Fredag var alle tidligt hjemme og vi havde fået en erstatning for den GPS der blev smadret søndag. Så den skulle testes og så kunne vi lige nå i regnskoven en halv time før lukketid. Der er nemlig noget lidt specielt ved at være der alene når alle dyrene begynder at blive lidt mere aktive. Bagefter fandt vi en enkelt cache og kørte i Føtex.

Da Ellen så blev puttet kom jeg til at se på hendes ben. En stor rød cirkel omkring et insektbid af en art. Og taget mængden af skovflåter i betragtning endte det med en tur til lægevagten. Ikke ligefrem sådan man har lyst til at bruge en fredag aften, men det blev til en times ventetid, hvor Ellen hyggede sig vældigt med at lege med en pige på 2½ inden vi kom ind til lægen, som mente at det var uskadeligt, men at han ikke kunne udelukke borrelia. Så vi holder godt øje med hende og det er heldigvis blevet mindre nu. Og så tog vi lige en cache på vejen hjem.

I går ville vi have geocachet, men efter en helt umulig Ellen, der endte med at falde i et springvand kørte vi bare hjem igen. Rigtig øv, men det har nok også spillet ind at alles lunter var lidt korte efter først at være kommet i seng efter midnat.

I dag var det mig der skulle bestemme hvad vi skulle – jeg havde nemlig vundet den ugentlige Wii-konkurrence. Så jeg bestemte at vi skulle i svømmehallen. Det har vi ikke været siden december 2008…

Så vi var noget spændte på hvordan det ville gå. Men det gik simpelthen over alt forventning. Ellen var noget utryg i starten og ville kun sidde helt tæt op af en af os, men da hun så fandt en at lege med og fandt ud af at lufferne og bæltet bar hende, så blev hun mere modig. Hun endte med at prøve at svømme og lege på den lille rutchebane inde i den “kolde” afdeling. Og hun hoppede glad fra kanten ned i 60 cm vand. Så det skal nok komme. Karen synes det var spændende og hun plaskede og fik hovedet under vand nogle gange.

Søndag kørte vi til eftermiddagskaffe i Bjergby og var lige omkring et par caches på vejen. Det var ikke ubetinget et hit, for dels smækkede Kåre bagklappen om vores GPS (det overlevede skærmen ikke) og dels gad Ellen bare ikke noget som helst. Men vi fandt da fire caches på en rigtig smuk tur ved Karup Å.

Ellen blev i Bjergby og de næste par dage gik med at jeg planlagde og Kåre arbejdede om dagen og sidst på eftermiddagen mødtes vi og geocachede. Så tirsdag aften kunne vi endelig åbne cache nummer 1000 – efter en god tur i skoven (og bunkerne) syd for Ørnsø i Silkeborg. Karen virkede som om hun synes det var rart med udflugter og hun sov i hvert fald rigtig godt om natten.

Onsdag kom farfar så med Ellen igen – det virker som om hun har haft det godt – hun har i hvert fald leget med Ann-Kathrine, sin jævnaldrende kusine, men ellers er det lidt svært at få noget konkret ud af hende. 🙂

I går aftes cyklede vi en tur ud i Lyngbakkerne. Det blev en hård tur, for Kåres cykel stod nede ved toget, så han måtte gå ned efter den. Og da han så nåede ned viste det sig at den var blevet piftet. Og da han nåede halvt hjem kom han i tanke om at han da hellere måtte tjekke ventilerne – og ganske rigtigt – de lå nede ved toget. Så ned efter dem og hjem og pumpe cyklen og SÅ ud mod Lyngbakkerne. Så det endte med at jeg cyklede hele vejen derud med ungerne bag på i cykelvognen – og der er altså et par bakker skulle jeg hilse at sige! Men ungerne var glade og gederne nysgerrige og vejret godt. Der var dog næsten ingen blåbær til Ellens store skuffelse.

Vi vågnede til øsende regnvejr og dagens eneste plan var at der skulle handles. Så vi kørte til Randers, hvor Kåre, Karen og Ellen tog i Randers Regnskov og jeg kørt i Føtex for at handle. Jeg købte kun en smule børnetøj…

Da jeg kom til regnskoven spiste vi frokost og var lige en smut i Sydamerika, hvor Ellen og en pige på 5-6 år hurtigt fandt ud af at være på hajsafari sammen – der blev grinet MEGET! Men der var en mulliard mennesker, så det var ikke til at være der – så vi kørte hjem igen.

Vi var en tur på biblioteket – nu har vi jo fået et åbent bibliotek her i Ulstrup. Der var bare gået et eller andet galt i systemet, så vores oplysninger kunne ikke hentes, så vi kunne ikke komme ind. ØV – og ikke ligefrem en god præmiere… Men vi satser på at det kommer op at køre efter weekenden, så vi kan gå på biblioteket tirsdag aften klokken 21.50.

Aftensmaden stod på kylling med kartofler og bønner og brun sovs. Karen skulle have majsgrød med grønne ærter – de skulle jo lige koges først, men da jeg lige havde taget dem ud af mikroen synes Ellen åbenbart lige hun skulle have et par ærter og satte fingrene i dem selvom jeg sagde nej. Og sådan fandt hun ud af at det er en dum ide at sætte fingrene i kogende vand…

Og så er Ellen blevet klippet – det er ikke nemt at klippe en unge der ikke vil sidde stille!

Selvom der ikke rigtig er sket noget i løbet af ugen, er der faktisk sket en del.

I starten af ugen havde vi varmebølge – der blev leget i badebassinet ungerne fik af onkel Henrik og vi spiste ude og der var jordbær og de første hindbær er blevet modne.

Onsdag var Karen og jeg i mødregruppe og det er lidt hyggeligt at ungerne begynder at interagere. Vi fik endda taget billeder af dem alle sammen sammen – der er sket lidt siden vi startede for nogle måneder siden.

Torsdag blev jeg stoppet på vej ind i børnehaven. Moderen til en af pigerne i børnehaven ville lige høre om de måtte tage Ellen med hjem lige over middag fredag, så de kunne lege sammen. Selvfølgelig måtte de det og Ellen glædte sig meget til det. På vejen hjem var vi lige på biblioteket.

I dag ville Ellen gerne lege med tal da vi skulle spise morgenmad. Det var hun lidt sej til. Jeg skrev tre tal (1, 2 og 4) på et stykke papir og bad hende ligge det rigtige antal nødder på tallene. Det kneb lidt, indtil jeg tegnede en cirkel om tallet, som nødderne skulle ligge i. Så klarede hun det til UG.

Karen og jeg var i forældrecafe og dommen lød på 8300 buttede gram fordelt på 70 cm. Det lader til at sygehuset ikke har anmeldt os for børnemishandling – Rie havde i hvert fald ikke hørt noget. 🙂

På vejen hjem – og der er alligevel 500 meter – faldt Karen så godt i søvn, at jeg bare løftede hende fra bilen over i barnevognen og så sov hun 3½ time. (Hedder det 3½ time eller 3½ timer?) Så vi nåede ikke til åbning af det åbne bibliotek, men vi fik da hentet Ellen. Det lød som om de har hygget sig godt, så det var en succes med første legeaftale.

På vej ud for at hente Ellen måtte jeg ellers lige lege gedehyrde. Et par geder var smuttet ud af indhegningen og blev gelejdet ind igen og ejeren blev glad for et opkald. 🙂

Her til aften var vi lige ude for at sige godnat til gederne – og plukke blåbær… 🙂

Nu er det jo ved at være så længe siden, at jeg slet ikke kan huske hvad der er sket. Men jeg kan røbe at det ikke er nemt at skifte en godt fyldt ble på et barn der næsten har lært at vende sig mens man har højre arm i gips.

Ellen har været på ferie hos mormor og morfar og det tror jeg alle hyggede sig med. Vi udnyttede chancen og fik geocachet lidt og søndag var vi i Biersted for at hente Ellen igen.

Karen og jeg har været i mødregruppe og det er sjovt at se hvordan de reagerer på hinanden nu. Vi er spændt på at se om det lykkedes at få nogle skoldkopper med hjem.

Ellen er stadig ligeså glad for Karen og viste hende stolt frem i børnehaven til kaffedag, hvor vi fik chokoladekage med jordbær på græsset foran. Det var hyggeligt.

Vi holdt Skt. Hans-aften her hjemme med snobrød over bål – Ellen var rigtig dygtig og havde masser af tålmodighed, så hun fik et fint snobrød, hvor hun kun havde fået meget lidt hjælp fra mig.

Fredag fik jeg gipsen af – det var godt!

Karen er begyndt at få noget mere fast føde. Grød er godt, men i dag hvor jeg havde kogt mos til hende tog hun det i munden, så helt forkert ud i hovedet og spyttede det ud samtidig med at hun kastede morgenmaden op… Nå, hun lærer det vel på et tidspunkt.

Lørdag var mig og Ellen i Bjerringbro for at handle om formiddagen og om eftermiddagen tog jeg en lur mens Kåre tog på gåtur med de tre små. De hyggede sig rigtig med legepladsbesøg og bananer på torvet.

I går var vi i Havreballe Skov sammen med Tomas og Dina og tog hjem til dem til boller og kaffe bagefter. Begge unger opførte sig eksemplarisk, så det er ikke deres skyld hvis Tomas og Dina har fået kolde fødder. 🙂

Jeg går med armen i gips, så med mindre Kåre får lyst, så er der ingen opdateringer sådan lige med det samme. Men ungerne har det godt.

I dag pakkede vi vores madpakke og barnevognen og kørte til Vorup Enge og gik en tur (for at finde et par caches). Det regnede, men bortset fra at Ellen ikke gad følge med, så havde vi en god tur.

Og fra Vorup Enge kan man jo se disse her kupler – og Ellen ved altså godt hvad DET er. Så vi kørte en lille tur i Randers Regnskov.

Dagen startede stille og roligt med sovende unger. Lige før vi skulle afsted opdagede vi naturligvis en masse ting, som vi liiiige skulle have haft ordnet inden – men vi kom da afsted. Og da vi var nået ud af lågen skulle jeg lige sætte Ellens kjole fast i et eller andet, fordi den gik i hjulet på løbecyklet – og opdagede at ungen ingen underbukser havde på! Så ind efter et par og på ungen og så ellers op i kirken. Men vi nåede det da.

I kirken opførte Karen sig eksemplarisk – og det gjorde alle de andre børn også. Og hun blev døbt og Ellen tørrede hendes hår (og fik vist alle at det altså var rød-stribede trusser hun havde på – jeg ved ikke lige hvad det var der skete der!)

Ved prædikenen begyndte hun at blive noget urolig, så jeg tog hende med ud for at ville give hende noget at spise – men det ville hun ikke have. Da jeg lagde hende i barnevognen vippede hun bare om på siden og sov! Så jeg nåede ind til nadver og sidste salme mens hun sov i våbenhuset.

Efter gudstjenesten fik vi taget billeder og så gik de fleste hjem, mens mor, far, Ane og jeg lige var på de ukendtes med en buket til mormor – det var et år siden hun døde.

Hjemme skulle der lige være styr på maden, men det smagte godt og der var vist nok nok – der var desværre et par tomme skåle, så jeg er ikke helt sikker. Menuen var i øvrigt nakkefilet stegt som vildt med brun sovs, nye kartofler, hvidkålssalat med frugt og sennepsdressing og ribsgele – der skulle have været bønner til, men det kom jeg i tanke om da vi var begyndt at spise… Desserten var gammeldags jordbær-/rabarberkage og det skal jeg love for at Ellen kunne lide – men hun kan jo lide så godt som alting.

Efter maden gik folk lidt i haven og vi fik åbnet gaver. Onkel Henrik havde fået et badebassin, som Ellen skulle have og det fik han sat op med hjælp fra alle drengene og nogle af pigerne. Ellen og Ann-Kathrine hyggede sig for lukket dør på Ellens værelse – de legede rigtig godt sammen og var faktisk helt selvkørende.

Eftermiddagskaffen var frugt, saml-selv-isvafler og de mest mislykkedes chokoladesmåkager jeg nogensinde har bagt – men de smagte fint. Der blev vist også smagt lidt på noget øl og så var det almindelig opbrydningstid.

Kåre var yderst effektiv bagefter, så vi nåede en lille gåtur inden det blev sengetid.

Karen klarede hele dagen så fint – ikke det mindste brok og jeg tror faktisk kun det var de tre fætre og morfaren der ikke nåede at holde hende – hun gik fra arm til arm. Jeg nåede i hvert fald kun at holde hende da hun skulle have noget at spise. 🙂

Søndag var det så Ellens tur til at få hovedpine. Hun hev i en plante, så urtepotten røg direkte ned i hovedet på hende… Måske hun så kan lære ikke at hive i tingene – men jeg tvivler.

Mig og Ellen bagte brød og Ellen fik lov til at lave bollefigurer og delte hjerter ud til mig og Kåre.

De sidste dage har hun været så møgbeskidt at man slet ikke kan forstå hvorfor afløbet ikke er stoppet. I dag havde hende og L vist fundet nogle kul og noget mudder og havde lavet muddermasker. 🙂

Kåre er på kursus, så han kommer sent hjem. I går gik vi ned for at hente ham ved toget, men gik forbi hinanden. Så Ellen legede i Gudenåen en lille times tid. I dag lovede jeg hende at vi ville gå derned igen. Og vi så en snog! Den kom svømmende ude i åen og vi fik lov til at se rigtig længe på den.

I nat har Karen været RET træls – hun har villet spise hver halvanden time. Spørgsmålet er om hun ikke bare har været tørstig, så jeg overvejer lidt en flaske med vand i nat. Hun havde nemlig fået grød i går aftes – det var et stort hit.

Fredag formiddag tog vi til Randers for at købe øl og planter og eftermiddagen blev brugt i haven.

Da det var ved at være Ellens sengetid ville jeg lige skifte Karen og med hånden på hendes mave rækker jeg ned efter en ble. Men hånden blev løftet og Karen tog den direkte på hovedet/panden ned på gulvet. Hun var helt stille et kort sekund og så skreg hun heldigvis. Da jeg fik hende beroliget sendte jeg Ellen ud efter Kåre og vi blev enige om at ringe på skadestuen. Jeg fik besked på at komme med det samme, selvom pupillerne reagerede som de skulle, hun ikke havde kastet op, hun havde spist og hun sad og smilede til mig.

Så jeg kørte til Randers og Kåre tog sig af en noget ked-af-det Ellen. Hun kunne jo slet ikke forstå hvad der skete.

Karen sad og pludrede i bilen og da vi kom ind til skadestuen blev vi sendt direkte ned. Desværre havde sygeplejersken glemt at ringe ned og sige at vi var der, så det var først da der blev kaldt en anden ind og jeg spurgte om vi var et forkert sted de “fandt” os. Sygeplejersken ringede så til børnelægen, som bad os komme op i børnemodtagelse. SHIT – der er altså LANGT – okay, 200 meter er måske ikke så langt, men det er det, når jeg skal gå med Karen på armen. Men heldigvis var de hurtige og bad en portør hjælpe os, så Karen blev kørt i en tremmeseng.

På børneafdelingen forsøgte de at måle blodtryk på hende, men hun brød sig ikke om at få en manchet om armen. Hun synes heller ikke det var sjovt at blive lyst ind i øjnene. Børnelægen mente ikke at hun havde taget skade – der var knap nok en bule, men vi skulle blive der et døgn. Så vi trillede ned på stue 7 – en to-sengs stue med altan og dobbelte døre ud til den – som vi heldigvis havde for os selv.

Gennem hele natten fik hun tjekket øjnene og forsøgt tjekket blodtryk. Og selvom ungen blev vækket klokken tre af at der stod en og lyste hende ind i øjnene storsmilede hun bare. Det er ikke just min reaktion, når nogen vækker mig om natten!

Efter tjekket klokken 6.20 mente Karen ikke der var nogen grund til at sove videre, så vi tullede lidt rundt og fik tiden til at gå indtil morgenmaden, som blev indtaget på altanen.

Klokken lidt i 11 kom Kåre og Ellen – Ellen blev meget glad for at se os igen – hun havde manglet os! De havde taget bussen og det havde været spændende – de havde endda været med TO busser! Vi spiste frokost sammen og så kørte de hjem igen – i bilen.

To gange i løbet af dagen var der en sygeplejerske inde for at tjekke at der ikke var tale om misrøgt og børnemishandling. Jeg tror nok jeg bestod, de havde da i hvert fald ikke andet end ros overfor Karens udvikling og diskrete elastikker om lår og arme…

Der blev stadigvæk forsøgt målt blodtryk, men hver gang der kom en sygeplejerske vågnede Karen. Så da hun sov godt og grundigt, tog jeg selv og satte det på hende og målte – og så var det pludseligt indenfor normalområdet. Indtil da havde det været for højt.

Efter aftensmaden (i øvrigt en rigtig lækker kalvesteg med nye kartofler efterfulgt af ananasfromage) kom lægen og tjekkede hende og hun blev dømt kampklar – sund og frisk unge, som vi selvfølgelig skal holde øje med, men som gerne måtte komme med hjem.

Så da Kåre og Ellen kom var vi også mere end klar til at komme hjem igen!

Nu håber jeg så bare det er absolut sidste gang jeg ser en børneafdeling – altså lige bortset fra at jeg skal forbi i morgen for at hente min mobiloplader…

Men skal man endelig indlægges med et barn, så er Randers ikke noget ringe sted at blive det. Der er tre gode opholdsrum, masser af legetøj, en stor terasse og en god legeplads.