Amning
Amningen er noget af det jeg har glædet mig meget til ved at skulle have et barn mere. Desværre har det vist sig at være lidt af et mareridt. Ikke fordi selve amningen er et problem – det gik lige så let som første gang: Barnet til brystet og så var det det. Men det var en fysisk hård fødsel fordi det foregik i et tomt fødekar og det er altså ikke noget der giver nogen god støtte nogle som helst steder.
Så jeg har SÅ ondt i ryggen – der er et par ryghvirvler der sidder forkert og det gør rigtig ondt når jeg ammer – uanset om jeg sidder, står eller ligger. Jeg har prøvet i snart alle stole og sofaer i huset og det er bare ikke godt.
Så det der skulle være rart og godt og hyggeligt er desværre blevet til lidt af et mareridt og det er jeg så ked af. Karen skal nok få det hun har brug for, men det er lidt trælst når det skal foregå med tårer i øjnene af smerter.
Desværre er min fys sygdomsramt, så jeg har ikke kunnet få en tid før på mandag. Indtil da må jeg klare mig med Panodil, varmepuder og træning.
Men ellers går alt stille og roligt i det lille hjem. I morges sov jeg til klokken 1030 – jeg opdagede ikke engang at Kåre og Ellen stod op og tog i vuggestuen. Karen sov videre til klokken 1130, hvor hun var vågen en times tid. Så sov hun videre til klokken 1500, men nu er hun så også faldet i søvn igen her klokken 1930.
Faster Makilla (også kaldet Kamilla) har været på besøg i eftermiddag og det gjorde Ellen helt på den anden side. Kamilla skulle se ALT hvad Ellen har og kan – så måske føler hun sig alligevel en anelse overset, selvom vi gør hvad vi kan for at hun ikke skal. Men da Kamilla sagde til Ellen at hun jo måtte komme hjem til dem en dag og lege med Ann-Kathrine (kusine, tre uger yngre end Ellen) insisterede Ellen på at Karen også skulle med. Det skulle mor og far også, men det var Karen der blev nævnt først.
Ellen har smilet os alle sammen i dag, så jeg ved ikke lige hvor kameraet er, så billeder må vente.
This entry was posted on Tuesday, January 18th, 2011 at 19:51 and is filed under Ellen, Familie, Karen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.