kørte vi op i Den Jyske Skovhave og fandt et par stykker mere – her sagde vi farvel til mormor og morfar. Men vi kørte lige omkring Rebild Bakker efter en enkelt cache mere.
Hyggedag hjemme
2. pinsedag var mig og Ellen i Langå for at handle og vi fik taget teltet ned. Midt på eftermiddagen kom nabodrengen for at hente Ellen og så så vi ikke mere til hende før jeg hentede hende da vi skulle spise.
Pinsedag i Tranum
Pinsedag tog vi til Tranum for at fejre pinsen med hele Kåres familie. Det er en lang tur i sådan en varme, men heldigvis faldt Karen i søvn. Det betød så at hun ikke var særlig social, da de store fætre og kusiner kom og ville holde hende. Men heldigvis tøede hun hurtigt op. Ellen og Ann-Kathrine fandt hurtigt sammen og legede godt.
Vi grillede til frokost og tog så en tur til stranden. Det var Karens første rigtige strandtur. Hun synes det var lidt underligt, det der vand. Men den store sandkasse var et hit. 🙂 Ellen var ikke helt med på vandkamp, men nød at sidde i vandkanten og lege.
Tilbage i sommerhuset var der is og frugt og mere leg.
Det var en hyggelig dag og vi kørte over Aggersund på vejen hjem – en rigtig flot tur. Desværre var det ikke lige til geocaching med to trætte børn i bilen…
Teltovernatning
Fredag aften skulle teltet indvies. Karen blev puttet ude i opholdsrummet og Ellen i børneværelset. Det tog laaaang tid før de faldt i søvn. Klokken tre var jeg ude for at tjekke Karen og der lå hun helt sammenkrøllet og rystede af kulde. Så jeg tog hende med ind og så sov vi inde resten af natten. Kåre havde også frosset, men Ellen havde sovet godt.
Lørdag tullede vi bare rundt her hjemme – Ellen var på besøg hos nabodrengen og Karen var også lidt med. Vi var en tur i skoven og mødte hele tre stålorme.
Udeliv og/i telt
Engang i februar kom jeg vist til at købe et lille telt. Det fik vi sat op for første gang den anden aften og specielt Ellen syntes det var vildt spændende. Hun er SÅ klar på telttur.
Ellers har vi bare været udenfor, plantet lidt, grillet, leget og hygget.
I går havde de indianerdag i børnehaven og det lød som om de havde haft en rigtig god dag.
Ellen fandt et næsehorn på badeværelset i går morges – sådan et man bruger til at skylle næse med når man er forkølet.
“Mor, er det et legetøj?”
“Nej, Ellen.”
“Jamen, så må jeg jo gerne have det med i børnehaven og vise de andre det!”
Blodnæse
Skønt vejr – ungerne smed hver en stump tøj med det samme de kom hjem og hoppede i det meget lille badebassin. Skiftevis i badebassin og sandkasse giver meget beskidte unger – og de var i forvejen ikke hentet for rene. Og da Ellen så fik hoppet lidt for voldsomt på trampolinen og Karen røg ned med næsen først, gjorde blodmængden at det var nødvendigt med et bad.
Karen kravler i øvrigt nu med største selvfølge op på trampolinen – men kan ikke komme ned igen.
Cykeltur
Ellen havde sagt at hun gerne ville cykle en tur og spise madpakker. Så i morges smurte Kåre madpakker mens jeg sov og da jeg stod op fik vi pakket bil og unger og kørte ned til Diagonalbanestien. Jeg cyklede tilbage efter en, mens Kåre pakkede ud. Og så cyklede vi ellers af banestien og fandt en cache for ca. hver 500 meter. Karen var med i cykelvognen, men kørte også lidt med bag på min cykel. Ellen cyklede selv på den fine, blå cykel hun har fået af sin fætter Casper.
Da vi nåede Thorsø spiste vi madpakker og cyklede videre. Alt i alt nåede vi at cykle omkring syv kilometer. Det er nu meget pænt af en fire-årig. Så fik vi småkager og kaffe og juice og Kåre cyklede tilbage efter bilen.
14 caches blev det til – det er vist rekord med børn.
Aqua
Fredag i Kr. Himmelfartsferien kørte vi til Silkeborg for at besøge Aqua. Vi havde en hyggelig tur, men det er ikke et sted jeg ville køre specielt langt efter. Vi spiste i deres spisested, men det var noget af en skuffelse – tag i stedet for en madpakke med og nyd ungerne på legepladsen i stedet for.
Karen var meget fascineret af fiskene bag de store ruder og Ellen synes det var en sjov legeplads.
Bagefter var vi i nordbyen for at handle (og et eller andet med en geocache).














































































