Fredag morgen virkede hun ganske frisk og der var heller ingen feber. Så vi endte med at tage til Biersted til aftensmaden. Da vi spurgte om hun ville med hjem til mormor og morfar var kommentaren: Kommer I så og henter mig? 🙂

Hun var nu lidt ved siden af sig selv – måske fordi moster Ane og onkel Anders også var der.

Hun fik lov til at sove på en madras på gulvet – men det tog nu lang tid før hun endelig faldt til ro – på gulvet og med hovedet på madrassen. 🙂

Lørdag gik med at være ude og i butikken. Hun elsker at være i butikken, men nu er hun faktisk begyndt at plage lidt. Men det hjælper nu ikke noget.

Vi kørte hjem igen til aftensmaden og Ellen blev puttet i sin egen seng. Klokken 3.21 vågnede hun og så skreg hun ellers mere eller mindre indtil klokken 4.45, hvor hun kom ind i vores seng. Hun puttede sig straks ind til mig og så sov hun ellers indtil klokken 9.30. Aner ikke hvad der var med hende – men hun fylder altså meget, når hun sådan insisterer på at sove helt tæt ind til en! Det er nu også hyggeligt. 🙂

Da hun vågnede lå Kåre og læste Doonesbury. Ellen ville låne den og stavede halvdelen af titlen – lidt imponerende, for det var med små bogstaver, altså minuskler, som jeg ikke synes at hun har kunnet endnu.

Søndag var vi lidt i haven, men tog det ellers stille og roligt.

Mandag morgen kom hun ind til mig som hun plejer, så på vækkeuret og sagde at der stod “B – E – E” – klokken var 8.33 – og så snakkede vi lidt om forskellen på tal og bogstaver, men hun mener altså stadigvæk at der står B når der står 8.

Nu står vi jo ikke så tidligt op her i huset, så da vuggestuen skulle være i hallen klokken 10 gik vi bare derned for at mødes med dem. Ellen var meget glad, men lidt utryg da vi skulle gennem skolens legeplads, hvor der var frikvarter. Til gengæld synes hun det var RIGTIG sjovt, at hun fik lov til at gå en anden vej gennem ældreboligerne end jeg gjorde. Det er spændende at få lov til at gå selv når man er 2½. 🙂

I aften skal vi lave hule – det bad Ellen om i morges, så vi skal bygge en hule. 🙂

Vi har haft en særdeles ugidelig weekend. I går kom Ellen i tøj omkring klokken 16 – i dag var den kun 11.

Men vi var i Randers Regnskov i går aftes. I anledning af Halloween var der nemlig åbent til klokken 21 og så var der jo lige lejlighed til at lege lidt med lommelygter. Og denne gang smed Ellen ikke sin ned til nogle dyr.

Der var rigtig flot når man kom ind – der var helt mørkt og så var der masser af græskarlamper. Ellen startede med at være noget skeptisk, men heldigvis tøede hun op, så hun nåede at have en rigtig god tur. I morges snakkede hun da også om spøgelser og lommelygter. 🙂

Og så var vi endda heldige. Hvis man svarede på et spørgeskema om sin oplevelse, så fik man et rabatkort på 50% til et sæsonkort i 2011. Så der sparede vi lige 170 kroner. 🙂

I dag har vi været på genplaceringstur i Bjerringbro. Ellen var godt klar over at vi skulle ned til bækken, så hun tog den største pind med hun kunne finde. Desværre var den så stor at den ikke rigtig kunne flyde i det lave vand.

Da vi var på vej ud for at genplacere besluttede Ellen sig for at hun hellere ville på skovlegepladsen, så hun vendte rundt med bemærkningen: “Jeg går op på skovlegepladsen, jeg skal nok vente på jer.” Men hun kom nu alligevel med, da Kåre skyndte sig at gemme sig – hun elsker at lege gemmeleg.

Det går godt nok stærkt!

Hun tæller op til 14 nu, så bliver hun lidt forvirret og stopper et 7-tal ind inden hun går videre. Men det er måske det 7-tal hun længe manglede for et stykke tid siden?

Hun vil meget gerne at vi skriver bogstaver sammen med hende og er også ret god til at genkende dem. Men alligevel overraskede hun her til morgen. Jeg lå og småsov, da hun kom ind med en bog der længe har været i stykker. Jeg havde repareret den i går og nu havde hun fået den igen. Hun sætter sig op i sengen og siger at hun vil læse den for mig. Det plejer at betyde at hun vil fortælle hvad der er på billederne. Men med høj og klar røst lød det “f – a – r – øh – v – e – r – farver”. Jeg lå med øjnene lukket, men det fik mig alligevel til at spærre dem op. Men jo, der stod farver på bogen – endda med små bogstaver.

Forrige weekend fortalte vi hende hvad højre og venstre er, så det har hun kunnet siden. Fortæller gerne at det nu er højre fod der får strømpe på…

Hun er også begyndt at lege rollelege. Her til aften var hun f.eks. et lille spøgelse. Når man kaldte hende Ellen blev man irettesat og fik at vide at hun ikke var Ellen, men et spøgelse!

I morges ringede jeg til mor og kom til at sige “for pokker”. Det udløste straks en irettesættelse, for sådan taler man ikke!

Til gengæld er søvn blevet et ganske ukendt begreb. I går aftes var klokken 23 inden hun faldt i søvn og hun vågnede klokken 8. Hun har ikke sovet i vuggestuen, men alligevel leger hun inde på værelset nu og virker ikke træt.

Hun har også styr på computeren og mobiltelefonen. Hun skal lige have hjælp til at komme ind på de relevante sider og så klarer hun resten selv med hhv. touch-pad og touch-screen. Specielt ELSKER hun at lege gemmeleg med Kaj og Andrea på Oline.

I dag da jeg hentede hende i vuggestuen legede hun inde i puderummet, hvor hun helt klart efterlignede de store drenge – hun havde det bare rigtig sjovt. Men hun kan ikke helt forstå at hun ikke skal i børnehave sammen med de fem store fra vuggestuen nu her 1. november. Hun har længe været en af de to der har været i vuggestuen længst tid, men nu bliver hun også den ældste tre måneder.

Nå, det var et kedeligt indlæg – men det er sådan noget der er rart at have om et par år, når Ny er på samme alder. 🙂

I dag skulle der som sædvanligt smøres madpakke og i dag skulle jeg have åbnet et glas med pickles. Det kan jeg ikke gøre selv, så jeg måtte have fat i en glasåbner/glaspifter/jarkey eller hvad sådan en nu hedder (se billedet). Jeg fik smurt madpakken og pludselig hører jeg nogle “dunk, dunk”-lyde rundt omkring.

Det er Ellen der har taget dimsen og går og slår på alting – sådan en tre-fire gange og så videre til det næste. Huh? – tænker jeg indtil der går et lys op for mig. Hun har set Fragglerne – det afsnit, hvor der pludselig ikke kommer noget vand til Vembis svømmeopvisning. Der tilkalder de rørbankerne, som udfører et ritual, som går ud på at slå på alle rørene med en tang, mens de synger en sang: “Løb, kære vand”.

Mystery solved. 🙂

Så nu ligger “tangen” i Ellens kurv nede i vuggestuen og vi måtte lige diskutere lidt hvorvidt man måtte slå på bilen med tangen – det lød ellers godt. 🙂

Rørbankertang

I dag har Ellen været hjemme – hun er syg. Og det betyder at Kåre også har været hjemme. Så det har næsten været en søndag mere. Halvdelen af børnene i vuggestuen er også syge – feber og opkast. Ellen har bare haft feberen og noget generel utilpashed, men det kan jo være at hun har arvet hendes mors og oldemors tendenser til aldrig at kaste op. I hvert fald har hun ikke kastet op endnu.

Men dagen er gået stille og roligt. Ellen og Kåre har leget med legoklodser, vi har spredt blomsterfrø i haven og vi har skrevet bogstaver. “Mor, vil du gerne skrive bogstaver med mig?” kom hun og spurgte. Og selvfølgelig ville jeg da det. Men da det kom til stykket var det nu Kåre der skulle skrive bogstaver.

Hun har også talt meget i dag. Så vi har gået og smågrinet af udsagn som:
– “Trettende, fjortende, syv-og-femtende…”
– “En, to, tre, fire, fem, seks, syv-en-halv…”
– “Jeg er ikke Ane – jeg er Ellen!”

Og i går aftes så Ellen Fragglerne for første gang. Kåre sagde godt nok at det gad hun ikke se – men hun har selv bedt om dem flere gange i løbet af dagen. Så moderen er glad. 🙂

Men vi satser stærkt på at hun er helt frisk i morgen, så hun kan komme i vuggestuen. Og så håber vi at det de andre har ikke smitter hende.

I går var Ellen jo lidt – øhh – hvad skal vi kalde det? Nå, men det var hun i hvert fald.

I morges stod hende og Kåre op sammen og hun var så sød. Vi blev enige om at prøve lige så forsigtig om jeg kunne holde til en tur i Randers Regnskov – der er ikke så langt, man kan sidde ned over det hele og vi kunne jo bare køre hjem igen med det samme hvis det var.

Ellen blev jublende lykkelig da vi kørte ind til kuplerne – hun ved godt hvad der er der inde. Så mens vi var ved at vise billetterne var hun godt på vej ind for at sige hej til dyrene.

Jeg tog det med ro og det hele gik okay, omend det var en lidt kort tur. Men ungen var glad – meget glad.

Da vi kom hjem fik vi en kanelsnegl, men da vi havde spist vores inden hun blev færdig insisterede hun på at dele det sidste af sin med os. Sød tøs.

Nu har hun lært at bruge touchpad’en på sin bærbare og YouTube er en god opfindelse, så der er ikke meget ro her i huset mere.

Lige for lidt siden kom hun ind og afleverede to batterier til far med beskeden: “Så kan Peter Plys virke igen!” Hendes vSmile var nemlig løbet tør for strøm. Igen lidt mere end vi regnede med at hun kunne.

Desværre fandt vi ud af i går aftes at hun havde feber og det har hun stadigvæk – man kan ikke mærke det på hende i dag, men lad os nu se hvordan det hele går. Lige nu har hun i hvert fald bagdelen fuld af krudt.

Far: Ellen – du er en umulius!
Ellen: Jeg er ikke Cornelius!

Og ja, Ellen er en frygtelig umulius i dag. Hun er simpelthen lige til at skrige over. Ekstremt opmærksomhedskrævende og alligevel gider hun ikke lave noget som helst sammen med os.

Bare et enkelt eksempel: Jeg sidder ved computeren og er ved at skrive en mail. Så kravler hun om bag skrivebordet, kigger udfordrende op på mig – og slukker computeren hvorefter hun griner.

Hvad pokker gør man? Curare?

Ellen har haft en mærkelig uge. Jeg blev akut indlagt med blå blink og det hele onsdag morgen. Og der var ikke nogen der kunne tage Ellen. Ambulancemanden havde hentet hende og taget hende med i ambulancen, men heldigvis kom en nabo hjem og tog Ellen med hjem og fik skiftet ble, givet hende tøj på, smurt en madpakke og afleveret hende i vuggestuen. Stor tak til hende!

Hun havde vist haft det fint i vuggestuen og havde været glad sammen med far her hjemme. De havde hentet mad på Restaurant Gudenåen – kalvelever og det var noget den unge dame kunne lide! Hun havde vist spist en hel voksenportion selv. 🙂

De var inde at besøge mig onsdag aften og det var lidt svært, for jeg havde jo bare lyst til at knuse og kramme hende, men det måtte jeg ikke rigtigt. Og det sidste hun sagde inden de gik var: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! Det gjorde ondt, for jeg anede ikke hvornår jeg kunne komme hjem.

Hun havde været lidt ked af at skulle både afleveres og hentes – for det var jo slet ikke som det plejede, så hun ville ikke hjem. Men en tur på legepladsen havde nu lokket. 🙂

De tog ind på sygehuset og spiste i kantinen inden de kom op til mig torsdag – og heldigvis havde jeg fået natteorlov, så jeg kunne tage med hjem og sove!

Da Ellen så var blevet puttet gik Kåre over for at snakke med naboen, for at høre om de kunne være hos Ellen hvis vi pludselig blev nødt til at køre igen. Og selvfølgelig kom Ellen så ud med sin sut i munden og en bamse i hånden og sagde, at hun havde lort i bleen. Og jeg måtte IKKE løfte hende eller noget som helst. Så heldigvis fandt hun ud af at tænde fjernsynet og så sad vi og så lidt Babar og hun snakkede med mormor i telefonen. Og vi aftalte at mormor skulle hente hende i vuggestuen og så skulle hun hjem til mormor og morfar og moster Ane og Balder i weekenden – og i skoven! Det har hun glædet sig meget til og lige præcist det tør jeg godt love hende at hun må hos mormor og morfar.

I morges nåede vi knap nok at sige farvel til hende i vuggestuen, for hende og L var straks igang med at lege, så hun havde ikke tid. Men hellere det end et utrygt barn. 🙂

Faktisk har hun taget det hele i stiv arm – hun er en nem pige og nu får hun fuld opmærksomhed hele weekenden og vi kan få en rolig weekend her hjemme og få fundet ud af hvordan vi klarer en hverdag med de nye betingelser.

Men har man lyst til at læse min oplevelse, så står den på min blog.

I går havde mig og Ellen en alternativ tur til Viborg. Til sidste bliver frustrationerne for meget for mig, så jeg udbryder “FOR FANDEN DA!” Så kommer det fra bagsædet:

Nej mor, det må man ikke sige. Det lyder ikke pænt.

Det har hun jo helt ret i og vi prøver også virkelig at lade være, men nogle gange så taler man altså før man tænker.

Men bortset fra det, så havde hun en hyggelig eftermiddag sammen med sine fætre og kusiner. Der blev leget med køkkenet og hoppet på trampolin og spillet musik og leget med balloner. Det er sjovt, som hende og hendes jævnaldrende kusine nu har glæde af hinanden. Højdepunktet var da Ann Kathrine lånte Ellen sin sut!

På vejen hjem faldt gøjen i søvn i bilen. Det havde også været en lang dag. Jeg bar hende ind i vores seng, så hun lige kunne nå at vågne inden der var aftensmad. Men da jeg kom forbi et halvt minut senere sov hun. Så jeg tog tøjet af hende og gik ind og puttede hende. Selvom hun halvsov på armen brokkede hun sig alligevel over at vi havde glemt at sige godnat til far (han snakkede i telefon).

Klokken 3.28 vågnede jeg så ved at hun råbte: “Der er nogen der har taget min drikkedunk.” Da jeg så stille og roligt havde fortalt hende, at hendes drikkedunk stod ude i køkkenet sov hun roligt videre. Lige indtil 3.57, hvor hun råbte at hun gerne ville have noget at drikke. Efter et helt glas vand kom hun så til at se at hun ikke havde nattøj på. Så nattøj på ungen og så hørte jeg heldigvis ikke noget til hende, før hun stod inde ved mig 7.45 og fortalte at hun havde slået knæet.

Jeg har skrevet hovedopgave, så det er ikke blevet til så meget blogskrivning.

Jeg tror det største der er sket er at mormor var på besøg og med til sommerfest i vuggestuen fredag. Ellen var godt nok noget træt og havde ikke rigtig lyst til at være med til så meget.

I weekenden har Ellen været rigtig dygtig og har brugt potten hver gang det har været nødvendigt. Altså lige bortset fra da hun tissede på gulvet, for at hendes plastikdyr skulle have noget at bade i… (De stod fint på en lang række midt i søen, da vi kom ind i stuen.)