Træt gøj

Hele formiddagen blev tilbragt på sofaen i pyjamas, men efter frokosten kørte vi mod Moesgaard Strand, hvor vi skulle mødes med en masse andre geocachere. Ellen fandt straks en flok at lege med på stranden – det var så sjovt, at hun slet ikke havde tid til at skulle have kage.

Men et par caches blev det også til – og for en gangs skyld havde hun lyst til at bytte. Så hun fik seks farveblyanter, et perlearmbånd og en sæbebobleting. Men det sjoveste var nu da far var løbet i forvejen og havde glemt at lukke tasken: Vi kunne følge det fineste spor af tabte Gjøltrolde. 🙂

Hun havde nær skræmt livet af sin stakkels mor. Vi gik alene et stykke langs en af skrænterne ned til vandet. Jeg skulle lige se hvor langt der var til der hvor vi skulle mødes og da jeg vender mig rundt er hun væk. SHIT! Jeg kunne simpelthen ikke se hende og jeg nåede at være sikker på at hun var drattet ned. Men så snart jeg gik et enkelt skridt fremad fik jeg øje på hende. Hun stod bare bag et træ og kiggede ned på vandet.

Tilbage igen fik Ellen et stykke kage mere og så gik hun ellers på opdagelse på stranden mens vi andre snakkede. Hun er fuldstændig frygtløs. Der var ingen mennesker på stranden, så hun nåede 2-300 meter væk og gik ud på en badebro og stod derude og betragtede vandet. Da var jeg godt nok gået ned mod hende, men hun opdagede mig først da hun var inde igen.

På vejen hjem faldt hun godt og grundigt i søvn i bilen, så hun ville bare sove videre – ingen aftensmad til hende. Der skulle dog lige fjernes en skovflåt og skiftes en ble. Det bliver spændende hvornår hun vågner i morgen og hvor sulten hun er!

Ualmindelig sød unge

I morges smurte jeg madpakke som jeg plejer – Ellen og far sad og spiste morgenmad. Jeg tabte så en lille madkasse ned på gulvet og Kåre spurgte om jeg i det mindste ikke havde ramt foden. Det havde jeg heldigvis ikke, for det havde godt nok gjort ondt.

Da jeg så kommer hen og sætter mig ved bordet kommer Ellen hen og stiller sig foran mig: “Undskyld mor”, siger hun så. Hun havde jo ikke gjort noget, men det plejer at være fordi hun har slået eller sparket at hun skal sige undskyld og det forklarer vi hende med at hun jo har fået det til at gøre ondt på andre. Ja, det er lidt svært at forstå når man er to år, men vi forklarede hende, at det jo ikke er hendes skyld at mor har ondt i foden.

Men i hvert fald så sætter hun sig ned, tager min fod op og puster på den, så den ikke skal gøre ondt mere.

Så sad jeg lige der med tårer i øjnene – hvor kan hun godt nok være sød!

Pasning

Så er Ellen startet i vuggestue igen – det er vist gået ganske fint, bortset fra at vi ikke er så frygtelig gode til at stå op her i huset. Omkring klokken 9 plejer vi at vågne!

I går fik jeg en akuttid på Viborg Sygehus i dag klokken 16 og så var spørgsmålet jo om Ellen skulle hentes tidligt og med eller om hun skulle passes. Så jeg tog Ellen i hånden og gik over til naboen, for at spørge deres datter om hun kunne hente Ellen i vuggestuen og hygge sig med hende en lille time indtil vi kom hjem. Det kunne hun heldigvis godt. Ellen var godt nok noget genert, men det plejer at gå over.

Så i dag da vi kom hjem, kunne vi ellers se Ellen sidde glad på køkkenbordet hos naboen og vinke til os. Da jeg kom over for at hente hende og spurgte om hun ville med hjem, sagde hun klart “nej” og gik ind i stuen. 🙂

Heldigvis ville hun gerne passe Ellen igen en anden dag, hvis det bliver nødvendigt, for Ellen virkede som om hun synes det havde været ganske hyggeligt.

Det synes forældrene også, for de havde så muligheden for at geocache en hel eftermiddag. 🙂

På besøg hos mormor og morfar

Lørdag formiddag pakkede vi bilen og kørte nordpå. Første stop var Arden, hvor vi ville finde en cache og spise vores frokost. Ellen blev godt nok noget skuffet over skovlegepladsen – der var bare et par gynger. Men hun var godt tilfreds med mængden af hindbær i skoven. 🙂

Og så er det jo altid sjovt at finde en cache og bytte i den.

Hjemme ved mormor og morfar skulle hun straks i butikken og se. Hun er rigtig god til det – hun tager ikke noget og plager kun diskret: “Se her mormor, den er godt nok flot!” 🙂

Til aftensmaden var der oliven og kogte gulerødder – hvad mere har et barn brug for?

Søndag gik med en lille skovtur op i mormor og morfar skov – morfar havde lagt en geocache, så vi skulle jo lige op og se hvem der kom først.

Det var en meget træt pige vi havde med i bilen hjem. Da vi kom hjem, sov hun så godt, at hun bare prøvede at vende sig rundt i autostolen da jeg prøvede at vække hende. 🙂

I dag var det så første dag i vuggestuen efter ferien. Det gik fint nok. Hun var lidt ked af at vi skulle gå, men det er ganske normalt. Men hun havde åbenbart savnet Bente, for da vi hentede hende, var det i hvert fald Bente der skulle sætte hende ind i bilen!

Nu opdager vi det ikke selv, fordi vi altid er sammen med hende, men hun skulle være blevet meget bedre til at snakke i løbet af de uger vi har haft sommerferie. Hun snakker i hvert fald meget – også gerne om natten…

Snobrød og skovtur

I går havde vi voksne noget travlt indtil midt på eftermiddagen. Men så gik vi også ud i haven og lavede et bål og bagte snobrød og ristede skumfiduser. Ellen var nu mest til rå skumfiduser. 🙂

I dag skulle vi til Bjerringbro for at handle og vi flottede os og købte landgangsbrød i Superbest til frokost. Dem spiste vi så ude ved skovlegepladsen og samtidig benyttede vi lejligheden til at lave cachetjek på “Mysteries kan også være for børn“.

Der er en bæk, så der blev brugt lang tid på at spille Plyspind og smide sten i vandet. Og der blev leget på skovlegepladsen – så hvorfor hun ikke sover endnu, det forstår jeg ikke. 🙂

Miniudflugt

Der er ikke sket så meget siden Ellen og far kom hjem fra farmor og farfar. I går var Ellen og jeg en tur i Bjerringbro for at købe en cykelhjelmpose til far og vi kom også lige til at købe lidt ærter. Så vi sad en halv times tid og spiste ærter og så på springvandet.

I går aftes fandt vi et par flyverdragter i en kasse fra Katja og Henrik, så vi skulle lige se om de var til i år eller næste år. Så Ellen var lige en tur i haven iført ble, flyverdragt og gummistøvler.

I dag skulle mig og Ellen til Randers efter vacuumposer, så vi kan få pakket noget af alt Ellens aflagte tøj væk indtil Ny skal bruge det. Far havde sagt at vi gerne måtte blive lææænge væk, så vi kom lige til at tage en tur på McD. Ellen var meget heldig og fik en lille sundae – med Smarties! Hun var lykkelig.

Vi var også en tur i Plantorama – det er altid et hit. I dag var det en lille skildpadde, der var det store hit – den spiste et salatblad! Alle de der bepelsede kræ er hun totalt ligeglad med, men araen var også meget spændende.

Ferie hos farmor og farfar

Ellen og far har været på et par dages ferie hos farmor og farfar (jeg tror nu mest det var mig der holdt ferie, selvom tiden blev brugt til at skrive hovedopgave). Det lyder som om de har hygget sig med besøg hos Oldemor og besøg af fætre og kusine. Og pandekager til aftensmad! 🙂

Randers Regnskov og geder

I dag skulle jeg til jordemoder og da der er ferie, skulle Ellen med. Men først tog vi i Randers Regnskov. Egentlig skulle vi bare finde en legeplads og nogle klappedyr – men det er der jo også i Regnskoven. 🙂

Ellen klarede fint at være med til jordemoder – hun legede med nogle klodser på gulvet.

Bagefter fandt vi et par caches og fik handlet – Ellen fik en stooor is, så hun var grattet godt til.

Her til aften synes hun så vi skulle ud og sige godnat til gederne, så det gjorde vi naturligvis.

Ny gynge

Jeg har længe ønsket mig en fugleredegynge til Ellen og Ny. Og nu så jeg en af en ordentlig størrelse i Kvickly. Jeg har samtidig vundet nogle gavekort til Coop, så det passede lige. Så nu har Ellen fået en gynge hun selv kan komme op på og ned af – og den kan også holde til mor. Nu håber vi bare at gyngestativet også holder!

Ferien i Goslar – dag 7

Så blev det tid til at tage hjem. Ellen startede med at underholde en hel forsamling tyske drenge ved at spise nutella fra sit brød med en teske. 🙂

Vi kørte lige omkring klokken 10 og nåede Ulstrup mellem 19 og 20. Turen var i det store hele begivenhedsløs. Der var naturligvis lidt kø ned mod Elbtunnelen, men det var også det. Vi holdt et par pauser og fandt et par caches, frokosten blev indtaget på Holmmoor Ost, hvor maden både var god og der var masser at lege med for Ellen. Kan anbefales.

Hjemme igen var det hele noget tillukket, så der blev luftet ud og så gik vi mere eller mindre alle sammen i seng!