Chokolade!

I dag kørte vi til Bjerringbro efter vuggestuetid – vi skulle nemlig købe en julegave til morfar! På vejen fik Ellen resten af sin julepose fra i går til gymnastik. Og der var altså et stykke chokolade i. Så da jeg tog hende ud af bilen i Bjerringbro var hun klistret og fyldt med chokolade. Jeg havde ikke selv fået nogle lommetørklæder med, men en venlig mand kom og gav mig et. Men sådan et stykke tørt papir rækker altså som en skrædder et vist sted når ungen er totalt grattet ind i chokolade.

Hjemme ventede pakkekalenderen med en nissehue. Det er godt nok en Cirkeline-hue, men den er rød og har en kvast, ergo er det en nissehue!

Egentlig ville jeg have taget hende med til De ni læsninger i kirken, men allerede lidt over 18 begyndte hun at blive småpyldret, så vi tog på biblioteket i stedet for.

Hun har spurgt meget efter far i dag. Men hvordan forklarer man en 20 måneder gammel pige, at hendes far er i Oxford og kommer hjem i morgen?

Farfri gymnastik

I dag tog Kåre til Oxford, så det har været pigedag i Ulstrup. Ellen synes det er rigtig sjovt at komme hjem og finde en pakke under julekalenderen i gangen. Og i dag var det ekstra sjovt fordi hun havde været på biblioteket med vuggestuen for at se film om Cirkeline – og i pakken var der et Cirkeline-glas. Et meget stort hit. Ballonerne fra forleden er heller ikke at foragte, men det gør lidt ondt i maven når man ligger sig på den og den så sprænger.

Det var juleafslutning til gymnastik, men fordi jeg stadigvæk er noget syg, så tog vi først afsted til anden halvdel – nemlig fri leg med redskaber. Og så var der slikposer til sidst! Sådan noget har Ellen ikke prøvet før, men hun fandt da ud af det. 🙂

Nu har vi fået et godt bad og Ellen er blevet puttet. Hun kan godt nok ikke helt forstå hvor far er og det bliver nok værre i morgen. Men han kommer hjem onsdag, så mon ikke vi piger klarer os?

Kaffe og bedsteforældre

I torsdags var der forældrekaffe i vuggestuen. Men som noget nyt var det morgenkaffe og ikke eftermiddagskaffe. Så vi startede dagen med et lille lommelygteløb på legepladsen – det var hyggeligt, selvom der var blevet lidt lyst. Og jeg havde endda vækket Ellen! Og så var der morgenmad inde på haletudsestuen – børnene havde selv været med til at bage lusiabrød.

En af pigerne kom og satte sig på skødet af mig og bad om et glas mælk. Da jeg så tog mælkekartonen, blev jeg rettet: Det var den ANDEN mælk hun gerne ville have. Nåå, æblejuicen. 🙂

I fredags skulle Kåre til København og det nemmeste var at tage flyet fra Aalborg. Så mig og Ellen hyggede os hos mormor og morfar hele fredag. Utroligt at Ellen kan tusse rundt i butikken i flere timer uden at ødelægge noget. Alt bliver taget ned og undersøgt og sat pænt tilbage. Så det er ikke noget problem at have hende med.

Fødder

Jeg har lige læst godnathistorie for Ellen i en af hendes yndlingsbøger: De første 100 ord.

Mens vi ser på en tegning fra en svømmehal, spørger jeg hende hvor der er en fod. Hun flytter bogen og peger på sin fod. Jeg griner lidt med hende og spørger så hvor der er en fod i bogen. Straks smider hun sin fod op i bogen og peger på den.

Kirketur

I dag har Ellens vuggestue været i kirke. Jeg havde tilbudt at tage med og vi havde en rigtig hyggelig formiddag.

Først hørte vi klokkerne ringe og så spurgte præsten hvad der dog manglede. Der manglede både en præstekjole og en pibekrave. En af drengene synes nu det var lidt underligt med en mand i en kjole! Så sang vi lidt af “Et barn er født i Betlehem” og så fortalte præsten juleevangeliet ud fra nogle tegninger. Til sidst sang vi “Dejlig er den himmelblå”.

Og så gik vi over i menighedshuset til æbleskiver og saftevand. Og man måtte spise ALLE de æbleskiver man havde lyst til – og det var mange! 🙂

Da vi havde spist og drukket legede vi sanglege – ligesom vi gjorde når vi var til juletræ for 25 år siden. Ren nostalgi med “Jeg gik mig over sø og land” og “Så går vi rundt om en enebærbusk”.

Da vi kom for at hente Ellen dansede hun rundt på tæppet sammen med N, en af hendes bedste venner. De så simpelthen så søde ud.

Og da vi så kom hjem fra vuggestuen havde nissen været på besøg – der lå en pakke ude i gangen! Og inden i pakken var der en bog med en masse gode julesange og dejlige tegninger. Den blev straks taget i brug. 🙂

Min!

Da vi spiste morgenmad tog jeg sådan en lille julemand på 5 centimeter der kan trækkes op og så går meget langsomt fremad og lod gå hen mod Ellen. Med forfærdelse i blikket hev hun sin skål med morgenmad og hendes krus med mælk hen til sig og udbrød “MIN!”

Første søndag i advent

Så blev det endelig første søndag i advent. I eftermiddags var vi nede på torvet for at se juletræet blive tændt, men vi kom lige en anelse for sent. Til gengæld hørte vi Gudenårkoret synge et par sange og Kåre og jeg fik et krus gløgg. Ellen synes nu ikke det var så sjovt. Det øsregnede og der var alt for mange mennesker.

Vi spiste tidligt aftensmad og så sluttede vi dagen med et par sange omkring adventskransen og nogle æbleskiver. Så der var en der var godt grattet til! Jeg tror allerede hun glæder sig til næste søndag. 🙂

Julepynt a la Gertrud Sand

I går skulle der julepyntes! Ellen synes det var lidt sjovt at være med til, men det var nu også hyggeligt at sidde med eee’en i sofaen. 🙂

I Biersted

Torsdag eftermiddag hentede Ellen og jeg Kåre i Langå og så kørte vi til Biersted. Jeg skulle passe butikken og Ellen og Kåre skulle passe hinanden. Siri havde vi også med – hun skulle passe på stalden. 🙂

Ellen synes som sædvanligt det var lidt overvældende i starten, men hun kom sig hurtigt med hjælp fra en gang flæskesteg. På vejen ned havde vi lært hende at sige “juletræ”, men det ville hun ikke da vi først nåede Biersted. Indtil nu har hun stukket armene ud til siden og sagt “væk” når vi har spurgt om noget hun ikke lige har kunnet finde eller forklare. I går blev det ændret til en pegen ud af vinduet og svaret “derude”! Så både juletræerne og mormor var “derude”. 🙂

Lørdag havde jeg overhovedet ikke tid til andet end et hurtigt knus i ny og næ, men Ellen fik kigget på nisser og figurer og juletræer i massevis. Til gengæld nægtede hun at sove middagssøvn. Så det var en både træt og sur Ellen vi havde med hjem i bilen.

Hun synes ellers det var hyggeligt at gå rundt og se på alle tingene i butikken. Heldigvis er hun ikke begyndt at plage endnu, for det bliver da et mareridt! Hun tog en enkelt kogle og legede med og der er også noget trælegetøj, man kan puste på for at få det til at køre rundt, som hun ikke kan stå for. Men hun sætter det pænt på plads igen.

I morges sov hun til 9.30, så vi fik en god nattesøvn alle fire. Og i dag skal der vist pyntes lidt til jul. 🙂

Ingen middagssøvn

Fire hele rugbrødsmadder, en pæn portion risret fra i går aftes, en pære og et stort stykke brød – og ungen er stadigvæk sulten! Så for at undersøge om hun var sulten eller lækkersulten fik hun en leverpostejsmad – hun var sulten! Men da den var spist var hun så også mæt. De har helt ret: Det er dyrt at have børn. 🙂

I aften har hun været meget pyldret, men hun har heller ikke sovet middagssøvn i dag, det gad hun ikke. Så vi er ikke voldsomt kede af at hun er blevet puttet nu. Men der blev godt nok hurtigt stille inde fra hende, så hun har været noget træt.