Mandag eftermiddag i sidste uge var Karen lidt pyldret og da hun kom hjem havde hun også lidt feber og var lidt snottet – men nå ja, når man lige er startet i vuggestue, så må der forventes lidt sygdom og værre er en gang forkølelse nu heller ikke.

Tirsdag og onsdag var hun hjemme og var egentlig glad og “sig selv”, selvom hun lå mellem 38 og 39 i feber.

Torsdag var hun så faktisk feberfri, men EKSTREM pyldret. Så pyldret har jeg ikke oplevet nogle af mine børn før. Hun ville kun sidde på arm og selv der skiftevis halvsov hun og skreg. Stakkels min lille pige.

Klokken 15.45 satte vi hende på gulvet og opdagede igen at hun simpelthen væltede – hun kunne ikke holde sig siddende. Og hun har ellers siddet stabilt siden juli. Og så ringede jeg ellers til vores læges akutnummer, fik fat i en sygeplejerske som stillede mig videre til en læge som sagde at vi skulle komme med det samme. Og da vi så kom ned og fik tøjet af hende viste det sig, at hun heller ikke ville stå på venstre ben og ikke kunne kravle, fordi hendes venstre hofte sad forkert/opførte sig forkert.

Så lægen ringede til børnelægerne, som bad os komme ind med hende. Det gjorde vi naturligvis, men vi skulle lige hente Ellen i børnehaven først og hun blev rigtig sur, for torsdag er gymnastikdag!

Da vi kom ind på børneafdelingen var der et par stykker foran os i køen – men pludselig begyndte de at råbe lidt på gangen og løbe rigtig stærkt – det var vist et spørgsmål om liv eller død og så kom en ikke-fungerende hofte naturligvis godt og grundigt bag i køen! Jeg ved ikke hvordan det endte med det meget syge barn – jeg krydser bare hvad jeg kan for at det endte godt.

Men Karen blev altså bedre og bedre i løbet af aftenen og da klokken blev 22.30 og der kom en studerende og så på hende, der var hun næsten sig selv igen. Den studerende havde lidt svært ved at undersøge hende, da hun absolut mente at han skulle låne hendes sut, så hver gang hans hoved kom i nærheden af hende prøvede hun at stoppe sutten i munden på ham. 🙂 Men generelt tog hun det rigtig, rigtig pænt!

Ellen opførte sig også rigtig flot taget i betragtning at hun havde måtte undvære gymnastik, at det var RET sent og at hun havde skullet være i det lille undersøgelsesrum så længe. Og så synes hun det var lidt sjovt at den studerende hed Otto. 🙂

Men selvom Karen nu havde det fint, så skulle der altså en “rigtig” læge til – og den vagthavende havde stadigvæk ret travlt med det kritisk syge barn. Heldigvis kom der en anden læge forbi, der kunne se på Karen.

Konklusionen var, at de ikke aner hvad der var galt, men at det kunne være at leddet havde sat sig fast eller det kunne være reaktivt artrit som følge af forkølelsen. Begge dele gør moderen MEGET ked af det – men der er jo ikke andet at gøre end at tage det som det kommer, hvis der sker mere og så håbe på at det var en engangs”fornøjelse”.

Men de var nu så søde på afdelingen. Vi fik alle sammen lov til at spise der sammen og Ellen var lykkelig, for der var koldskål og “kammerjuter” til dessert – og SAFTEVAND! 🙂 Og de var lidt overraskede over Karens menu: Koteletter med kartofler, pasta, ærter, tomater og blomkålssalat – men hun kan altså lide det og så unormalt er det vel heller ikke at en 10-måneders spiser normal mad?

Så klokken 23.30 lå ungerne i deres seng – det var en laaaang aften!

Fredag morgen stod Karen op 8.30 og klokken 9.00 kom Ellen trissende. Men 10.30 er da også et meget passende afleveringstidspunkt, ikke? 🙂

Jeg er så elendig til at huske at skrive og får så dårlig samvittighed og når man så kommer bagefter, så er det endnu mere uoverskueligt!

Siden sidst har vi bagt pebernødder, været til julebasar på plejehjemmet, været i hallen for at se ungernes kusine Louise spille håndbold (omend hun blev lidt distraheret af den tilstedeværende yngste kusine), været til fødselsdag hos faster Kamilla, Karen har været syg, været til KFUM-spejdernes julemarked på torvet, været på Elmuseet og tændt det første lys i adventskransen.

Karen startede jo i vuggestuen 1. november og det er gået SÅ nemt.

Første dag var hende og far der sammen fra 9.30 til 11.30 og da det var gået godt, foreslog Betina at de puttede Karen og så kunne vi hente hende sammen med Ellen. Og det gjorde vi så. Der var ingen problemer og dagen efter havde hun en fuld dag og det samme dagen efter igen – og så var det ligesom den indkøringsperiode.

Hun er rigtig glad for at være i vuggestuen og vi er glade og trygge ved at aflevere hende. Og de andre børn elsker hende. Hun har sågar fået en tegning fra en af drengene. 🙂

Med to piger var det måske ikke helt passende med blå vægge og blå gardiner… Så NU skulle det være.

Ellen blev sendt på ferie hos farmor og farfar og da vi kom hjem søndag aften efter at have været til fødselsdag hos farmor gik vi ellers i gang. Kåre fik flyttet sengene og der ventede os så noget af en overraskelse: Skimmel. SH*T! Så vi gjorde ikke mere før mandag og brugte søndag aften på at finde ud af hvad man gjorde ved den slags.

Mandag startede vi med at ringe til ISS, som sagde, at de ville få den lokale mand til at ringe til os. Han ringede og sagde, at han havde bedt en anden om at ringe til os. Og så ringede den tredje til os og sagde, at han ville komme om 20 minutter.

Han kom, han kiggede på hele huset og fortalte os at vi har et fugtproblem, men IKKE et skimmelproblem. Pyyyh – det var dejligt!

Så Kåre kunne “nøjes” med at fjerne noget tapet, rense muren, mure lidt op igen, sætte nyt tapet på og male.

I mens Kåre klarede alt det hårde, var jeg i fuld sving ved symaskinen, for nye gardiner skulle der også til.

Så det blev ikke til meget hygge næsten uden børn – bare hårdt arbejde. Men det ser nu fint ud.

Weekenden gik med en lille tur til Biersted lørdag, hvor jeg desværre havde glemt kameraet. Søndag tussede vi bare rundt her hjemme.

Karen har sovet meget dårligt, har taget sig til ørerne og er snotforkølet, så i eftermiddag tager vi ned og får tjekket hendes ører. Måske er det bare en rest sovs jeg ikke har fået vasket ud? 🙂

Torsdag blev vi enige om at NU kunne det være nok med natteroderi og natteamning. Så natten til fredag blev hun slet ikke tilbudt noget, men Kåre endte med at gå med hende sammenlagt et par timer. Natten til lørdag var han kun oppe med hende en enkelt gang på et kvarters tid. Natten til søndag hørte vi hende ikke fra klokken 21 til klokken 7.30. Natten til mandag var hun oppe en halv times tid – hun havde nok oplevet for meget søndag. Og i nat har vi heller ikke hørt hende fra 20.30 til 7.30.

I dag er en stor dag – Karen er startet i vuggestuen! Kåre er der sammen med hende i dag og i morgen bliver hun afleveret til en kort dag. Spændende.

Det eneste moderen er lidt ked af, er at hun ikke virker så begejstret for amningen mere. I morges ville hun slet ikke have noget. 🙁 Så jeg skal nok ikke regne med at amme hende til hun bliver halvandet, som jeg gjorde med Ellen. Tror måske også bare det er fordi jeg ved at det er sidste barn jeg får, at jeg er meget ked af det.

Ellen har været på ferie hos farmor og farfar – hun hyggede sig. Imens var mormor og moster Ane lige forbi med nogle kurve. Vi har også haft sidste besøg af sundhedsplejersken til Karen. Hun er som hun skal være og hun kan både høre og snakke – men det vidste vi jo godt.

Lørdag holdt Ellen kaffedag ude i sandkassen – og så fik vi plukket de sidste æbler på træet og fik bagte æbler til eftermiddagskaffen.

Søndag var sidste åbninsdag i Legoland – så det var vist på tide at bruge de fribilletter vi havde liggende. Så vi pakkede ungerne i bilen og kørte sydpå. Det er altså en lang tur! Men vi havde en rigtig god tur – sådan mine umiddelbare indtryk:

– fantastisk personale ved forlystelserne
– mange gode forlystelser til Ellens alder/størrelse
– hyggelig park med små overraskelser rundt omkring
– dejligt med et sted at amme (omend Karen slet ikke havde ro til det)
– absolut en dårlig ide med deres Express Pas
– meget, meget kedelig mad – en børneburger består af brød, bøf, ristede løg og ketchup!
– lidt trælst at man skal betale for at parkere

Men Ellen var lykkelig – hun havde virkelig en helt fantastisk tur! Og det havde vi andre så også – Karen opførte sig særdeles eksemplarisk. De faldt MEGET hurtigt i søvn, da vi kom hjem og fik dem i seng omkring klokken 21.

Vi var noget stolte af Ellen – hun satte selv sine grænser og turde det hun gerne ville. Det tog lidt tid for hende at få overbevist os om at hun gerne ville prøve Dragen – men hun synes det var sjovt da hun fik lov. Hun stod pænt i kø ved alle forlystelserne og huskede for det meste at takke for turen.

Der er sket rigtig meget med Karen siden i mandags.

Hun rejser sig nu op ved ting og begynder at gå rundt langs dem indtil hun når til det hun vil have. Forældrene er naturligvis onde nok til at lægge tingene sådan at de er præcist uden for nå-vidde.

Og så snakker hun. A-ba – a-wa – a-da og en hel masse i samme retning. Hun sludrer løs – hele dagen og lidt af natten med.

I går havde vi besøg af sundhedsplejersken. Boel-testen blev som forventet bestået uden anmærkninger, hun vejer 9,5 kilo og er 75 cm lang, så hun er faktisk faldet en vækstkurve – men det var også næsten forventet, sådan som hun altid bevæger sig. Og det er i hvert fald ikke fordi hun ikke spiser noget – hun spiser mere end Ellen i tiden.

Men ellers har hun det vist godt og trives, den bette tøs.

Det bliver altså lige en billedreportage – også selvom jeg absolut ikke er tilfreds med den måde billeder bliver vist på!

Nu er jeg efterhånden kommet så langt bagud, at det er fuldstændig uoverskueligt at følge med. Så jeg dropper bare de sidste par uger og starter forfra. Så kan det godt være at der kommer billeder fra vores ret gode sommerhustur til Ålbæk mellem Frederikshavn og Skagen senere. Burde egentlig lære at skrive ned MENS vi er afsted.

Altså: I uge 41 var vi i sommerhus og sidste lørdag var vi på en lille skovtur. Søndag brugte vi på at gøre haven vinterklar og på at bage lidt snobrød. Uge 42 var det business as usual – altså lige bortset fra at Karen fik brev fra vuggestuen og at hun faktisk har været alene i vuggestuen en lille times tid, mens vi var til møde i børnehaven. Men det gik som forventet helt uden drama. Vi afleverede hende til Elin, som Karen kender fra mødregruppen og gik – og Karen hyggede sig mens vi var væk.

I denne weekend har vi været i Bilka efter maling og til farmors fødselsdag, hvor vi efterlod Ellen. Karen tog vi med hjem igen. Hverken Karen eller mine bryster synes om at være væk fra hinanden i alt for lang tid af gangen.