Archive for the ‘Børnehave’ Category
3-årsundersøgelse
Ellen er ved at være frisk og har efterhånden også lyst til at spise igen. Hun har haft et par fine dage i børnehaven, hvor de har været på udflugt (det elsker Ellen) og malet selvportrætter og tulipaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi er meget glade for børnehaven også!
Men det var lidt pinligt at have hende med til lægen i eftermiddags. Hun blev hentet i børnehaven og kom direkte ind til Søren da vi kom ned i lægehuset. Og hun var altså ikke just noget der ligner ren! Der var jord og mudder og sand i hele hovedet og hænderne havde vist engang været rene… Men vi forsikrede Søren om at hun altså BLEV vasket i ny og næ. 🙂
Hun kan godt lide Søren, så hun blev tjekket som hun nu skal og alt var som det skulle være. Altså lige bortset fra at hun kaldet en hest for et får i første omgang – på lystavlen til synstjek. Der var heller ikke noget at høre på lungerne, så vi er glade. 98 cm og 17 kilo blev hun målt til.
Og så fik hun en lille pose vingummibamser bagefter! Eneste anke hun havde, var at hun ikke nåede at lege med huset…
Ikke frisk!
Ellen var frisk nok til at vi tog til Haderup for at holde fødselsdag for hende, fætter Toke og onkel Niels, men ikke frisk nok til at vi ville sende hende på et par dages ferie hos farmor og farfar. Hun havde igen sovet meget dårligt om natten på grund af hoste, men havde ingen feber.
Hun var nem nok at have med til fødselsdag. Da de andre børn blev for meget, gik hun bare ovenpå og satte sig med en bog. Og hun legede rigtig godt med Ann Kathrine, så det var bare hyggeligt. Men spise ville hun ikke – ikke engang slik!
Vi blev enige om at ringe til lægevagten på vejen hjem for at få noget hostestillende, så hun kunne sove om natten. De ville gerne se hende og efter ca. en times ventetid kunne lægen meget hurtigt konkludere at hun slet ikke skulle have noget hostestillende, men en gang penicillin: Lungebetændelse. Se – det havde vi ikke lige overvejet. Når man har lungebetændelse har man feber og er godt og grundigt syg – man løber ikke rundt og hopper i sengene og leger!
Så natten i nat var bedre efter en halv panodil og en gang penicillin. Men det var nu ikke så nemt at skulle sluge en pille når man ikke har prøvet det før. 🙂
Over middag var vi bare nødt til at gøre noget! Der var simpelthen ALT for meget energi i hende – så vi kørte til Fussingø for at finde et par geocaches. Det gjorde vi så ikke, for den første var væk og de to siste prøvede vi slet ikke, for da trængte vi alligevel til at komme hjem igen. (Nok mest moderen, som var blevet væltet af en hund undervejs.)
I morgen ryger hun så i børnehave igen. Lægen siger at hun ikke smitter og når hun så ellers godt kan følge med i legen og ikke kræver særlige hensyn, så må hun gerne komme. Og jeg har aftalt med dem at de giver hende middagspenicillinen. 🙂
- De to piger
- Kagemand i bunden og kagekone i toppen
- Ellen kan ikke lide når der bliver råbt hurra
- Mor var lige blevet fældet af en hund
- Ellen ligger og nyder udsigten
- To venner på tur
- Far og Ellen sejler til Viborg og Siri vil med
- Hundepindekastning
- Ellen på tur med Karen
- Find et barn
Sommer!
Eller i hvert fald begyndende tegn på det første spæde forår. 🙂
Ellen var lidt ked af at blive afleveret i dag. Muligvis fordi jeg var forsvundet både søndag og mandag aften og så måtte jeg ikke gå fra vuggestuen (som jo nu er børnehaven – men det skal man lige vænne sig til).
Men hun har haft en fantastisk dag alligevel. De har været i Lyngbakkerne med lærred og pensler og spist frokost der. Så har hun været ved lægen med en rød numse, der ikke er blevet bedre med hverken zinksalve eller Brentan. Det tog hun i stiv arm og nu skal hun både have Brentan, Fucidin og Cortison en uge eller i hvert fald indtil på mandag, hvor lægen har fået svar på prøver og ved hvad det er. 🙂
Og så har vi været i haven. Vi har gjort fuglebade rene, fejet så man kan cykle, cyklet, leget i sandkassen og gynget. Og så var det moderen kom i tanke om at hun hellere måtte gå ind igen – blærebetændelse og kulde er ikke så godt sammen.
Ellen: Dumme, dumme, dumme…
Far siger et eller andet til hende.
Ellen: Jamen, jeg siger ikke at du er dum, jeg siger bare dumme, dumme, dumme…
- “Så suser jeg afsted.”
- Nye sko = glad pige
- En gyngetur er altid godt
Prinsesse Ellen
Som de fleste børnefamilier nok ved, så er det fastelavn. Og Ellen har hele tiden sagt at hun ville være prinsesse. Og så blev hun naturligvis prinsesse.
Det var lidt stresset, for der skulle laves prinsessekrone her til morgen og Kåre var syg og vi skulle nå til lægen til 9.40 og der skulle smøres madpakke og rugbrødet var for gammelt. Men vi nåede det hele og det var skønt at se Ellen snurre rundt i sin prinsessekjole og være lykkelig.
“Er jeg ikke smuk, Karen?” – lød det fra bagsædet da vi kørte ned i vuggestuen. 🙂
- Sovende Karen
- Ellen på tur med sin hund
- Kameraet havde overnattet i bilen – men man kan vist godt se at hun er glad
- En rigtig snurre-rundt-kjole
- Og nu med guldsko
Børnehave
Ellen er stadigvæk superglad for at være kommet i børnehave – og meget, meget træt når hun kommer hjem. 🙂
Når man nu kommer i børnehave, så udvides ens ordforråd også: Allerede i går skulle hun lige afprøve ord som “prutskid” og “tissekone”. Sjovt som der er nogen ting der bare ikke ændrer sig – det var også de “frække” ord da moderen gik i børnehave for snart 30 år siden. 🙂
Eneste problem er at hun BARE ikke vil med hjem. Hun kæmper virkelig imod og i dag var det nødvendigt fysisk at slæbe hende med og holde hende fast for at give hende støvler på. Det er altså ikke sjovt.
Og Karen har fået ætset sin navle igen – men den skal stadigvæk have et par gange mere.
Ellen om børnehaven
Kåre: Er du glad for at være kommet i børnehave, Ellen?
Ellen: Ja, men ikke når jeg skal hjem.
Børnehavestart
Jeg får slet ikke skrevet her så tit som jeg gerne ville – det er ligesom om at når Karen sover til middag, så sover jeg også. 🙂
Men siden sidst er der sket det at vi har leget med Wii, været i Randers for at geocache (det endte i skænderier og hysteriske anfald) og vigtigst af alt: Ellen er startet i børnehave!
Mandag sagde hun pænt farvel i vuggestuen med masser af knus til Bente og tirsdag var så den store dag!
Det startede ikke for godt – Ellen ville bare hjem, så da hun kom ud af bilen begyndte hun at gå: “Jeg vil gerne med dig hjem, mor.” Irgh – det er ikke sjovt at høre.
Men jeg fik hende lokket med indenfor og bad hende vise mig hvor hendes rum var – om det ikke var lige ved siden af Ls (bedsteveninden som kom i børnehave i oktober)? Så viste hun mig glad hvor hendes rum var – og der var et stort gult hjerte, hvor der stod VELKOMMEN ELLEN.
Så kom Maria, vores kontaktpædagog og så skulle hun lige se at Ellen havde to nødder i kjolelommen – og så var Ellen jo nødt til at få jakken af. Og så ville Maria gerne se hvordan man er giraf og så kom støvlerne af. Om Ellen ville vise mig hvor køleskabet var? Ja da, og så løb hun ind til køleskabet. Og så spurgte Maria om ikke der var et eller andet med at Ellen godt kunne lide hængekøjen? Og så løb Ellen bare og jeg kunne køre hjem med god samvittighed.
Jeg kørte dog ikke hjem, men til første møde i mødregruppen med Karen. Det tog Karen i stiv arm – det gjorde alle seks unger nu. Vi fik endda taget billeder af dem alle sammen sammen uden utilfredshed!
Da vi hentede Ellen ville hun i hvert fald ikke med hjem og beskeden var at hun havde haft en rigtig god dag. Så alle var glade.
I morges glædte hun sig rigtig meget til at komme i børnehave og der var slet ingen problemer med at aflevere. Til gengæld var der igen problemer med at hente – hun vil SIMPELTHEN ikke med hjem og skal tvinges i jakke og støvler. Men trods alt hellere det.
- Spændende sengepynt
- Stoooor skorsten
- Baby
- Der er to E’er, to L’er og et N – ikke helt i den rigtige rækkefølge, men moderen er lidt stolt
- Ellen vækker Karen
- Velkomst
- Første fangede smil
- Nyvasket – efter der havde været lort i armhulen…
Børnehave
Nu nærmer sig tiden, da Ellen skal i børnehave! 1. marts bliver hun sommerfugl og vi forudser en flytning uden problemer.
I dag var vi lige nede og snakke med Annette (en af pædagogerne) om skiftet og det lader til at vi ikke rigtig behøver gøre noget – de har nemlig klaret det hele. Ellen har allerede fået sit rum til overtøj, en plads på tavlen og en plads ved spisebordet. Og i morgen skal hun spise i børnehaven. I går hentede vi hende også i børnehaven.
Hun var meget glad og stolt i dag, for hun har fået et rum ved siden af bedste-veninden, der flyttede fra vuggestuen op i børnehaven i oktober. Og de har leget rigtig godt sammen på legepladsen i dag.
Og så tror jeg det bliver rigtig godt for Ellen at komme op og blive “den lille” igen. Der skal være nogle store at se op til og blive trynet lidt af. 🙂

























