Archive for the ‘Ellen’ Category

Løst og fast

Der er gået alt for lang tid siden sidst, så her er en lille samling billeder af den sidste måned.

Skallerup Klit – 5. og sidste dag

Sidste dag. Vi spiste morgenmad og så tog jeg ungerne med op i legelandet, mens Kåre pakkede bilen. Heldigvis er slutrengøringen incl. så det slap vi for at tænke på. Så der nåede lige at blive leget lidt mere inden vi kørte mod Biersted.

Da vi var næsten i Biersted kastede Ellen ellers godt og grundigt op i bilen. Mon ikke det var en kombination af lidt køresyge, som vi så i påsken, og så træthed? Hun var i hvert fald frisk og klar på frokost da vi nåede Køkkengården.

Siri havde vist også haft det godt nok sammen med Balder.

Skallerup Klit – 4. dag

Dagen gik bare rundt på centeret – vi startede naturligvis med blødkogte æg af de æg vi samlede ude på gården dagen før. Mig og Ellen var med til at koge bolcher oppe i Team Aktiv, mens Kåre og Karen tullede rundt i legelandet. En sidste tur i vandlandet blev det også til. Aftensmaden hentede vi i restauranten – det var okay, men eller ikke mere.

Skallerup Klit – 3. dag

Vi startede med at cykle ud på Klithusegården for at være med til morgenfodringen. Ellen er godt nok ikke så meget for mange mennesker, men hun fik da fodret både geder, dådyr og høns og snakket en del med en lille kat. Hun fik også selv lov til at samle et æg, som vi tog med hjem til morgenmaden – Karen fik også et.

Om eftermiddagen kørte vi til Rubjerg Knude. Det var en lang gåtur fra parkeringspladsen og ud til fyrtårnet, men det var spændende at se. Vi fandt et stykke kæbe med to kindtænder i – vi tror nok det er fra en gris. Vi kæmpede os frem i sandet og gennem mandshøje havtorn – men vi havde en god tur.

På vejen hjem stoppede vi i Lønstrup for at få en is. Ellen havde fundet 20 kroner, som hun måtte bruge til is. Og sød som hun er, så spurgte hun om der var nok til to små is, så der også var til Karen. De fik naturligvis begge to is! En lille geocache blev det også til.

Da vi kom hjem smuttede Kåre og Ellen en tur i vandland. Man skulle jo nødig have drevet tiden væk. 🙂

Skallerup Klit – 2. dag

Vi startede dagen med en gang o-løb rundt i området. Det gav dog lidt problemer, da en del af turen var styrtet i havet. Men vi fik en fin tur, der ledte os forbi både legepladser, junglesti, motionsredskaber og hoppepude.

Efter frokosten og et lille hvil til mor gik vi op i legelandet. Det var bestemt også en succes. Ellen fandt hurtigt nogen at lege med og Karen nød at tusse rundt. Hun synes også at skildpadderne var meget spændende, så hun måtte lige holdes lidt øje med. Karen og kogende bolchemasse er ikke helt kompatible.

Efter aftensmaden udnyttede vi tre piger husets spa og sauna – saunaen var det nu kun mig der så ideen i.

Skallerup Klit – 1. dag

I slutningen af april drog vi nordpå for at holde lidt ferie i Skallerup Klit.

Vi kom lige til tiden klokken 15, men der lå ingen nøgle til os, så jeg henvendte mig i receptionen. Det var fordi vi var blevet opgraderet til et spa-hus. Det klagede vi ikke en hel masse over. 🙂

Vi boede blot 200 meters gang fra indgangen til badelandet, så det var jo lige til at klare. Og lige udenfor huset var der en legeplads. Der var godt nok også gæster i den anden side af huset, men dem hørte vi ikke noget til.

Vi pakkede lige det allermest nødvendige ud og gik så op og bestilte pizzaer til aftensmaden og skyndte os så i badetøjet.

Der er lækre omklædningsrum, hvor der er virkelig gode faciliteter for de helt små – jeg kunne godt have ønsket mig en anelse varmere vand, men nu kan jeg jo også bedst lide det skoldende.

Jeg ved ikke helt hvem der syntes bedst om det: Karen eller Ellen – de virkede særdeles begejstrede begge to. Både for svømmehallens børneområde og badelandet. Ellen mente godt nok at vandet i spa’en var for varmt – det var jeg ikke enig med hende i.

Og så ud for at hente pizzaerne og hjem i huset for at spise. Inden sengetid nåede vi lige en cykeltur ud for at se på vandet.

Jeg forstår det ikke helt – men jeg havde åbenbart ikke kameraet op af lommen hele den første dag.

Alt vel

Der er sket meget – størst er nok at Karen har lært at gå. Og efter at have prøvet at gå rundt i mine sko har vi købt et par til hende selv. Så nu kommer hun rendende med dem konstant og siger “SKO”.

Her er lidt billeder:

Tandlæge

Søndag var vi på en lille handle- og geocachingtur til Randers. Vi købte noget salat og nogle sandwiches og fandt en legeplads. Ellen var glad, men det var nu ikke meget hun fik spist. Det var begrænset hvor meget energi vi havde og det blev da kun til en enkelt cache, for den anden vi ledte efter fandt vi ikke.

Ellen tjekkede i øvrigt lige hvor meget 10ml neglelak fylder på gulvet i en Netto. Hun var så glad fordi hun måtte få en pink neglelak, at hun hoppede og så tabte hun den. Jeg kan røbe, at Netto ikke fører hverken neglelakfjerner eller acetone…

Ungerne kom i seng på nogle underlige tidspunkter på grund af den åndsvage sommertid og det betød at vi måtte vække Ellen her til morgen. Kvart over otte kom Karen kravlende med jakke på (hvordan pokker hun har fået den på aner jeg ikke) og en sko i hånden. Skoen blev smidt op i sengen til Ellen – det var vist det man kalder et vink med en vognstang!

Ellen fik en fin, blå cykel af fætter Casper, så nu kunne hun rigtig suse i børnehave. Det gik hurtigt, men til gengæld brød hun helt sammen da jeg skulle gå – og jeg havde desværre travlt i morges.

Men da jeg kom for at hente hende klokken 15.30 var hende og Karen (og en masse andre) i fuld leg i sandkassen. Karen var ikke helt tilfreds med at mig og Ellen gik, men Ellen skulle til tandlæge og det er nu nemmest uden lillesøster på slæb.

Ellen var så dygtig til at være ved tandlæge. Tænderne var helt fine, omend vind og skæve, men det kan nå at rette sig endnu og ellers kan det jo være at de blivende tænder sidder lidt pænere. Men hun sagde sig bare op i stolen og gabte og bed sammen når hun fik besked på det. Tandlægen valgte at slibe/rense tænderne – ikke fordi det var nødvendigt, men bare for at Ellen prøvede det.

Da vi kom hjem fandt vi resterne af isen fra i lørdags og satte os ude i haven med hver vores ske og delte rovet.

Endnu en gang fødselsdag

Lørdag kom Kåres side af familien på besøg for at fejre Ellen og Tokes fødselsdage. På et tidspunkt blev det lidt meget for Ellen, men egentlig klarede hun dagen fint. Hun var dog noget mere interesseret i at vise sit hjem frem end i at få gaver. Hun fik en kjole, et løbehjul, et smykkeskrin, et armbånd og en Hr. Skæg-bog og -DVD.

Vi fik en gryderet med ris/pasta og salat og islagkage til frokost og boller, kagemænd og marengs til kaffen. Og så var vi en tur nede på skolens legeplads.

Hjemme igen legede ungerne lidt i haven og Christina satte Karen op på en almindelig gynge og gyngede hende. Der var jo ikke nogen der havde sagt at hun ikke kunne – så det kunne hun… 🙂

Da gæsterne var taget hjem var vi alle sammen godt trætte – specielt Ellen! Men det havde været en god dag.

Børnehaven på besøg

I går blev Ellen fire år og det blev fejret med besøg af børnehaven. 16 børn og fire voksne kom på besøg og det gik rigtig godt.

Karen vågnede allerede klokken 6.15, men Ellen fik lov til at sove til vi vækkede hende klokken 7.30. Hun var godt nok ikke helt indstillet på at skulle vågne, men det gik da – specielt da hun så gaverne. 🙂

Hun fik en drage af Karen og et Brio-tog og en indendørsgynge af os. Til morgenmaden fik de havregrød med chokolade i og chokoladekrymmel ovenpå.

Ellen kom med i børnehave og fulgte dem her hjem og det var en meget glad pige der kunne vise sine venner sit hjem og sit legetøj. Og det gik over alt forventning med at dele med hinanden. Men kors, hvor har de godt nok meget legetøj, når det hele sådan bliver taget ud!

De var meget interesserede i hvornår vi skulle have kager – men det har Ellen også snakket om den sidste uge, så det kan jeg godt forstå. Men vi skulle nu lige starte med frokost. Ellen havde bestemt at vi skulle have kyllingelår og pastasalat og blå brød, så det fik vi. Der var nu forbløffende mange af børnene der ikke var til kyllingelår, så Siri synes det var helt fantastisk.

Og så var der kage – Ellen var rigtig stolt, da hun kunne dele kage ud til dem alle sammen.

Så skulle de hjem i børnehaven igen – der er lidt sygdom og kursus blandt personalet, så de kunne ikke blive længere – vi er bare rigtig glade for at de prioriterede at kunne komme til Ellens fødselsdag! At det så betød at Karen fik en tur ekstra i hallen gør jo ikke noget. 🙂

Det tager jo lidt tid at få 15 børn i tøjet, så eftersom de fik tøj på kom de ud i haven og der var lang kø til rutchebanen. En enkelt var meget bange for Siri og ville først slet ikke have tøj på og ud, men da jeg havde taget hende i hånden og over forbi Siri, så hun kunne se at hun var bundet, så hyggede hun sig i sandkassen få meter fra Siri.

Ellen havde fået lov til selv at vælge hvad hun ville, så hun blev hjemme hos mig og Kåre. Hun var noget træt, så hun satte sig og så Tigerdyrets Familiefest og bagefter spiste vi pandekager inden vi gik på legepladsen. Her viste Ellen virkelig at hun var blevet fire år – hun tog selv Dragen – en stor svævebane, som hun ikke har turdet tage alene før. Men det var sjovt, så hun tog den mange gange.

Så hentede vi Karen og gik hjem og spiste pastasalat og kyllingelår – igen!

Dagen sluttede med en gang varm kakao og et par spil Storm.